Jeg interviewede for flere år tilbage Joan Ørting til en artikel, og det gik op for mig, at fordi jeg ikke kunne se lyset i mig selv, kunne jeg ikke se lyset i andre. Det var meget chokerende for mig at opdage (og ja – det er den Joan Ørting – og hun mindede mig om det, fordi hun selv meget tydeligt var ekstremt dygtig til at se lyset i andre).

Men begge dele har ændret sig. Jeg ser lyset i mig selv. Og jeg ser i den grad lyset i andre.

Jeg er lige der, hvor jeg gerne vil være. Altså det er ikke sådan på en lalle-glad måde, hvor alt i mit liv glider. Har stadigvæk konflikter, er sur mor og en træls hustru (altså nogle gange).

Men jeg lever det bedste og ypperste jeg kan. Jeg nyder processen, jeg er i. Jeg føler ikke, at “græsset er grønnere”, når jeg har “mere tid”, “flere penge” osv. Jeg lever i overenstemmelse mellem mine dybeste og vigtigste værdier.

Jeg er nået til et sted, hvor jeg ejer min historie. Jeg hader ikke. Jeg begræder ikke. Jeg elsker hver eneste celle i min krop. Også de 15 kilo, jeg vejer for meget.

Jeg accepterer og er taknemmelig for hver eneste udfodring jeg har fået i mit liv. Og jeg mener ALLE. Det gælder også at vokse op med overgreb, selvmord, misbrug etc. Ikke fordi jeg ønsker nogle af delene for andre. Men episoderne har formet mig. De har givet mig mulighed for at være den jeg er nu og have det liv jeg har nu. Og helt ærlig – så er jeg glad for mig selv. Virkelig. Jeg har det fedeste arbejdsplads. Det er lidt som at være legeplads. Jeg kan arbejde med noget, der rykker andre. Og når jeg kommer tættere på min kerne – mit livsformål og det jeg skal og kan bidrage med – flytter min forretning sig også. Og det kommer til udtryk i et nyt site og nye workshops lige om lidt. Og det har ikke noget med slynger at gøre .

Jeg arbejder på en guide, hvor jeg deler nogle af de redskaber, der gør, at jeg kan leve et drømmeliv og elske mig selv og min historie. Den sender jeg ud til alle de skønne damer (og mænd), der melder sig til mit nyhedsbrev.

Guiden hedder: Skab dit drømmeliv. 5 redskaber, der bringer dig tættere dine drømme. Du melder dig til ved at “KLIKKE HER”. Guiden er klar sidst på ugen og rammer din indboks straks derefter.

Og hvis nu du synes, det jeg skriver er dumt, banalt eller noget tredje, kan du altid melde dig fra.

Hvis du synes, det lyder spændende og vil høre mere, så holder jeg foredrag om min indre rejse på torsdag i Århus kl. 10-12. Der er et par enkelte pladser tilbage – og babyer er velkomne.

Og det er sidste gang, jeg holder et foredrag til bare 100 kroner . Så spring på, hvis du tør. Du kan læse mere og booke plads “HER”.

Hvor tæt er du på at lave din drøm?

Jeg beklager at jeg har været væk så længe. Der er sket så mange vilde ting. Og når der går for længe mellem mine skriverier, er så meget, der vil “ud”, at jeg ikke kan vælge.

Lige om lidt flytter min blog nemlig. Og jeg har egentlig gået og ventet på, at der “kom et nyt navn til mig”. Jeg vil gerne have min blog til at være på mit personlige site. For “Og Konen” gav bedst mening, da mit firma hed Clausen & KOnen. Og min mand og jeg har besluttet, at det er bedst for vores ægteskab at have hvert vores cvr-nummer.

Men helt kort kan jeg fortælle at:

1. Min mand er selvstændig fra 1. april. Jeg glæder mig sindssygt til en mere fleksibel hverdag. Men det er også lidt skræmmende, at den gode faste indkomst, han havde, er borte (= jeg skal være målrettet).

2. Ups. Så blev jeg sgu da lige gravid. Jeps. Er vel en 8 uger henne – og skal så være mor igen til efteråret. Blev sindssygt glad selvom det er totalt irrationelt. VI sover ENDELIG det meste af natten herhjemme. Men til gengæld bliver det en fest, at Arn og Sejer er så “store”, når nummer tre kommer (Arn var 1,5 år, da Sejer kom). Arn er over 4 år og Sejer næste tre. Jeg glæder mig så meget til at føde igen.

3. Jeg er i gang med at omstrukturere i min virksomhed. Jeg vil arbejde mere med det, som jeg virkelig KAN – hjælpe kvinder til at finde deres indre gps og turde navigere efter den.

4. Jeg ELSKER at bo på landet, selvom her er koldt, mørkt og vådt. Jeg er så totalt forelsket i Sydfyn. Jeg er i gang med at planlægge en skovhave, som skal forsyne en håndfuld familier og en børnehave med frugt, bær og grøntsager det meste af året. Tænk hvis Peter ikke havde fået jobbet i Odense, så var i ALDRIG flyttet herned. Er meget taknemmelig.

5. I efteråret troede jeg virkelig, at jeg skulle skilles. Men vi har fået hjælp af dygtige mennesker. Blandt andet Maj Wismann (og får fortsat hjælp) og det amerikanske medie Nora Herold. Det går virkelig godt.

Pivha. Det var det for nu. Jeg vil skrive lidt mere de kommede uger. Og så lige om lidt, holder jeg store flyttedag. Jeg håber du flytter med.

Der er mange, der giver udtryk for, at de synes, at det er modigt, at jeg er selvstændig. Modigt? Jeg synes alle, der har fast job er modige og tager en stor risiko.

Når vi investerer aktier smider vi som regel heller ikke hele formuen efter en aktie. Vi spreder risikoen. Selvom jobbet måske er den vigtigste indtægt – og den vi slet ikke har råd til at gamble med, så er det, det vi gør.

Som selvstændig skrider det hele ikke, hvis en en eller to af mine kunder lukker eller bare beslutter at bruge en anden. For jeg har mange forskellige kunder. Ligesom jeg aldrig beslutter at fyre mig selv. Hvis det af en eller anden grund, går ned, har jeg ret godt styr på, hvad der sker – og kan gøre et et eller andet, der ændrer perspektivet. Men som ansat sidder du i saksen.

PS. Fra 1. april bliver min mand igen selvstændig. Jeg er ganske rolig. Jeg har en god fornemmelse af, at tingene kommer til at gå godt og løse sig. Jeg glæder mig over perspektivet til at ikke at skulle være alenemor fra 7-17 hver dag. Og tænker, at det lige pludselig giver en masse spændende muligheder. Og hey – hvis Peter ikke havde fået job på Fyn i starten af 2012, var vi ikke flyttet ned til det fantastiske sted, den ligeså fantastiske børnehave og den fine, fine natur.

Den lokale minisø 2 minutter fra vores hus på Sydfyn.

Gad vide, hvad du tænker, når du læser den her overskrift? Men ok – jeg har jo også en historie med adskillige besøg på psykiatrisk …!

Jeg har fået at vide af Jesus og alferne, at jeg skal tage livet mindre alvorligt. Mere om det senere – først får du historien om, hvordan jeg kom til at “tale” med dem.

I går havde jeg en session med Nora Herold, fordi jeg har gået med en række spørgsmål om mit privatliv og min business, som jeg havde brug for et andet perspektiv på.

Hun er en kvinde, der lever af at kanalisere. Og hvis du ikke ved, hvad det er. Så er den korte forklaring, at det clairvoyance advanced. Hun har direkte hul igennem til mine guider, andre dimensioner – ja selv Jesus og feerne. Den del har jeg svært ved at begribe – at der er alfer og andre dimensioner. Jeg kan ikke umiddelbart selv høre eller se dem.

Men i virkeligheden er det også lige meget hvem og hvorfor. Jeg har valgt at ignorere, at de rationelt er helt i hegnet. For det føltes som det rette sted at gå hen.

Og det var det. Der var så mange ting, der faldt på plads for mig. Især mit parforhold. Jeg vil fortælle mere om det de kommende dage  – men lige nu fordøjer og mærker jeg.

I dag har jeg brugt dagen på at lytte og handle. Jeg har fået gået en lang tur, åbnet kuverter, rullet mig i sneen i bikini, drukket masser af grøn juice og lavet hjemmelavet creme af kokosolie, kakaosmør og hampolie (efter Caroline Fibæks opskrift).

Jeg faldt over Søren Pinds blog på Berlingske. Og fik lyst til at give Søren et svar. Du kan læse Søren blogindlæg her.

Kære Søren,

Jeg forstår dine pointer.

Men jeg tror virkelig på, at problemet i højere grad tror, at lykken kommer udefra. At lykken indeholder fyrværkeri, mange penge og “vilde” oplevelser. Men lykken finder vi indeni. I de små ting. Og hvis man kan finde de små ting, leve i overenstemmelse med sine sande værdier og omgive sig med kærlighed, så tror jeg på, at man kommet hen til et sted, hvor man både har en højere bevidsthed, er lykkelig mor/forældre trods bræk i bh’en og manglende nattesøvn.

Lykken for mig er at hente æg i hønsehuset, at have valgt et liv som selvstændig, så jeg kan hente mine unger tidligt hver dag. Jeg har ikke fundet balancen helt endnu. Men jeg er på vej.

Jeg tror ikke på, at livet SKAL være hårdt. Men jeg tror på, at forestillingen om at livet er hårdt, er med til at holde os fra at blive lykkelige.

Selvfølgelig bliver vi alle i mere eller mindre grad udsat for ting, som er “hårde”. Men der er flere måder at opleve og håndtere den “modstand” på. For mig har det gjort en kæmpe forskel, at jeg begyndt at lære af de udfodringer jeg møder i stedet for at opfatte mig selv som et offer for omstændighederne.

Så måske er problemet også, at vi tror, at udfodringer er lig med et dårligt liv – og det kan det også blive, hvis vi ikke er udstyret med troen på, at tingene løser sig, og at der altid er noget at lære.

Jeg vil fandme være lykkelige. Jeg vil have et liv i flow. Jeg vil både have en dejlig familie, en virksomhed med succes og fede venner. Og jeg tror på, at det er muligt. Og jeg er godt på vej.

For nogle måneder siden kom jeg i kontakt med en følelse, jeg ikke har haft besøg af meget, meget længe!

Trangen til at flygte – væk fra livet. Det er ikke en konkret følelse af, at nu hopper jeg ud fra en bro. Men en: Jeg vil for alt i verden undgå det her.

Og det var ikke en kæmpe krise – en skilsmisse eller fyring, der fremkaldte følelsen.

Nej – det var en situation, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at prioritere mig selv. Helt konkret trængte jeg til at komme væk fra min familie et par dage og så noget søvn og alenetid. Jeg havde mulighed for at tage en overnatning på hotel i København. Men i stedet for at melde klart ud til min mand, ville jeg have ham til at “give mig lov”. Så jeg endte med at blive sur på ham, fordi han helst ville have, jeg blev hjemme.

Selvom jeg efterhånden er blevet god til at mærke, hvad jeg har brug for og handle på det, så er det stadigvæk en del af mig, som ikke synes, jeg må sætte mig selv først. Og lige der rammer jeg ned i en følelse, der er så trist og mørk. Lige i den situation som jeg beskrev før, ville jeg hellere dø, end at sige: Peter – jeg har simpelthen brug for at tage væk et par dage. Hvordan kan vi finde en løsning?!

Kender du det?

Da jeg var 10 år gammel skrev jeg en fristil om, hvordan regnskovens ødelæggelse påvirkede klimaet på jorden. Jeg lånte bøger på biblioteket om det.

Jeg løj mig ældre, fordi jeg godt kunne regne ud, at de nok ikke vil finde de rigtige bøger til mig, hvis jeg fortalte, jeg gik i 4. klasse. Jeg var 1.70 – så det var ikke så svært at overbevise dem om, at jeg gik i 7. klasse.

Og så skrev jeg ellers en stil om, hvordan regnskovens ødelæggelse havde indflydelse på klimaet og i øvrigt lokalbefolknings liv. Helt nøjagtigt skældte jeg ud.

Jeg havde også mareridt om, at jorden blev oversvømmet på grund af opvarmning af polerne.

Jeg har det meste af livet troede, at jeg skulle redde hele verden. Indtil det gik op for mig, at det rigtige sted at starte var med mig selv.

For i virkeligheden tog jeg ikke 100 procent ansvar for mig selv – til gengæld forsøgte jeg at tage ansvar for alle andre og deres skæbner. Jeg gik kontakt med ondt i maven over den “onde” verden og alle de problemer, jeg burde løse.

Det giver god mening, når man tænker på, at jeg som ganske lille havde brug for at have antennerne helt ude, så jeg kunne forudsige og “styre” begivenhedernes gang. Det skrev jeg lidt om tidligere på ugen lige her.

Jeg øver mig dagligt i at skelne mellem midt og andres. Det handler ikke om, at jeg ikke vil hjælpe andre eller  bidrage til en bedre verden.

Men jeg tror virkelig på Ghandis vise, vise ord:

Be the change you want to see in the world.

Forestil dig en verden, hvor vi alle (voksne) tager 100 procent ansvar for sig selv?

Det er ikke nemt – og det bliver hurtig en debat om skyld og skam. Men det handler virkelig ikke om skyld. Men det handler om, at jeg selv skaber mit liv og selv er ansvarlig for, hvad jeg fylder mit liv med. Jeg tager bevidste handlinger om, hvad jeg for eksempel bruger mine penge.

Har du nogensinde lagt mærke til, at når du ændrer dig, forandrer verden omkring dig også? Det er magisk og stort. Og temmelig befriende, at jeg gør den største forskel ved at starte med mig selv og tage ansvar for mit eget liv i alle leder og kanter.

Hvad tager du ansvar for?

Jeg var tre år gammel, da jeg vågnede på sofaen. Nøgen. Med min far liggende ovenpå mig. Jeg havde givet ham lov til at ‘lægge sig oven på mig’ – men havde sagt, at han ikke måtte tage tøjet af mig. Men det gjorde han alligevel.

Jeg var fire år, da min mor fejrede en bestået eksamen med at drikke sig så meget i hegnet, at hun var bevidstløs og politiet måtte køre os hjem.

Jeg var seks år gammel, da jeg blev totalt forældreløs. Året inden havde min maniodepressive far hængt sig selv. Og nu var min mor død af en overdosis af min papfars gigtpiller og alkohol.

Da jeg var 21 år, stod jeg med stærke smertestillende piller i den ene hånd og telefonrøret i den anden. Telefonen og livet vandt. Jeg ringede til min storebror, der kørte mig på psykiatrisk skadestue. De næste måneder brugte jeg på to forskellige åbne psykiatriske afsnit.

19. Er antallet af gangen jeg er troppet på på psykiatrisk skadestue med sønderrivende angst. De fleste gange blev jeg sendt hjem igen.

Jeg har 1.000 grunde til at flygte fra mig selv. Op i mit hoved. Og det gjorde jeg også.

Jeg blev meget, meget dygtig til at gå i skole. Var altid blandt de bedste i klassen – i gymnasiet gik jeg ud med det næstehøjeste snit det år. Jeg kunne ikke mærke, hvad jeg mente om noget – eller hvad jeg kunne lide. Faktisk gik jeg engang til skolepsykologen og proklamerede, at jeg ikke kunne mærke mig selv. Hun så på omstændighederne (Gode karakterer, masser af venner og socialt aktiv) og sendte mig hjem.

Da jeg gik på Journalisthøjskolen lykkedes det mig at hive gode karakterer hjem, mens jeg følte jeg stod med det andet ben i afgrunden. I hvert fald var det i det mørkeste, mørke, hvor jeg tænkte tanker om at skade mig selv og flygte. Væk fra livet. Og smerte.

Men da jeg brød sammen som 21-årig begyndte jeg på en anden rejse. Jeg begyndte at mærke mig selv igen. Den rejse har varet mere end et årti.

I dag kan jeg ikke lade være med at lytte til hvad min krop fortæller mig. Den giver mig adgang til alt lykke i mit liv. Og hvis jeg ikke lytter – bliver jeg syg.

Jeg ved, jeg har skrevet det før. Men jeg er simpelthen så taknemmelig for at være kommet ud på den anden side. Da jeg var 21 år, havde jeg ALDRIG troet, at jeg 12 år senere ville være LYKKELIG – faktisk det meste af tiden. Have børn, mand, virksomhed og det fineste hus på landet.

Før jeg åbnende Slyngeskolen, havde jeg i flere år en fornemmelse af at stå foran en dør – men jeg kunne ikke se, hvad der var bag døren. Og jeg kunne ikke åbne den. Men jeg vidste, at bag den dør, var svaret på, hvad jeg skulle lave.

Den blev sparket på klem for snart to år siden, da jeg var gravid med Sejer. Og for halvandet år siden stod det klart, at jeg skulle åbne en slyngeskole. Men døren var stadigvæk ikke på vid gab.

Slyngeskolen føltes som en del af noget større. Men jeg kunne ikke se, hvad det “større” var.

Det seneste halve år, har jeg meget intenst banket på døren – forsøgt at lirke den på. Jeg havde en fornemmelse af, at min livshistorie betød noget i denne sammenhæng. Men hvad var det, jeg “skulle”?

I går blev billedet helt. Jeg kan se det nu. Jeg kan se, hvordan min historie griber ind i det, som jeg skal og kan og vil bidrage med.

Det er den vildeste, fede følelse.

Jeg har købt domænet www.lyttildigselv.dk og har døbt et foredrag: F*ck eksperterne – lyt til dig selv. Jeg holdt for første gang i onsdags et foredrag om, hvordan du kan komme af med tvivl og dårlig samvittighed som mor ved at lytte til dig selv. Du kan lytte til det her. (Det var det første online foredrag af i alt 10 i Mor Lounge Back To Basics Telesummit – de næste gange vil jeg interview skønne kvinder. Det er gratis. Se mere og meld dig til her).

Jeg kan se, at jeg hele mit liv har øvet mig at flytte fra hovedet ned i min krop. Jeg er gået fra at jagte sandheden i min omverden til at indse, at sandheden om, hvad der gør mig lykkelig, og hvad jeg skal – er inde i mig. Og det er det, jeg kan og skal. I hvert fald lige nu.

For 7 og 8 år siden fik jeg bragt to kronikker i Politikken. De handlede om at være langt ude – men ikke langt nok ude til at kunne hjælp. Jeg bankede konstant panden mod en systemmur. Et system, der stadigvæk er ligeså sindssygt som dengang.

Men jeg er kommet mig.

Jeg vil gerne invitere dig til læse dem, hvis du har lyst og tid.

Min første kronik begynder sådan her:

Kære sundhedsminister,

Som tilbagevendende klient i det psykiatriske system har jeg ofte knaldet panden mod en systemvæg. Og det gør allerhelvedes ondt, når man i forvejen kæmper en kamp mod de indre dæmoner. Jeg har det, der hedder en personlighedsforstyrrelse. Kort fortalt betyder det, at jeg er følelsesmæssigt ustabil.

I min færden gennem det psykiatriske system har jeg set hjerteskærende mange mennesker falde igennem de store huller, der er i det sikkerhedsnet, som burde være fintmasket. Og de steder, som faktisk fungerer, er genstand for politikernes sparesabel.

Du kan læse resten her

Min anden kronik skriver jeg et år senere. Den begynder sådan her:

Lægerne er i tvivl om min diagnose. Men jeg har arvet mine forældres dæmoner. Mor drak og røg pot. Far var maniodepressiv og landevejsridder. Selv er jeg statistisk i farezonen for selvmord, og mit SU-budget rækker ikke til at betale en psykiater. Jeg står lige i dét hul i velfærdsstaten, hvor de psykisk syge tabes på gulvet. Hjælp mig!

Læs resten her.
Og til sidst et Hurra. Uden alt den modstand var jeg ikke det mennesker, jeg er i dag.