Mens jeg var gravid med Arn, læste jeg en bog om selvværd og selvtillid, der basalt set fortalte, at vi ikke skal rose vores børn – men mere anerkende: Ja – du kan selv kravle op af trappen ( i stedet for: iiiih, hvor er du dyyyyyygtiiiig!).

Men det var først i denne uge, at det rent faktisk gav mening for mig – sådan rigtigt.

Jeg er pt meget optaget af, hvordan jeg kan støtte mine børn i at “blive i dem selv” og passe godt på mig selv.  Det skrev jeg om tidligere på ugen (lige her).

Det er gået op for mig, at hver gang jeg roser, lærer jeg mit barn at have antenner ude – at når han gør noget, så skal han forholde sig til, hvad andre synes. Hvis jeg bare anerkender ham, får han lov til koble sine egne følelser, ord og billeder på. Jeg hjælper ham med at blive i sig selv.

Jeg er i gang med at lære noget rigtig vigtigt i mit eget liv: At stoppe med at være ovre i andre mennesker – og tag ansvar og elske hele mig selv. Det er kæmpe stort. Jeg har arbejdet med det i mange år – men er lige nu midt i at bryde ud af den rolle, som jeg er vokset op i: Hende der kun er noget, når hun tager ansvar for andres følelser.

Og i morges hørte jeg Arn (3 år) gå rundt og sige: Sejer – er der noget, jeg kan hjælpe dig med? Se mor. jeg hjalp lige Sejer. Og det er jo vildt dejligt, at han er opmærksom på sin lillebror. Men lige der slog det mig, at vi roser og er meget anerkendende, når han er sød ved sin lillebror. Men er vi opmærksomme og støtter vi ham nogensinde i at passe godt på sig selv? Ikke aktivt – desværre.

Og hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at jeg skal passe på mig selv først (og mine børn). Så jeg vil arbejde endnu mere på at passe på mig selv – være kærlighed over for mig selv og vise mine børn, at det er vejen. Og så vil jeg støtte mine børn i at passe på dem selv!

Hjælper du dine børn med at passe på dem selv – og hvordan gør du det?

Jeg var igen endt det her sted, hvor jeg slet ikke orkede mine børn.

Jeg talte alt for alt for højt og sagde dumme ting. Hver dag. Flere gange om dagen. Op til flytningen arbejdede jeg hårdt på at hive penge hjem, så jeg kunne holde ferie. Kombineret med flytningen kørte jeg mig selv af sporet. Det er også derfor, at jeg er gået i gang med mere systematisk at blive mine egen kærlige moder.

Du kan læse mere om den første måneders opgaver her.

Jeg må indrømme at jeg ikke får skrevet så meget. Jeg får tænkt. Og jeg er imponeret over, hvor lidt jeg faktisk ved om, hvad der lader mig op.Jeg har nogle flyvske forestillinger – men der er langt mellem de meget konkrete.

Men i weekenden havde jeg mulighed for at sende drengene af sted sammen med Peter til fødselsdag. Jeg meldte afbud (jeg sagde som det var, at jeg var stresset og havde brug for tid til mig selv).

Jeg havde rundt regnet 36 timer for mig selv. Og da der var gået et døgn med at nulre rundt i haven, se tv-serier, sove, tage et langt bad og endelig få taget fat i kvitteringerne og netbanken, begyndte inspirationen at komme tilbage. Ja tak. Der skulle faktisk ikke mere til.

Og i denne uge har jeg sørget for at jeg torsdag har en arbejdsdag mens drengene bliver passet af bedsteforældrene. Og torsdag aften skal jeg på date med min mand for første gang i lang, lang tid. Det betyder også, at jeg rent faktisk har fået noget at gi’ igen. Råberiet er væk, og jeg har overskud til at håndtere udbrud fra mine børn på en omsorgsfuld måde (igen).

Så jeg har ind til videre fundet ud af, at tid til mig selv er vigtigt. Tid til at sidde i solen, tage et fodbad, nulre mine planter i haven og gå en tur. Det er sådan nogle små ting, der lader mig op. Og vigtigst af alt at få ryddet ud i hængepartier, der handler om penge.

Har du fundet ud af, hvad der lader dig op?

Jeg håber, du har lyst til at læse med i dag. Det er dagens klumme i 24timer i en lettere udvidet udgave. Det ligger mit hjerte meget nært.

I forgårs havde jeg besøg af en god veninde, der lige har fået barn for anden gang. Denne gang kører amningen. Det gjorde den ikke første gang. Det var en stor sorg. Men ud over sorgen skulle hun også leve med folks bedrevidende kommentarer om, at det jo var bedst at amme. De spurgte ikke, hvorfor hun ikke ammede.

Hvis der er noget, jeg og rigtig mange andre mødre er bange for, er det at blive stemplet som en dårlig mor. Måske er det derfor, at vi har brug for at holde fast i, at den måde vi gør tingene på nok er bedre en naboens. Og måske er det derfor, at der er nogen, der har trang til at prikke til min veninde. Men hvis hun så havde valgt flaske, fordi det af en eller anden grund fungerede bedst for dem – er det så ikke også ok? Lige så vel, at det også er o.k., at amme sine børn længe, hvis det fungerer for ens barn og en selv.

Jeg får lyst til at stille mig op på en ølkasse og og i god Karl Marx-stil råbe til alle mine med-mødre, at vi skal samle os i stedet for. Støtte hinanden. Være nysgerrige og åbne.

For sandheden er, at hvis andre mennesker pisser os af, så handler det oftest om os selv. Ligesom da jeg læste Julia Lahmes bog ”Hvor lagde jeg babyen”, var jeg dybt indigneret over, at hun valgte amningen fra efter et halvt år. Og hun fik sin baby passet af familiemedlemmer endnu tidligere. Men der gik noget tid, før det gik op for mig, at det ikke var hende, der gjorde noget forkert. Jeg gav bare ikke mig selv lov til at tænke tanken: Kunne det være en løsning for os også?! Derfor blev jeg så forarget.

Og ville det ikke være meget bedre, at jeg så spurgte Julia og alle de andre mødre, der gør noget andet end mig: Det er helt anderledes, end jeg gør – hvordan kan det være, at du gør sådan? Hvordan virker det for dig?

Det kunne være, at jeg rent faktisk blev klogere. Det kunne også være, at jeg blev inspireret og måtte revidere mine egne idealer. Det er måske det “farlige” ligger.

For vi gør alle sammen vores bedste, og det sidste vi har brug for er, at andre fortæller os, at vi ikke gør det godt nok. Jeg bliver så træt, når holdninger om alt fra amning, flaskebabyer og opdragelse bliver pakket ind som sandheder – og gerne med hjælp fra ”eksperter”. Det ville være så nemt, hvis der var én sandhed – men det er der sjældent. Det er kun virkelig sandt, hvis det føles godt i maven. Og jeg kan ikke vide, hvad der føles godt i maven dig eller andre med-mødre, der gør nogle andre ting.

Jeg er begyndt at skrive klummer og blogs hver uge i 24timer. Denne her klumme er fra i tirsdag:

»Ej – nu holder du op. Jeg orker simpelthen ikke at høre på det mere!« Det er mig, der taler til vores søn, fordi han er frustreret og ked af det. Jeg har sagt nej til et eller andet. Og det falder ikke i god jord.

Og mens jeg siger sætningen, krøller jeg lidt sammen indeni. Det føles helt forkert. Tænk – jeg siger til min 2-årige, at han ikke må græde eller være frustreret. Flot! Og jeg sagde det også højt.
Men i situationen kan jeg simpelthen ikke rumme brokkeriet og gråden. Måske fordi jeg føler, jeg skal gøre noget ved det. Fikse det. Men min virkelige opgave er at rumme, at han er utilfreds. Og vise at det er o.k. Det har taget mig lang tid at indse. Og endnu længere tid at finde ud af, hvad jeg så skulle gøre i stedet for.
I situationer, hvor overskuddet er minimum, handler jeg med det, der sidder på rygraden. Og det er ikke altid lige kønt. For jeg er vokset op i en tid med ord som ”bør” og ”skal”. Og det er ind i mellem som at blive besat af noget udefra. Og ud af munden på mig flyver sætninger, som føles helt forkert i maven og jeg står tilbage med spørgsmålet ‘Hvem sagde lige det?!’.
Men i virkeligheden er der ikke så mange andre sandheder, end den jeg selv skaber som forældre. Og der findes ikke andre ”bør” og ”skal” end dem, jeg synes, der skal være. Derfor luger vi vældigt ud herhjemme. Hvis du læste med i sidste uge, ved du, at der er ikke noget, der hedder ”du skal spise op” hjemme hos os. For hvor meget mening giver det lige at spise mere mad, når man er mæt? Hvem bliver glad af det? For os giver det i hvert fald meget lidt mening.
Men det betyder også, at alt er til debat. For som årene går, kan jeg se, hvor meget jeg selv er podet med, som jeg ikke vil give videre. Så store og små ting er omkring ”mavefornemmelsen”. Og hvis det ikke føles rigtigt, forsøger jeg at finde en løsning på, hvad der så er rigtigt for mig og for os. Nogle gange er det store beslutninger, som andre synes er meget barokke. Og andre gange er det bare små ting. Men det vigtige er, at jeg ikke står tilbage med fornemmelsen af, at det var noget andet, end mig og os, der besluttede, hvad der var, der skulle ske med vores børn. Jeg kalder også fornemmelsen af det ”rigtige” for min indre mor-stemme. Og hvis du har kontakt til den, så ved du også, at den styrer for vildt.

Kender du det?

Jeg har nu to dage i træk fået noget der ligner 7 timers UAFBRUDT søvn. Den seneste måned er nætterne gradvist blevet bedre (lige bortset fra de nætter, hvor der var tænder på vej og lungebetændelse på besøg).

I søndags var hele familien til konfirmation. Peter og jeg havde flere passager, hvor vi rent faktisk kunne sidde og snakke med hinanden og andre, uden en af os skulle et eller andet med ungerne. Arn fylder 3 år til sommer og Sejer fyldt 1 år i februar.

Arn og Sejer i forgårs, da vi var besøg på den lokale bondegård

Jeg ved, at hver alder har sin charme. Og jeg synes små babyer er nuttede, amning er skønt (når det fungerer) og ja – jeg elsker faktisk at føde børn. Men hold nu kæft, hvor jeg hader korte nætter.Den der dyne af træthed. Jeg bliver den sureste stodder af det.

Jeg glæder mig til dates med min mand (Yes – vi er sådan nogle, der ikke har fået vores børn passet før, de var over 1 år – det havde nok været anderledes, hvis vi havde haft bedsteforældre i nærheden).

Og nu skal min krop for alvor plejes og nusses. Lidt forsømt er jeg sgu.

Jeg ånder lettet op. Alting er faser. Men nogle gange er det svært at tro på. Det var en fase. En lang én på næsten 3 år.

I dag vil jeg gerne dele Zenias rørende historie med dig. Jeg interviewede Zenia til Slyngeskolens nyhedsbrev. Men historien er så rørende – og handler ikke bare om slynger. Men det handler om at finde sin morstemme og komme igennem en svær tid!

Da Zenia Viby blev mor for første gang, var det helt anderledes, end hun havde drømt om. Hendes datter, Lærke, blev født fire uger for tidligt. Da hun var tre uger gammel, begyndte hun at skrige. Meget! Zenia fortæller her, hvordan slynger fik hende igennem en tid med en datter, der skreg op til 10 timer om dagen.

Hvordan så din hverdag ud med en kolik-baby på armen?
Da jeg bar rundt på hende på armen, betød det ofte, at jeg ikke fik mad, før min mand kom hjem fra arbejde. Hun græd så meget, at jeg ikke turde gå til købmanden eller i mødregruppe. Jeg havde altid tusinde undskyldninger for, at mødregruppe ikke kunne være hos mig. For der lignede noget, der var løgn herhjemme. Og jeg havde ingen selvtillid som mor – overhovedet. Jeg undgik mødregruppen, fordi jeg følte, at de stemplede mig som en dårlig mor, fordi Lærke græd så meget.

Hvad har slynger betydet for dig?

Sat helt på spidsen, har det nok reddet min forstand. Lærke blev født fire uger for tidligt efter en kompliceret graviditet. Da hun var tre uger gammel begyndte hun at skrige op til 10 timer om dagen. Jeg var så bange for, at det var noget galt, så jeg sov ikke, fordi jeg hele tiden lå og lyttede til om hun trak vejret – når hun endelig sov. Det blev hele vores liv. Hun sov kun i min armhule eller på min arm. Jeg bar hende på armen i næsten to måneder, før jeg på et kolikforum, mødte en, der anbefalede mig slynger og introducerede mig til Slyngebarn.dk. Strækviklen blev min redning. Hun græd pludseligt meget mindre. Nu var det primært om aftenen og natten, hun var urolig. Jeg turde gå til købmanden, tage bussen og kunne tage i mødregruppe og sidde i sofaen og drikke en kop te. Og hvis Lærke blev urolig, kunne jeg bare rejse mig og gå lidt rundt, så faldt hun til ro. Min hverdag blev så meget lettere. Bare et toiletbesøg med en baby svøbt på armen er jo en umulig opgave. Men ikke med slynger.

Hvad tror du, der var sket, hvis du ikke havde haft strækviklen?

Jeg fik jo en fødselsdepression, efter jeg havde fået Lærke. Vi prøvede i 2,5 år, før jeg blev gravid med hende, og a. pga. leverpåvirkninger blev fødslen sat i gang før tid. Jeg var så bange for, at der var noget galt. Og da hun så kom til verden og begyndte at skrige, blev angsten endnu større. Det udløste en efterfødselsreaktion. Hvis jeg ikke havde haft slyngerne, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket. Når man har et barn, der skriger så meget, så overvejer man seriøst at køre hende ud i skoven og så bare tage hjem og sove.

Hvis du kunne gå tilbage til dig selv, da du blev mor for første gang og give dig selv et godt råd – hvad skulle det så være?

Hvis jeg kunne gå helt tilbage til fødegangen, ville jeg have fortalt mig selv, at jeg var en fantastisk mor og købt mig selv en strækvikle. Jeg ville ønske, at der var nogen tæt på mig, der tidligere havde introduceret strækviklen for mig.

Hvad gjorde du med dit barn nummer 2?

Jeg svor med Leander (Zenias andet barn, red.), at han skulle i strækviklen med det samme. Også selvom han ikke fejlede noget og faktisk viste sig at være meget rolig og stille. At have hænderne fri, gjorde bare en verden til forskel. Og det er lige meget om man har en eller to. Når man har et barn, går det mest ud over en selv, hvis man ikke har hænderne fri. Men når barn nummer to kommer, så er der jo også et større barn, der har brug for en. Jeg kunne sagtens hente Lærke i børnehave, selvom Leander ikke var vågnet fra sin lur. For han sov bare på mig. Jeg kunne hjælpe hende med at snøre snørebånd. Og når jeg var alene med dem om aftenen, var det nemt lige at putte Leander i slyngen og så læse en historie for Lærke. Jeg bruger stadigvæk vikle til Leander (han er 2 år, red.), for eksempel når han er syg, så falder han til ro, så snart han kommer op til mig.

Men har dine børn lært at sove selv, når de sov på dig så meget?

Med Leander gjorde jeg det, at da han begyndte at sove længere og færre lure, så lagde jeg ham i sengen eller barnevognen, når han var faldet i søvn på mig i strækviklen. På et tidspunkt begyndte det at blive upraktisk, og så gav det sig selv, at han skulle falde i søvn i en seng eller barnevogn. Det skete af selv. Det var slet ikke svært. Vi har heller aldrig haft problemer med at putte dem om aftenen.

For noget tid siden skrev jeg det her indlæg om, at jeg er i gang med at ryste den rigtig store pose. Det er altid lidt ubehageligt – i hvert fald for mig – at alt er til debat. Lever vi på den måde vi vil? Har vi de jobs, vi bliver lykkelige af? Bor vi det rigtige sted?
For et par uger siden fik jeg lagt tarot på forskellige job- og boligscenarier og det gik op for mig, at jeg havde et billede af at hus og en stor have og at jeg legede med mine unger. Der var ro, og jeg var tilstede. I nuet. Alt sammen noget som der har været meget lidt af i mit liv de sidste par måneder. Ja – måske det sidste halve år.

Og når det så går op for en, hvad det er, man virkelig vil – så forpligter det. Men ud over det forpligter, så åbner det også nye døre.
Peter var for over en måned siden til en samtale i Odense, der måske eller måske ikke, kunne ende med det der ligner, drømmejobbet. I sidste uge blev han ringet op: kan du starte på prøve i næste uge. Hvis det er et match, flytter vi til Fyn til sommer.
På tirsdag begynder et nyt liv, hvor jeg arbejder mindre. Det er mig, der kommer til at hente og bringe ungerne, sørge for vasketøjet og at der er mad i køleskabet.

Og jeg glæder mig faktisk til det.

Vi har mange af de der dage, hvor voksne og børn er sure, trætte og kede af det. Sejer er i gang med at blive kørt ind i dagpleje. Det passer ham ikke særlig godt. Og om det er derfor, han blive syg hver gang, han har været der to dage – det vides ikke. Og så kom der også amme-afslutning oveni – da jeg tager til England i næste uge og bare ikke har lyst til at amme mere.

Jeg lavede denne lille video her til morgen. Om panik, rod, syg baby og hvad jeg så gør, når det hele sejler!

I fredag fik Sejer sin sidste ammetår. Jeg har længe været i tvivl om, hvad jeg egentlig havde lyst til. Og derfor fik jeg trukket den så langt (igen), at jeg besluttede at holde helt op. Han er i øvrigt 13 måneder. Han er blevet så stor, at han nu kan finde ud af at komme uden om vores trappeværn. Se her:

Yngstemand ammede jeg til han var 11 måneder. Jeg ammede også meget om natten – så jeg fik simpelthen nok. Jeg var træt (Og så blev jeg gravid – men det er anden historie).

Jeg har læst rigtig meget om amning – hvor længe, hvorfor, hvordan! Mest fordi jeg hørte mange “historier”, da Arn var lille. Historier som ikke helt hang sammen med de måde, jeg oplevede verden og det at amme på. Og det viser sig også, at rigtig meget, der handler om amning er kulturelt betinget. Jeg fik for eksempel at vide, at jeg ammede for ofte. Hvis man ammer ofte kan det være udtryk for, at baby ikke når at spise så meget, at han får den fede mælk med. Men jeg er ret sikker på i dag – at det ikke var tilfældet. For jeg har siden kunne læse mig til, at selvom “man” ammer frit – det vil sige, når baby siger “til” (og ikke efter et skema eller klokken), så er der stor forskel fra land til land, hvor mange gange man så ender på – på et døgn. I nogle kulturer sidder baby i et stykke stof med fri adgang til brysterne og hapser en tår – flere gange i timen. Og så bliver det altså til langt mere end 8 gange i døgnet.

Når jeg skriver det her – er det ikke for at hylde amning. Men bare for at sige, at mange ting kan være det rigtige. For eksempel er det også være at overveje, hvorfor nogen stejler helt vildt over en 2-årig, der bliver ammet? Handler det om baby – eller handler det om ens eget forhold til bryster? WHO anbefaler at man ammer sit barn til de er mindst 2 år. Og nogle peger på, at det giver god mening at amme sit barn til immunforsvaret er fuldt udviklet (det er omkring 4 års-alderen).

Og det betyder så ikke, at man SKAL gøre det. Jeg er stoppet med at amme, når jeg ikke havde lyst mere. Og det er vel egentlig det, der er mit budskab. At det skal være ok at amme så længe mor og baby har det godt med det.

Og så siger jeg SKÅL! For første gang i 3,5 år er jeg hverken gravid eller ammende!