mandag april 8th, 2013 20:32 Jeg lever min drøm

Jeg interviewede for flere år tilbage Joan Ørting til en artikel, og det gik op for mig, at fordi jeg ikke kunne se lyset i mig selv, kunne jeg ikke se lyset i andre. Det var meget chokerende for mig at opdage (og ja – det er den Joan Ørting – og hun mindede mig om det, fordi hun selv meget tydeligt var ekstremt dygtig til at se lyset i andre).

Men begge dele har ændret sig. Jeg ser lyset i mig selv. Og jeg ser i den grad lyset i andre.

Jeg er lige der, hvor jeg gerne vil være. Altså det er ikke sådan på en lalle-glad måde, hvor alt i mit liv glider. Har stadigvæk konflikter, er sur mor og en træls hustru (altså nogle gange).

Men jeg lever det bedste og ypperste jeg kan. Jeg nyder processen, jeg er i. Jeg føler ikke, at “græsset er grønnere”, når jeg har “mere tid”, “flere penge” osv. Jeg lever i overenstemmelse mellem mine dybeste og vigtigste værdier.

Jeg er nået til et sted, hvor jeg ejer min historie. Jeg hader ikke. Jeg begræder ikke. Jeg elsker hver eneste celle i min krop. Også de 15 kilo, jeg vejer for meget.

Jeg accepterer og er taknemmelig for hver eneste udfodring jeg har fået i mit liv. Og jeg mener ALLE. Det gælder også at vokse op med overgreb, selvmord, misbrug etc. Ikke fordi jeg ønsker nogle af delene for andre. Men episoderne har formet mig. De har givet mig mulighed for at være den jeg er nu og have det liv jeg har nu. Og helt ærlig – så er jeg glad for mig selv. Virkelig. Jeg har det fedeste arbejdsplads. Det er lidt som at være legeplads. Jeg kan arbejde med noget, der rykker andre. Og når jeg kommer tættere på min kerne – mit livsformål og det jeg skal og kan bidrage med – flytter min forretning sig også. Og det kommer til udtryk i et nyt site og nye workshops lige om lidt. Og det har ikke noget med slynger at gøre :) .

Jeg arbejder på en guide, hvor jeg deler nogle af de redskaber, der gør, at jeg kan leve et drømmeliv og elske mig selv og min historie. Den sender jeg ud til alle de skønne damer (og mænd), der melder sig til mit nyhedsbrev.

Guiden hedder: Skab dit drømmeliv. 5 redskaber, der bringer dig tættere dine drømme. Du melder dig til ved at “KLIKKE HER”. Guiden er klar sidst på ugen og rammer din indboks straks derefter.

Og hvis nu du synes, det jeg skriver er dumt, banalt eller noget tredje, kan du altid melde dig fra.

Hvis du synes, det lyder spændende og vil høre mere, så holder jeg foredrag om min indre rejse på torsdag i Århus kl. 10-12. Der er et par enkelte pladser tilbage – og babyer er velkomne.

Og det er sidste gang, jeg holder et foredrag til bare 100 kroner :) . Så spring på, hvis du tør. Du kan læse mere og booke plads “HER”.

Hvor tæt er du på at lave din drøm?

, , I: Din egen kærlige mor, Lyt til dig selv, Mellem himmel og jord1 kommentar

onsdag april 3rd, 2013 20:10 Når trøstespisning suppleres og helt erstattes af “løft”

De sidste uger har været knaldhårede og fantastiske på én gang. På den ene side vokser jeg så meget, at jeg er ved at eksplodere (på den gode måde). Det jeg kan og vil bidrage med begynder at tage en form, som jeg rent faktisk kan bygge en forretning op omkring. Jeg glæder mig så meget til at åbne dørene for den del. Og på den anden side har jeg gennem noget tid haft en ubehagelig konflikt med et menneske i mit netværk. En konflikt, der har trykket på knapper og betydet at jeg i mange dage har haft en kronisk følelse af angst i kroppen.

Men jeg har efterhånden lært, at det jeg rent faktisk har magt over, er hvordan jeg håndterer en give situation. Hvordan jeg reagerer. Og jeg har fået brudt et gammelt, gammelt mønster, hvor jeg går i hi med Ben & Jerrys og serier. Eller dvs. der har også været serie- og ismaraton (bare spørg min trætte mand). Men jeg har fået gjort en masse, der har været med til at løfte mig og styrke mig gennem en udfordrende tid.

Jeg har skiftet tv-serierne ud med bøger som “The Succes Principles” og “The Trick To Money Is Having Some”. Jeg har endda købt en workshop af den amerikanske business-guru Max Simon. Programmet hedder “Step Up And Lead Now” og handler basalt set om at finde ind til kernen i, hvordan man bygger en forretning op omkring de livserfaring man har gjort og den viden, man allerede har. Meget, meget spændende.

Jeg er skam faldet i sukkerfælden – men igen suppleret af grønne juice og lækre alternativer som rå kager a la Caroline Fibæk og bare en masse rå, friske grøntsager i løbet af dagen.

Jeg er endda begyndt at meditere hver morgen. Alt sammen er det med til at løfte mig og holde fokus.

Hvad gør du for at løfte dig selv i svære tider?

I: Din egen kærlige mor, Lyt til dig selv2 kommentarer

tirsdag marts 26th, 2013 12:22 En dag som diva

For et par uger siden, skulle jeg lave video til min slyngevejlederuddannelse (der blev udsolgt på godt en uge) og jeg besluttede i sidste øjeblik i samme omgang at få lavet billeder – og hyrede for første gang i mit liv en stylist til at fixe mit hår og makeup. Og dagen inden tog vi en tur i H&M for at finde tøj til optagelsen.

Og der skete det fantastiske at i stedet for at være ved at tude i omklædningsrummet over, at jeg både var bleg og mange kilo større, end jeg egentlig synes er ok – blev det en fantastisk oplevelse. For stylisten kunne lure, hvad der klædt mig. For eksempel kom jeg hjem med et par LÆDERBUKSER! Jeg havde ALDRIG troet, at jeg nogensinde ville kunne skrue min str. 44 “behind” ned i sådan et par og rent faktisk se laber ud.

Siden har jeg gjort mere ud af mig selv. For det her med at ikke at klæde mig pænt på og udsætte mit tøjindkøb til jeg liiiiige har tabt mig 10 kilo – er bare en måde at holde mig selv nede på og vise mig selv, at jeg ikke er god nok. Og lad mig bare sige, at det har løftet mig i den grad, at jeg har fået kastet lys på den side af mig selv.

Og så vil jeg dele nogle billeder fra dagen (med fake læderbukser på!).

Og så har jeg droppet den latterlige tanke, at jeg ikke kan/må være lækker, fordi jeg har rundet str. 44 i bukser.

 

Billederne er taget min dygtige husbond og fotograf Peter Clausen.

Jeg blev stylet af Trine Ebsen, som jeg også meget varmt kan anbefale.

I: Din egen kærlige mor3 kommentarer

tirsdag marts 26th, 2013 12:07 Der er en gave i ALT!

Er der virkelig en gave i alt? Jeg har ikke personligt oplevet endnu, som jeg ikke har kunnet finde en styrke i. Og præcist det at finde gaven i mine udfodringer gør, at jeg i dag med hånden på hjertet kan sige, at jeg er lykkelig.

De første mange år af mit liv, brugte jeg min tid på at lære at overhøre ALT, hvad min krop sagde til mig.

Det lykkedes mig at lukke så meget af, at jeg i mine teenageår opsøgte skolepsykologen, fordi jeg ikke “kunne mærke noget”. Skolepsykologen sendte mig i øvrigt hjem med en besked om, at jeg jo fik topkarakterer og havde venner, så alt var godt.

Årsagen? Laaaaang historie om seksuelt misbrug, forældre, der slet slet ikke kunne tage vare på et barn – og heller ikke sig selv. Og så valgte de begge livet fra, før jeg startede i skole.

Jeg har 18 indlæggelser på psykiatrisk skadestue med mig og par længere indlæggelser på et par åbne psykiatriske afdelinger. Jeg har brugt de første 100.000 kroner på terapi i alle afskygninger.

Nu er der gået 12 år siden, jeg stod der med en håndfuld piller i den ene hånd og telefonrøret i den anden – og valgte livet.

I dag bor jeg på landet med en meget, meget sød mand. Jeg har to sjove børn – og et tredje på vej. Jeg lever mit drømmeliv. I naturen omgivet af en skøn familie – og arbejder med det jeg allerhelst vil. Jeg hjælper mødre med at komme tættere på dem selv. Slynger er “bare” et redskab til at skabe en hverdag med mere nærvær og overskud.

Og alt det holder jeg foredrag om de kommende uger i Odense, Århusl Aalborg og København.

Det er a la barselscafe med hygge, babyer og snacks. Og jeg holder foredrag og vi laver øvelser, der gør det nemmere at tage de rigtige beslutninger.

Og du får selvfølgelig også mulighed for at udveksle slynge-erfaringer med andre mødre!

Det koster kun 100 kroner at komme med, som skal dække udgifterne til leje af lokaler.

Og babyer er meget velkomne!

København torsdag d. 4. april kl. 10-12.30. Book din plads her: https://slyngeskolen.zenbilling.com/purchase/3845-Kan-du-hore-dig-selv-Live-i-Kobenhavn (kun 3 pladser tilbage).

Odense tirsdag d. 9. april kl. 10-12.30. Book din plads her: https://slyngeskolen.zenbilling.com/purchase/3844-Kan-du-hore-dig-selv-Live-i-Odense
Århus torsdag d. 11. april kl. 10-12.30. Book din plads her: https://slyngeskolen.zenbilling.com/purchase/3846-Kan-du-hore-dig-selv-Live-i-Arhus-d-11 (kun 4 pladser tilbage).

 

Aalborg d. 30. april kl. 10-12.30. Book din plads her: https://slyngeskolen.zenbilling.com/purchase/3843-Kan-du-hore-dig-selv-Live-i-Aalborg

I: Din egen kærlige mor, Lyt til dig selvKommentarer slået fra

onsdag december 5th, 2012 09:44 Om at sige hold k*ft til sit indre barn

Som du måske ved, har jeg indlogeret mig et par dage på hotel (med badekar) og min computer. Jeg har arbejdet lidt, spist god mad, taget et laaaangt bad og senere i dag venter en fodbehandling, inden jeg tager bussen til landidyllet, ungerne og manden.

Jeg er blevet meget bedre til at tage mit indre barn – og min indre behov seriøst. Men det gik op for mig i dag, at det er til en vis grænse. Lige nu har jeg brug for virkelig meget selvomsorg. Mere end jeg bryder mig om. Og det gik op for mig, at jeg rent faktsik bedre mit indre barn om at holde k*ft.

Dialogen var nogenlunde sådan her:

Mig: “Nu har du også fået to dage. Alene på hotel. Så nu må du lige spænde hjelmen og være lidt for din familie”

Mit indre barn: “Jamen jeg har stadigvæk brug for ro. Se mig lige. Vi skal gå tur, lege og bruge vores krop. Og have ro. Jeg har brug for ro”.

Mig: “Hold nu mund. Jeg gider ikke høre på dig nu. Du har fået to dage. Du kan godt pakke sammen!”

Som du måske kan regne ud, vil der så bare ske, det der altid sker. At jeg presser mig selv indtil jeg ikke længere kan overhøre min indre stemme. Resultat: Meget flad og måske endda syg.

Så nu vil jeg lytte! I dag vil jeg tænke over, hvordan jeg kan få noget mere selvkærlighed ind i min hverdag og turde mærke, hvad jeg virkelig har brug for.

Hvad drømmer du om at gøre for dig selv? Og har du tænkt dig at gøre det?

I: Din egen kærlige mor5 kommentarer

tirsdag december 4th, 2012 17:51 Når sandheden er p*ssetræls

I går havde jeg endnu en session med Phoebe Conaway, der blandt andet hjælper mig med at udvikle min forretning (og mig selv).

Jeg havde en liste over de projekter, der står i kø for at blive realiseret, hvad skulle jeg vælge? Men i stedet for fik jeg at vide, at jeg blev nødt ti at fokusere på at fylde mig selv, passe på mig selv. Og først derefter ville jeg kunne mærke og se, hvad mit fokus skulle være.

Jeg blev ret frustreret. For det er faktisk et omdrejningspunkt i mit liv … altså med selvkærlighed. Under min samtale med Phoebe kunne jeg godt mærke, at jeg faktisk havde brug for at tage par dage væk fra familien for at skrive lidt og bare slappe af, sove længe og spise mad (jeg ikke selv har lavet).  Så det gjorde jeg – for når erkendelsen først er der, bliver jeg nødt til at handle!

Det her er min udsigt:

Hvis du læst mit sidste indlæg, ved du også, at det ikke er nemt for mig at handle på. Men jeg erkendte det og har i flere omgange snakket med min mand om det, så da jeg skrev til ham, at jeg havde brug for at tage et par dage væk, sagde han “go go go”.

Så nu bor jeg Grand Hotel i Odense (flyttede ind i aftes) og bliver til i morgen.

Jeg sov 10 timer i nat – uden afbrydelser.

Selvkærlighed … here I come!

Hvad gør du for dig selv, når du skal “pleje” dig selv?

I: Din egen kærlige mor, Lyt til dig selv1 kommentar

fredag november 30th, 2012 11:57 Jeg vil hellere dø end at …

For nogle måneder siden kom jeg i kontakt med en følelse, jeg ikke har haft besøg af meget, meget længe!

Trangen til at flygte – væk fra livet. Det er ikke en konkret følelse af, at nu hopper jeg ud fra en bro. Men en: Jeg vil for alt i verden undgå det her.

Og det var ikke en kæmpe krise – en skilsmisse eller fyring, der fremkaldte følelsen.

Nej – det var en situation, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at prioritere mig selv. Helt konkret trængte jeg til at komme væk fra min familie et par dage og så noget søvn og alenetid. Jeg havde mulighed for at tage en overnatning på hotel i København. Men i stedet for at melde klart ud til min mand, ville jeg have ham til at “give mig lov”. Så jeg endte med at blive sur på ham, fordi han helst ville have, jeg blev hjemme.

Selvom jeg efterhånden er blevet god til at mærke, hvad jeg har brug for og handle på det, så er det stadigvæk en del af mig, som ikke synes, jeg må sætte mig selv først. Og lige der rammer jeg ned i en følelse, der er så trist og mørk. Lige i den situation som jeg beskrev før, ville jeg hellere dø, end at sige: Peter – jeg har simpelthen brug for at tage væk et par dage. Hvordan kan vi finde en løsning?!

Kender du det?

I: Din egen kærlige mor, Mellem himmel og jord2 kommentarer

onsdag juli 25th, 2012 10:49 Hvad Opladning Betyder For Mig

Jeg var igen endt det her sted, hvor jeg slet ikke orkede mine børn.

Jeg talte alt for alt for højt og sagde dumme ting. Hver dag. Flere gange om dagen. Op til flytningen arbejdede jeg hårdt på at hive penge hjem, så jeg kunne holde ferie. Kombineret med flytningen kørte jeg mig selv af sporet. Det er også derfor, at jeg er gået i gang med mere systematisk at blive mine egen kærlige moder.

Du kan læse mere om den første måneders opgaver her.

Jeg må indrømme at jeg ikke får skrevet så meget. Jeg får tænkt. Og jeg er imponeret over, hvor lidt jeg faktisk ved om, hvad der lader mig op.Jeg har nogle flyvske forestillinger – men der er langt mellem de meget konkrete.

Men i weekenden havde jeg mulighed for at sende drengene af sted sammen med Peter til fødselsdag. Jeg meldte afbud (jeg sagde som det var, at jeg var stresset og havde brug for tid til mig selv).

Jeg havde rundt regnet 36 timer for mig selv. Og da der var gået et døgn med at nulre rundt i haven, se tv-serier, sove, tage et langt bad og endelig få taget fat i kvitteringerne og netbanken, begyndte inspirationen at komme tilbage. Ja tak. Der skulle faktisk ikke mere til.

Og i denne uge har jeg sørget for at jeg torsdag har en arbejdsdag mens drengene bliver passet af bedsteforældrene. Og torsdag aften skal jeg på date med min mand for første gang i lang, lang tid. Det betyder også, at jeg rent faktisk har fået noget at gi’ igen. Råberiet er væk, og jeg har overskud til at håndtere udbrud fra mine børn på en omsorgsfuld måde (igen).

Så jeg har ind til videre fundet ud af, at tid til mig selv er vigtigt. Tid til at sidde i solen, tage et fodbad, nulre mine planter i haven og gå en tur. Det er sådan nogle små ting, der lader mig op. Og vigtigst af alt at få ryddet ud i hængepartier, der handler om penge.

Har du fundet ud af, hvad der lader dig op?

I: Din egen kærlige mor, Moderskab3 kommentarer

søndag juli 15th, 2012 20:54 Bliv Din Egen Kærlige Mor Opgave 1

Er du klar til at blive MEGET bedre til at tage vare på dig selv? Jeg er!

Jeg kan fortælle at for mit eget vedkommende er selvkærlighed indgangen til flow, lytte og harmoni i mit liv. Når jeg glemmer mig selv, fordi jeg har travlt, begynder korthuset at falde sammen. Jeg bliver i dårligt humør, jeg bliver mean mommy og mister kontakten til min intuition og inspiration.

Som du måske læste for et par dage siden (her), er jeg gået i gang med at læse bogen “The Art Of Extreme Self Care”. Bogen lægger op til, at man over et halvt år integrerer forskellige rutiner i sit liv, der i den grad lærer dig at tage vare på dig selv.

De næste uger vil jeg dele mine opgaver og indsigter med dig, og jeg håber, du har lyst til at gøre det samme. Pointen er, at det er nemmere at gøre den her slags, hvis der er nogen, man “gør det sammen med”.

Du behøver ikke læse bogen – men jeg vil helt klart anbefale det. Men jeg skriver øvelserne hver måned her også. Så hvis du ikke orker at læse bogen,  kan du blive helt fri for det.

Så her kommer første måneds øvelse.

Den kræver, at du anskaffer dig en notesbog, som du sørger for at har på dig. Denne måneds øvelse handler om, at du bliver klar over, hvad det egentlig er, som du længes efter i dit liv.

Hver gang du føler dig frustreret, overvældet eller irriteret, så spørg dig selv:

  • Hvor i dit liv føler du, at noget er blevet “taget fra dig” (tid til dig selv, søvn, støttende venner etc.)
  • Hvad har jeg brug for mere af i mit liv lige nu?
  • Hvad længes jeg efter  i mit liv?
  • Hvem eller hvad gør dig vred og hvorfor?

Det er vigtigt, at du er konkret, når du skriver tingene ned. Det er ikke nok, at du skriver: at du har brug for at spise bedre eller frisk luft. Skriv hvad det er for noget mad, du helt konkret savner eller har brug for?

Pointen er, at du bliver klar over, hvad det du skal fokusere mere på i dit liv for at fylde dig selv op.

Hvis du har spørgsmål til opgaven, er du velkommen til at skrive en kommentar her på bloggen og så del endelig dine indsigter. Jeg vil løbende dele mine!

Er du klar?

 

 

 

 

I: Din egen kærlige mor5 kommentarer

fredag juli 13th, 2012 21:13 Vil Du Fremdyrke Din Egen Kærlige Mor Sammen Med Mig?

Der sker ting og sager. Derfor tavsheden. Vi er nu flyttet ud til vores landidyl på Fyn. Og i forsøget på at nå det hele, glemte jeg lidt mig selv. Så lige så meget i flow som jeg var for tre uger siden – ligeså fortabt er jeg nu. Eller i hvert fald næsten.

Det er en smuk lektion i, hvor vigtigt det er for mig at fylde mig selv op. For når jeg ikke gør, bliver jeg træt. Jeg får ingen ideer – og bliver “mean mommy”.

Hvis jeg ser tilbage på mit liv, så er det faktisk et helt tema – det her med at være min egen kærlige mor – eller mangel på samme.

Jeg bliver bedre og bedre til det. Men der er så meget, jeg kan gøre endnu. For når jeg bliver presset, prioriterer jeg aldrig mig selv først. Jeg får ikke trænet eller spist rigtigt. Begge dele har jeg dog netop taget fat i igen.

Så derfor sidder jeg her i mit stråtækte bondehus og har lidt ondt i maven over, at jeg på så kort tid kan gå fra flow til stress.

Så derfor har jeg købt bogen “The Art Of Exreme Self Care”, E-bogen koster 65 kroner og indeholder øvelser, man skal lave over et halvt år.

Jeg vil dedikere min blog den kommende tid til selvkærlighed. Og jeg vil gerne have dig med. Du behøver ikke købe bogen. Men hvis du gør, er du selvfølgelig klædt bedre på til det.

Men ellers vil jeg løbende fortælle om øvelserne.

Det kunne være så fedt, hvis du vil fremdyrke din egen indre og meget kærlige mor samme med mig!

I weekenden fortæller jeg om den første måneds øvelser. Du skal blot bruge en notesbog, du kan have med dig rundt …

 

I: Din egen kærlige mor3 kommentarer

Om^ Konen^ Og^ Bloggen^

Den her blog handler især om mit eget liv og de tanker og erfaringer, jeg gør min undervejs på min rejse. I mit liv fylder mad, sundhed, personlig udvikling, min lille familie rigtig meget og så alt det som vi ikke kan holde op og røre ved: kærlighed og spiritualitet.

Jeg skriver, fordi jeg overhovedet ikke kan lade være. Jeg har sat ord sammen til historier om mit liv og andres – eller bare noget jeg forestillede mig, lige siden jeg fik mit første rød og hvid-stribede stilhæfte i folkeskolen.

Jeg er gift med Peter, der tager smukke og nærværende billeder. Sammen har vi Arn fra sommeren 2009 og Sejer fra februar 2011 (ja – det var tæt :)).

Og så er jeg i øvrigt forfatter, speltmor, økofascist og stormisbruger af homøopati og åbnede i 2011 Skandinaviens første slyngeskole, hvor jeg hjælper nybagte mødre med at få en hverdag med frie hænder og overskud med slynger.