Jeg er i gang med at lære noget rigtig vigtigt i mit eget liv: At stoppe med at være ovre i andre mennesker – og tag ansvar og elske hele mig selv. Det er kæmpe stort. Jeg har arbejdet med det i mange år – men er lige nu midt i at bryde ud af den rolle, som jeg er vokset op i: Hende der kun er noget, når hun tager ansvar for andres følelser.
Og i morges hørte jeg Arn (3 år) gå rundt og sige: Sejer – er der noget, jeg kan hjælpe dig med? Se mor. jeg hjalp lige Sejer. Og det er jo vildt dejligt, at han er opmærksom på sin lillebror. Men lige der slog det mig, at vi roser og er meget anerkendende, når han er sød ved sin lillebror. Men er vi opmærksomme og støtter vi ham nogensinde i at passe godt på sig selv? Ikke aktivt – desværre.
Og hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at jeg skal passe på mig selv først (og mine børn). Så jeg vil arbejde endnu mere på at passe på mig selv – være kærlighed over for mig selv og vise mine børn, at det er vejen. Og så vil jeg støtte mine børn i at passe på dem selv!
Hjælper du dine børn med at passe på dem selv – og hvordan gør du det?
Tine Dahl 13. september 2012 kl. 20:14
Hej Det er så fedt at læse dine ord om kærlighed til sig selv og at lære sine børn denne evne. Jeg fik gåsehud da jeg læste det, da det er et tema jeg brænder for langt ind i mit hjerte og kan følge det du skriver så godt. Det er såååå vigtigt at lære sine børn dette men det kræver vi kan være kærlige overfor os selv som d u er inde på. I os selv starter alting og det at være adskilt fra andre er jeg helt med på at øve. Tak for dine tanker…..og fedt med din åbenhed og ærlighed…
Leena buhl 14. september 2012 kl. 21:49
Kære Nadia…er selv på rejsen ind i selvkærlighed og ud af andre mennesker og deres “moods”….det er som en muskel der skal trænes for at blive stærk….og det kræver for mig daglig træning og opmærksomhed. Jeg har som dig 2 drenge….en på 8 år og en på 2.5 år. Med den store er der to måder hvorpå jeg hjælper ham til at mærke sig selv og sine behov. Ofte når han bliver forvirret, ked af det, gal whatever, oplever jeg han tager sin styrke tilbage til sig når jeg spørger ham om “hvad har du brug for?”….et ret enkelt spørgsmål, der ofte er let for ham at svare på, da han jo godt ved det, hvis han får plads til at mærke efter.
En anden måde er at vi snakker om, hvad der gør vores celler sådan rigtig glade…hvad der gør vores celler synger og hopper og danser. Bare at snakke om det ændrer det faktisk energien hos os begge…..det er vigtigt for mig han ved hvad der gør ham rigtig rigtig glad, for det har vi sgu alle brug for at vide så vi kan skabe mere af det i vores liv!
Og sidst men ikke mindst….når det er rigtig svært at lære at binde snørrebånd,eller svømme eller hvis der er noget der er svært at få sagt siger jeg “du har al den tid du har brug for”….så behøver han ihvertilfælde ikke føle han skal skynde sig og få ekstra stress oveni.
Med min lille dreng er det stadig mere en “dans”….hvor jeg lytter og ser ham så godt jeg kan, og bekræfter ham i det han gerne vil, og sætter ord på det der frustrere ham eller gør ham ked af det. Oplever gang på gang at ved at sætte ord på hans følelser ( og ramme rigtigt ; ) falder han i “hak”…..og så er der selvfølgelig hvordan jeg og deres far tar vare på os selv, og derved viser vejen….og vi snubler tit….og jeg glemmer mig selv….og jeg starter forfra og forfra og forfra med kærlighed….Leena