Kære læser,

Hvis du synes her er stille – så er det fordi, jeg er flyttet. Altså min blog er flyttet. Du kan fremover følge med HER, hvor jeg fortsat vil blogge om selvudvikling med jordforbindelse – og hvordan man bygger en business, hvor man både har det sjovt, tjener penge og gør en forskel for andre.

Kærligst Nadia

I morgen flytter min veninde Sarah og hendes 9 måneder gamle datter ind i mit hjem i nogle måneder. Og jeg glæder mig. Virkelig meget. Det er lidt som at være 8 år og få lov til at sove sammen med en vinde en hel weekend.

Sarah er iværksætter som mig og arbejder også meget med den mere spirituelle side af sig selv. Og da hun for noget tid siden boede hos os for at lave videoer til Slyngeskolen, opdagede jeg, at det kan være nemt at have gæster. Jeg kan godt lide at have gæster. Men jeg bliver hurtig træt og får brug for at være mig selv. Men da Sarah boede hos os var det bare nemt. Der var flow.

Jeg vil egentlig ikke sige så meget med det her, andet end at jeg er taknemmelig for, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg kan tænke ud af boksen – og at jeg har en mand, der kan rumme mine “påfund”.

2012 minder mig om min fødsel af Arn. Hele fødslen med Arn, hvor første ve kom med en kraft, der væltede mig omkuld og blev ved til seks timer senere fødte ham.

Der var aldrig mindre end et par minutter mellem hver ve. Men jeg havde lært at meditere mellem veerne. Så selvom jeg ikke kunne nå at lægge mig ned mellem veerne – fik jeg alligevel kortvarigt ro.

Jeg var aldrig bange. Det gjorde ondt. Meget faktisk. Men jeg kunne holde det ud. Og jeg vidste, at jeg kunne rumme det. Og hvis jeg var lige ved at blive blæst omkuld, fik Peter eller mine Jordemoder mig ned i mig selv igen.

Jeg brøllede. Dybt og længe. Det var som om, jeg kom i kontakt med en urkraft – min indre urkvinde.

2012 er en fødsel. Måske af mig selv. Jeg har ikke helt luret det. Men sidder men samme fornemmelse af at være i konstant proces. Når den ene ve er slut, begynder den næste. Jeg bliver presset og skubbet tættere på mig selv, min sandhed og sjæl. Jeg bliver mere og mere fokuseret og kan se, i hvilken retning jeg skal tage mit næste skridt.

Man kan også sige, at jeg er under konstant ombygning. Lige nu så voldsomt, at jeg øver mig i at skrue op for roen og selvkærligheden. For lige i dette øjeblik kan jeg ikke se en retning. Men jeg ved, at alt er som det skal være.

Har 2012 også været særligt for dig?

Jeg siger ikke så meget. Altså her på bloggen. Det er ikke fordi, jeg ikke har noget at dele. Det har jeg. Men jeg mangler ord. Der sker de vildeste ting i mit liv. Både det indre og ydre. Det mentale og fysiske.

Jeg har i mange år haft en fornemmelse af, at jeg “skal noget” med min historie. Men jeg har manglet en afslutning. Et punktum i fortælling om, hvordan jeg er gået fra offer til at være i flow næsten 24-7. Jeg har endda skammet mig over min historie. Hvad ville folk ikke tænke?

Jeg kan se billedet nu. Eller i hvert fald omridset.

Min historie er fortællingen om at gro ud af en opvækst med misbrug, svigt og voksne, der var i stykker.

Det er historien om en pige, der flygtede op i hovedet og væk fra sin krop. Indtil jeg var klar til at mærke, hvad der egentlig var, jeg havde været igennem. Jeg krøllede sammen og levede i fire år på det, der føltes som en klippekant. Der stod jeg med afgrund for mine fødder. En afgrund jeg konstant frygtede at falde i. Der blev kaldt depression. Angst. Bipolar lidelse. PTSD. Personlighedsforstyrrelse.

Mens jeg stod på klippekanten blev jeg journalist og mødte Peter, min mand.

Jeg trådte ind i lyset. Vendte ryggen til afgrunden. Holdt op med at være bange. Ikke på en dag. Men med tiden. Jeg gravede dybere.

Og her står jeg så. Jeg er ikke længere i tvivl. Eller rettere – jeg kan mærke tydeligt, hvem jeg er. Hvad jeg skal. Og hvor jeg skal hen. Og jeg går den vej, som føles rigtigt, uanset om vejen er uberørt. Og det er den ofte.

Jeg tør være mig!

Og jeg stoler på, at jeg grundlæggende er støttet i verden.

Hvor vildt er det ikke?

Det var især lyden. Den der susen. Det var ikke fra Roskildevej. Men fra det store birketræ og alle de andre træer, der ligger på og omkring den grund, vi flytter ind på om 3,5 uge.

Jeg er totalt og komplet forelsket. Denne weekend har vi brugt på at ordne have.

Om 3,5 uge flytter vi ind!

Og nu kommer billedserien:

Huset og haven. Der brune skur er hønsehuset.

Udsigten fra haven.

En af de fine indgange til haven.

Sådan ser det ud, når vi går ud sf vores have.

Location:Banegårdsalleen,Nyborg,Danmark

Jeg er blevet sådan en, der kommer sendt. Og siger: Det kigger jeg på i aften! Og så glemmer jeg det. Ikke at ond vilje. Jeg vil gerne. Men det er ikke det samme, som at jeg gør det. Men jeg er hele tiden bagefter. Og bunkerne bliver større og større og større.

Om en måned flytter vi til Fyn. På landet. Jeg er i gang med at lave min kost og min motionsvaner om. Jeg er i gang med at udvikle min forretning. Og tage kørekort. Og er i øvrigt også tæt på alenemor med to små drenge, fordi manden pendler til Fyn de fleste dage. Og så er jeg også startet på et forløb med Phoebe Conaway. Det vil jeg fortælle mere om de kommende uge. Hun er clairvoyant ud over det sædvanlige og arbejder på et niveau, jeg aldrig har oplevet før. Det rykker.

Så kaos, nye eventyr og for lidt tid er nøgleordene i mit liv nu. Hvad er nøgleordene i dit?

I dag fik jeg en helt særlig mail fra en af mine naboer.

Emnelinjen lød: Din krop smiler.
Besked: jeg har set det flere gange de sidste par dage – din krop smiler – du ligesom åbner den op udadtil – det ser vildt godt ud!

….

Er det ikke fantatisk at en nabo skriver det? Det er så tit at vi ikke siger det. Men hold nu k*ft det varmer at få sådan en besked.

Og hun har ret. Der sker ting i sager ….

- Posted using BlogPress from my iPhone

Jeg ved, du læser med Thomas aka Cilius. Jeg kender i virkeligheden ikke Thomas så godt. Men da jeg mødte han første gang var jeg splittet: på den ene side en flot, charmerende mand. Og velbegavet. Og på den anden side “for meget” med alt sit træneri og madhysteri. Jeg tænkte: ja ja. Fint med en sixpack – men hvem gider gøre så meget for at se sådan ud? Så jeg stemplede Thomas som en overfladisk og muligvis også selvglad type. Men med tiden er det gået op for mig, at Thomas bare er rigtig god ved sig selv. Han passer på sin krop og sig selv. Og det har jeg generelt været dårlig til. Det er primært på motionssiden, at jeg har været hægtet af.
Lige nu er jeg i gang med det lange seje træk: tabe de kilo, som de mange bøtter Ben & Jerrys har sat på mine sidelår. Og min mave. Jeg timer mine kulhydrater og sætter mål hver uge.
Jeg er i gang med at bygge min krop op, så den kan holde resten af livet til alt det, jeg gerne vil.
Og det går op for mig, at jeg også vil gøre som Cilius. Jeg vil også være så “selvglad”, at jeg tager min krop så seriøst, at jeg selvfølgelig skal se røvgodt ud – både med og uden tøj .

Her er et billede af mig efter træningssession med Kettlebells i sidste uge. Kønt er det ikke. Men det var fantastisk – bagefter.

Jeg er længere end jeg nogensinde har været før. Og der har været mange trin på vejen. Lige nu tager jeg rigtig mange “trin” på Anna Bogdanovas 1200-hold. Og tak for det!

Jeg er helt stille. Alt for stille her på bloggen. Og undskyld for det. Og det bliver der nok også resten af april. Vi har nu fundet det hus, vi vil flytte ind i. Det er et fint bindingsværkshus. Og der er endda hønsehus og drivhus. Og det er langt ude på landet. Så langt ude, at jeg i dag har kontaktet den lokale køreskole og går straks i gang med at tage kørekort. Det er to kilomenter til busstoppestedet og ligeså langt til den lille, lokale “kiosk”. Til gengæld er der bare 200 meter til fantastisk nyopstartet Steinar-institution – selvfølgelig med plads til begge drenge. Og huset ligger så smukt midt mellem bakkerne på Sydfyn.

Så du kan godt regne med, at denne blog nu får et landligt islæt. For hvordan holder man høns og køkkenhave, når man er typen, der slår potteplanter ihjel? Og her taler jeg om alle slags.

Hvis ellers min mand og hans chef kan blive enige om formaliteterne (i morgen), ser det nu ud til, at Peter har scoret sit drømmejob. Og jeg kommer nærmere min drøm om biodynamisk køkkenhave, høns og måske en ged eller fire. Det er totat syrealistisk. Og også lidt rod. Arn er for længe siden meldt ud af sin børnehave – for at begynde i skovbørnehave d. 1. april. Det gør ondt i mor-maven. Men måske jeg bare har ham hjemme i en måned eller to. Så kryds fingre for, at vores labre lave af en lejlighed i bofællesskabet Lange Eng bliver solgt asap.

Goddag Fyn. Farvel Sjælland.