Jeg graver dybere og dybere.
Så dybt at jeg er kommet i kontakt med nogle af de følelser, der for alvor spænder ben for mig.
Hos mig er der specielt to ting, jeg er virkelig bange for: At være ensom og være defekt.
På et tidspunkt har jeg fået den ide, at jeg er “i stykker”, at der er noget galt med mig, der gør, at jeg nok kommer til at gøre noget meget frygteligt og i hvert fald ikke kan lykkes med “det hele” i livet.
Det giver god mening når nu jeg er vokset op med forældre, der ikke kunne passe ordentligt på mig – eller dem selv. For når de ikke kunne (ville!) passe ordentlig på mig, var der jo nok noget galt med mig. Det er i hvert fald det, jeg har fået det til at betyde om mig.
Da jeg kom i kontakt med de her følelser, stortudede jeg.
Men bagefter kom lettelsen og klarheden. Og frygten skrumpede. For jeg VED, at jeg ikke er defekt. Og selvom jeg skulle være ensom, så er det værste i virkeligheden at rumme det – og det ved jeg nu, at jeg også kan.
Hvad er din største frygt?