Jeg har opdaget noget vigtigt. Noget der på en eller anden måde får mine indre puslespilsbrikker til at falde i hak. Alt er energi. Alt har en frekvens.

Jeg har tit undret mig over, hvordan et venskab fra den ene dag til den anden kan gå fra intenst og fantastisk til lidt ligegyldigt. Og hvordan jeg lige pludselig render ind i en helt anden type mennesker, end jeg plejer.

Under en session med Phoebe Conaway gik det op for mig, at det handler om, at jeg har skiftet frekvens – og de projekter jeg har, også har en bestemt frekvens. Og det har andre mennesker også.

Og når jeg flytter mig, skifter jeg frekvens. Jeg får andre ideer og tiltrækker nye mennesker, der simpelthen er på samme frekvens.

Og jeg rykker mig meget og ofte. Derfor giver det fantastisk god mening, at nogle mine forretningsprojekter skal laves om, selvom de er ganske nye.

Begrebet af “vokse fra hinanden” giver pludselig mening på en helt ny måde. Jeg har tit følt, at jeg var småtosset og ustabil, fordi jeg så tit har haft behov for at skifte mine omgivelser ud og lave noget andet. Men måske er jeg slet ikke ustabil. Jeg flytter mig bare og kan mærke, hvordan jeg giver mig selv den bedste støtte.

Tænker du på frekvens og energi på den måde?

 

Jeg siger ikke så meget. Altså her på bloggen. Det er ikke fordi, jeg ikke har noget at dele. Det har jeg. Men jeg mangler ord. Der sker de vildeste ting i mit liv. Både det indre og ydre. Det mentale og fysiske.

Jeg har i mange år haft en fornemmelse af, at jeg “skal noget” med min historie. Men jeg har manglet en afslutning. Et punktum i fortælling om, hvordan jeg er gået fra offer til at være i flow næsten 24-7. Jeg har endda skammet mig over min historie. Hvad ville folk ikke tænke?

Jeg kan se billedet nu. Eller i hvert fald omridset.

Min historie er fortællingen om at gro ud af en opvækst med misbrug, svigt og voksne, der var i stykker.

Det er historien om en pige, der flygtede op i hovedet og væk fra sin krop. Indtil jeg var klar til at mærke, hvad der egentlig var, jeg havde været igennem. Jeg krøllede sammen og levede i fire år på det, der føltes som en klippekant. Der stod jeg med afgrund for mine fødder. En afgrund jeg konstant frygtede at falde i. Der blev kaldt depression. Angst. Bipolar lidelse. PTSD. Personlighedsforstyrrelse.

Mens jeg stod på klippekanten blev jeg journalist og mødte Peter, min mand.

Jeg trådte ind i lyset. Vendte ryggen til afgrunden. Holdt op med at være bange. Ikke på en dag. Men med tiden. Jeg gravede dybere.

Og her står jeg så. Jeg er ikke længere i tvivl. Eller rettere – jeg kan mærke tydeligt, hvem jeg er. Hvad jeg skal. Og hvor jeg skal hen. Og jeg går den vej, som føles rigtigt, uanset om vejen er uberørt. Og det er den ofte.

Jeg tør være mig!

Og jeg stoler på, at jeg grundlæggende er støttet i verden.

Hvor vildt er det ikke?

Ja – det er altså sjovt, som du altid får tingene til at hænge sammen. Sådan sagde en tidligere veninde til mig for cirka to år siden, da vi mødtes over en kop te på Nørrebro. Det blev sagt med et smil – som i: Nadia – jeg kan godt lide dig, men du er sgu lidt tosset.

Og på det tidspunkt blev jeg også meget i tvivl om. Om det jeg nu fornemmede var “rigtigt” eller om det var noget “jeg fandt på” for at få min verden til at hænge sammen.

I dag ved jeg, at det jeg oplever sker for mig. Det ER rigtigt (for mig).

Jeg har gennem de sidste tre år arbejdet med få vendt min måde at opfatte verden på. Intet mindre. Jeg er gået fra at betragte mit liv som én lang lidelseshistorie til at opleve, at verden/universet er med mig. Det betyder ikke, at jeg ikke oplever ting, der gør nas – men det betyder bare, at jeg får brugt de oplevelser konstruktivt i stedet for at opleve det, som noget der “sker mod mig”.

Der sker nogle vilde ting for mig i øjeblikket. Jeg er i seriøst flow. Tingene “sker for mig”.  Det vælger ned med appelsiner i min turban. Når jeg stiller et spørgsmål, dukker svaret op – det bliver serveret for mig på et sølvfad. Det er svært at forklare med ord.

Men det er en oplevelse af, at hvis jeg f.eks. tænker: Hvordan skal jeg udvide mit forretningskoncept? Så får jeg en uge senere en mail fra en kvinde, der vil arbejde sammen med mig om en ide – som selvfølgelig så passer ind i min verden.

Havde jeg læst det her indlæg for tre år siden, ville jeg mene, at forfatteren var “langt ude”.

Men det sker også den anden vej rundt. Hvis jeg ikke tager ansvar for min tid og mit helbred mentalt og fysisk, så får jeg også, hvad jeg beder om: F.eks. får jeg frigjort tid ved at en helt masse mennesker aflyser en workshop i sidste øjeblik. Eller der kommer ikke tilmeldinger nok. Og når jeg mærker efter, kan jeg mærke, at jeg faktisk ikke kan overskue den specifikke event.

Jeg får det jeg beder om – det er bare ikke altid på den måde, jeg lige havde tænkt mig.

Jeg har fødselsdag i dag. Fylder 33 år! 33 år!!!

På min fødselsdag får jeg lyst til at gøre status over det sidste år. Især fordi det år har været særligt begivenhedsrigt. Og det siger en hel del, fordi jeg faktisk er ret god til at skabe drama og “action” i mit liv.

På et år, har jeg åbnet en helt ny business (Slyngeskolen). Bare 8 måneder efter åbningen er det blevet en bæredygtig forretning, der er en væsentlig del af min indtægt.Jeg begynder at forstå, hvor vildt det er, at jeg 100 procent selv har skabt mig eget job. Og på meget kort tid. Jeg takker i øvrigt for alt den opbakning, jeg får til projektet. Det holder mig til ilden, når utålmodigheden banker på (det gør den tit ).

Jeg har så småt fået udviklet et nyt koncept til min anden forretning (den hvor jeg skriver).

Jeg er næsten flyttet til en helt anden landsdel, hvor jeg skal  begynde et liv på landet med høns og have (16 dage til).

Jeg har næsten taget et kørekort.

Jeg har fået min blog (altså den her) godt op at køre (tak fordi du læser med!).

Jeg er blevet fast blogger hos Urtekram og 24timer.

Jeg har også taget mig af mine to rollinger på 1,5 og 3 år.

Jeg har fået styr på min økonomi (det har været meget skidt og er nu på vej til fornuftigt med “godt” i sigte).

Jeg er kommet endnu tættere på mig selv.

Jeg er begyndt at dyrke regelmæssig motion og spise bedre (tager mig!).

Jeg er i gang med at udvikle på de næste store business-projekter.

Jeg har mødt så mange spændende mennesker, der har beriget mit liv og min sjæl helt ubeskriveligt.

Wouw. Sikke et år. Jeg er rørt af taknemmelighed.

Hvad har du lavet det sidste år?

Det er sket igen. Og det gør det hver gang. Når det går virkelig godt. Nok tingene går op i en højere enhed – når der er flow, så begynder jeg at spænde ben for mig selv. Da jeg var rigtig ung, var det grumt. Så var det faktisk alvorligt. Det er knapt så alvorligt nu. Jeg begynder at spise. Uhæmmet. Og usundt.

Det er som om, at jeg ikke kan rumme succesen og lyset. Lyser ER skarpt. Og det er vildt at indtage sit lys og sin plads i verden.

Jeg står et sted lige nu, hvor rigtig mange ting lykkes for mig Der er masser af udfordringer. Men for 8 måneder siden startede jeg Slyngeskolen. I dag holder jeg udsolgte workshops. Og rigtig mange ved, hvad Slyngeskolen er. Det er sg* stort.Og jeg har de første mange ideer til, hvordan jeg skal udvikle min forretning. Jeg har skabt mit arbejdsliv. Hvor vildt er det ikke?!

Jeg flytter på landet om 14 dage. I mine drømmeomgivelser: Langt ude – køkkenhave, hønsehus, drivhus, Steiner-institution til ungerne. Og masser af natur i baghaven.

Jeg møder så sindssygt mange spændende mennesker. Når jeg er i tvivl om, hvor jeg skal gå hen (her taler vi overført betydning), får jeg svaret serveret. Der dukker vitterligt mennesker op og siger: Hey – kunne det ikke være fedt at lave det her sammen? (Og så var det svaret på mine spørgsmål!).

Men Nadia 3 år er så bange. Energien dirrer og succes?! Nej nej. Nadia 3 år vil hellere have mørke og en dyne at bo under. For det kender “vi”.

Så nu skal jeg i gang med at arbejde mit indre barn på en anden måde, end jeg ellers har gjort. For jeg kan faktisk godt mærke, hvad jeg har brug for. Jeg gør det ikke.

Og så ser vi, om jeg kan nå til et sted, hvor jeg kan tage Nadia 3 år i hånden – og vi kan træde ind i lyset sammen. Med ro i kroppen.

Det var især lyden. Den der susen. Det var ikke fra Roskildevej. Men fra det store birketræ og alle de andre træer, der ligger på og omkring den grund, vi flytter ind på om 3,5 uge.

Jeg er totalt og komplet forelsket. Denne weekend har vi brugt på at ordne have.

Om 3,5 uge flytter vi ind!

Og nu kommer billedserien:

Huset og haven. Der brune skur er hønsehuset.

Udsigten fra haven.

En af de fine indgange til haven.

Sådan ser det ud, når vi går ud sf vores have.

Location:Banegårdsalleen,Nyborg,Danmark