Medicin er måske så meget sagt. Men jeg tænkte, at lige ville vise jer, hvordan mit såkaldte medicinskab ser ud (beklager den ringe billedkvalitet).

I virkeligheden er billedet også lidt misvisende. For du kan ikke se de massive mængder af flasker, der står bagved. Jeg tror måske, at der gemmer sig en pakke med Panodiler et sted. Men ellers – ja så er det “medicin” fra helsekosten. Homøopati har for eksempel hjulpet Arn af med væske på ørerne. Vi bruger det, når de får tænder, er snottede, sover dårligt eller for eksempel er urolige. Jeg elsker det simpelthen. Der er ingen bivirkninger og hjælper kroppen til at hele sig selv – i stedet for at undertrykke symptomer (det kan selvfølgelig være nødvendigt ind i mellem).

En af mine andre favoritter er den her klassiker:

Og det fede ved Echinaforce (rød solhat) er, at der rent faktisk er forskning, der viser, at det virker. For eksempel når man har influenza. Rød solhat får simpelthen immunforsvaret til at yde sit bedste. Vi bruger det flittigt, hvis vi bliver forkølede eller bliver ramt af influenza. Du kan læse mere om den dokumenterede virkning her.

Så er vi nået til afsnit seks i føljetonen om min 2-årige søns helbred. Måske læste du med her, da vi efter et besøg på Nordic Clinic kunne konstatere, at han var intolerant over for 14 fødevarer. Efter udelukkelse af fødevarerne og indtagelse af gode kosttilskud gik det fremad. Snotnæsen forsvandt – og hans mave blev bedre. Men bare alligevel ikke helt god. Og da vi en periode trappede ud af kosttilskuddene begyndte næste at løbe igen. Derfor fik vi lavet endnu en test, der kostede en arm. Men hold nu k*ft, jeg er glad for, at vi gik planken ud.

Det viser sig at knægten har to typer parasitter, har glutenallergi og meget, meget mere. Så nu er listen af fødevarer, han skal undgå endnu længere – men til gengæld ved vi, hvad vi bekæmper denne gang. Så med målrettet indsats, skulle han ret hurtig komme på højkant igen.

Du finder første afsnit her. Der kan du læse, hvordan vores læge afviste overhovedet at undersøge ham, fordi han jo var sund og rask (selvom han altid var snottet og havde haft diarre/blød mave i over et år).

Jeg får rigtig mange hints om, at meditation ville være rigtig godt for mig. Jeg er ikke i tvivl om at det er rigtigt, men jeg gør det ikke alligevel. Jeg er endda startet på et meditationsforløb i mit bofællesskab, hvor vi hver torsdag får besøg af Christina fra Flex Yoga. Hun sagde i torsdags, at der nok ville være nogen af os, der ikke ville få mediteret inden næste gang (vi skal meditere hver dag). Og jeg har ind til videre ikke gjort det. Jeg har mange undskyldninger for ikke at gøre det. Men det er det, man på godt gammeldags dansk kalder bulshit. Jeg bilder ikke mig selv andet ind.

For selvfølgelig ville jeg kunne finde 5 eller 10 minutter i løbet af en dag. Hvis jeg turde. For lige nu er jeg et sted, hvor det hele ryster. Voldsomt. Jeg står et sted, hvor jeg bliver nødt til at stole på, at universet er med mig. Jeg bliver nødt til at smide forestillingen om, at jeg kan kontrollere alt (i hvert fald ikke andre mennesker). For det er tydeligt, der hvor jeg står lige nu. Og jeg bliver nødt til at erkende og efterleve, at mit liv og min lykke er mit eget ansvar. Det er alt det, jeg tager tilløb til at mærke. Men ind til jeg holder op med at opfinde undskyldninger, sker det ikke. Jeg ved, at jeg vil opdage, at det faktisk er ok. Jeg vil endda opdage, at jeg ikke behøver gå med alle de frustrationer og myldrende tanker, jeg har. Men en del af mig holder alligevel fast i kaos. Hvorfor? Fordi jeg kender det (tror jeg).

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg var flere gange ved at tude, da jeg var til Kettelbell Body Transformation-kursus i weekenden sammen med 20 andre. Da jeg måtte erkende, at jeg faktisk ikke kunne komme op igen, når jeg satte mig i “squat” (UDEN vægt), havde jeg lyst til at løbe min vej og ALDRIG komme tilbage igen. Helt ærligt så var jeg ved at tude – flere gange.

Jeg har en historie med sport og motion som er … frustrerende. I gymnasiet var jeg hende den meget lange, ranglede pige, der bare overhovedet ikke kunne koordinere sine bevægelser. Det var til stor morskab for mine kammerater. Jeg havde det egentlig ok med det. Mig og min krop har aldrig været perlevenner. Og i weekenden røg  jeg nogle gange ind i “fuck hvor er jeg dårlig til det her”-modus. Det blev tydeligt, at min krop simpelthen ikke er tryg ved at bevæge sig. Og jeg er bare ikke særlig tryg, når jeg ikke er rigtig god til ting.

Men da jeg var kommet mig over min selvmellidenhed og “slå mig selv i hovedet”, fandt jeg frem til følelsen af potentiale: Jeg har efterhånden rimelig godt styr på kosten – tænk et gigantisk potentiale, jeg har for øget velvære, når jeg vænner min krop til at bevæge sig og dyrker motion regelmæssigt.

Lyder det kryptisk? Jeg stødte første gang på begrebet “less is more” hos min terapeut. Hun brugte begrebet i forbindelse med traumer. At det virkede bedre, at vi blot berørte traumet i stedet for at voldgrave i de følelser, der var allersværest. Også dengang var jeg utålmodig. Jeg kan ikke huske hendes forklaring på, hvorfor “less is more” var god i denne sammenhæng. Men jeg vil næste tro, at den ligner den forklaring, jeg fik i weekenden på “Kettlebell Body Transformation” med Anna Bogdanova og Jacob Søndergaard. De fortalte at hjernen går i panik, når der sker store forandringer. Så vejen frem til for eksempel en ny livsstil med nye kost- og motionsvaner er ikke at lave det hele om på samme dag. Og det giver så meget mening. Jeg kan se, at når der sker store forandringer i mit liv, spiser jeg … MEGET! Det er åbenbart det “sted”, hvor jeg føler mig tryk. I sofaen med en lidt tung følelse i maven og høj på sukker. Jeg er virkelig meget til “alt eller intet”. Og det interessante er bare, at “alt” også bringer mig til “intet”. For når jeg forsøger gøre alting på én gang, så ender jeg med at gå tilbage og gøre intet. Derfor er motion aldrig for alvor blevet min ven. Så nu vil jeg gå babyskridt. Og vænne min krop til bevægelse. Det vil jeg fortælle mere om de kommende uger.

I dag fortæller jeg lidt af min historie på Helsemaries blog (i øvrigt en fantastisk helsebutik for os kvinder – især os med babyer). Det er historien om, hvor flad jeg var efter jeg havde født Arn og hvor stor forskel maden gjorde for mig.

Og så god weekend derude. Jeg beklager, at jeg ikke har fået skrevet siden mandag. Dagene er gået for stærkt. Kender du det?

De to tårne er det største personlige transformationskort i tarotkort. Det trak jeg forleden. Jeg har tænkt lidt over, hvad der lå i det. Og hvordan min opfattelse af mig selv og mit liv har ændret sig gennem de sidste par år. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg er begyndt at navigere på en anden måde igennem livet. I stedet for kun at tænke mig til den rigtige handling – er jeg begyndt at mærke efter i maven og kroppen, hvilken retning mit liv skal tage – i store og små “sager”. Jeg har også fået en generel følelse af at verden er med mig – i stedet for mod mig. Man kan også sige, at jeg jo ikke vinder noget ved at tro, at universet generelt er mod mig. Ligesom jeg heller ikke får noget positivt ud af bekymre mig om noget.

Den største ændring i min måde at opfatte mit liv og verden på er helt klart, at jeg kan mærke, hvordan jeg for det første har indflydelse på, hvad jeg tiltrækker – og for det andet, at der er en mening med det. Jeg begynder at kunne se sammenhængende – hvad det er for en frekvens jeg er på – og at jeg rent faktisk tiltrækker mennesker og situationer på samme frekvens. Det lyder abstrakt og vildt, når jeg skriver det – men jeg kan ikke forklare det på anden måde lige nu.

Jeg er barn af alkoholikere og forældre, der generelt var mentalt udfordrede. De døde begge to, før jeg kom i gang med skolen – og jeg flyttede derefter hen til min moster og onkel, der på de fleste områder var meget stabile og “kernefamilie-agtige” Men resten af min barndom og teenageår blev jeg ved med at tiltrække meget sårbare piger fra meget dysfunktionelle hjem. Selvom jeg på mange måder var kommet videre opfattede jeg stadigvæk mig selv som et ramt barn.

I disse måneder oplever jeg, at jeg virkelig udvikler mig. Jeg har hele tiden en fornemmelse af at møde de “rigtige” mennesker. De viser mig hvilken retning, jeg skal gå i – eller kan ligefrem hjælpe mig med problemer, jeg er i gang med at løse. Mennesker, stemninger, skænderier og hændelser er beskeder – eller små spejle, der viser mig, hvor jeg er i mit liv, hvor jeg skal hen – og hvor det kunne være godt at justere noget. Det er lige i disse dage ved at gå op for mig, hvor stort det er. Og hvor fundamentalt anderledes mit liv bliver af at opfatte verden på den måde.

Kender du det at træde ind i et rum – og dit humør ændrer sig, fordi stemningen i rummet er en anden. Eller du taler med et mennesker, og du føler drænet og bliver trist, fordi den du taler med, har det skidt? Det hedder også at blive følelsesmæssigt “hijacked”. Når du bliver overvældet af følelser, der slet ikke tilhører dig selv. Jeg har prøvet det mange gange – også når jeg ser film. Faktisk er det årsagen til, at jeg stort set kun ser romantiske komedier. Jeg kan blive så påvirket af en film, at jeg er ved siden af mig selv i flere dage.Jeg har også nogle gange oplevet at kunne observere, at jeg føler noget – som ikke er mine egne følelser. Det lyder skørt – men det er sådan, jeg har det.

Jeg kunne godt i psykolog-modus og komme med en lang forklaring på, hvorfor jeg er rigtig god til at være “over i andre” – dvs. tager ansvaret for andre mennesker følelser. Den korte forklaring er vidst, at jeg er vokset op i en familie, hvor de voksne drak for meget. Jeg bliver nemt påvirket af andres energi – og bliver ligeså nemt drænet. Derfor er en workshop for mig virkelig noget, jeg skal “komme mig over”. Ligesom jeg sjældent har det godt mere end et par timer i et selskab med mange mennesker. Selvom jeg samtidig er meget udadvendt og godt kan lide at møde nye mennesker. Jeg har ofte tænkt, at jeg godt gad lære at passe bedre på min energi og mig selv. Det er som om, jeg mangler et filter.

Forleden interviewede jeg Catherine Daverne, der er ekspert i sansende kommunikation, der blandt andet handler om at finde sin mavefornemmelse og navigere efter den. Hun sagde så mange ting, som jeg bare blev utrolig glad for at høre. Interviewet kom ud på et sidespor og hun fortalte, hvordan man kan undgå at blive hijacked. Og det gav pludselig mening, at jeg nogle gange føler noget – som alligevel ikke føles som “mit”. Når man bliver fanget af andres følelser, handler det om, at man mister kontakten til sig selv og “går over” i andre mennesker.

Så løsningen er, at mærke sig selv. F.eks. lukke øjnene – blive bevidst om egen vejrtrækning, og hvordan kroppen har det. Mærk for eksempel dine fødder.

Jeg har gjort det nogle gange siden. Og det virker. Lige i dag er jeg for eksempel helt ved siden af mig selv, fordi jeg står i en dum situation, hvor jeg ikke kan styre udfaldet – og jeg har ikke fået sagt ordentligt fra. Jeg har virkelig været på den anden ende. Og så hjælper det simpelthen at gå ind i mig selv – og mærke min krop. Det fede er også, at når man får kontakten til sig selv tilbage, så kan man også nemmere se, at man har et valg – at jeg kan vælge at gå fra festen. jeg kan vælge at afbryde et samarbejde eller et venskab, hvis jeg føler, det ikke er godt for mig.

Jeg indrømmer, at jeg overhovedet ikke er objektiv. For jeg synes allerede at manden bag sundhedsrevolutionen gør et stort og fantastisk arbejde. Så jeg er muligvis lidt blind. Men Pretty Ink har sendt mig den seneste udgave af “Herrerevolution”. En mad- og sundhedsbog – nu til mænd.

Her er bogen til den slatne mand. Ham der har bløde arme – og også ind i mellem bliver lidt blød længere nede. For faktisk er der er en klar sammenhæng mellem rejsningsproblemer og en mands sundhedstilstand. Så der er rigtig mange gode grunde til at kaste sig over denne bog – og begynde at indtage det som nogen kalder “kaninfoder”.

Bogen kommer i dybden med hvorfor mad gør en forskel – ja hvorfor mad gør FORSKELLEN! Nogle gange kan det være en stor hjælp på vejen, hvis “hjernen” lige får forklaret, hvorfor man skal kaste sig ud i en livsstilsændring. Og så er der Umahro-opskrifter. Jeg har alle hans øvrige kogebøger stående på hylden. Jeg har haft rigtig mange kogebøger – men det er hans mad, jeg har lavet mest. Igen og igen. Ikke bare til stor begejstring for familien – men også gæsterne. For maden smager fantastisk – også selvom den er sukkerfri og fyldt med alt den næring, som din krop ønsker sig.

Så – hvis du ikke er færdig med julegaven – så køb denne bog til mændene i dit liv. For hvem vil ikke have power, potens og styrke?

Du kan blandt andet købe den her.

Hvorfor er det egentlig så slemt at pille lidt ved grøntsagerne, så de for eksempel bedre kan tåle kulde eller ukrudtsbekæmpere?

Se den her film – og jeg tror ikke, du nogensinde har lyst til igen at putte noget i din indkøbskurv, der indeholder genmodificerede afgrøder.