Jeg elsker, at der er så meget, man selv kan gøre. Og nogle mennesker er passioneret omkring at putte naturens kræfter i en tube – nemt for os andre, der måske ikke lige har mulighed for at dyrke lægeplanter og lave udtræk af dem (selvom jeg faktisk overvejer det i min kommende køkkenhave).

A. Vogel har givet mig mulighed for at teste nogle af deres cremer. Jeg har et crush på A. Vogel – ligesom jeg også har på Urtekram. Jeg er vild med virksomheder, som står ved dem selv – og har høje idealer, om hvad der skal indgå i deres produkter, og hvordan de skal og må påvirke selveste moder jord (ja – nu bliver det langhåret. Undskyld).

En af de cremer jeg gennem de sidste uger har testet er Bioforce Creme.

En lille tube, der skulle være god til smårifter og lignende. Og det har vi brugt den til. Om det så er gået hurtigere med helingen er jo svært at sige. Men den lindrede gevaldigt, da jeg brugte den som “av – jeg er blevet vokset over hele kroppen (næsten)”-lindring. Det fungerede fantastisk.

Jeg er blevet sådan en, der kommer sendt. Og siger: Det kigger jeg på i aften! Og så glemmer jeg det. Ikke at ond vilje. Jeg vil gerne. Men det er ikke det samme, som at jeg gør det. Men jeg er hele tiden bagefter. Og bunkerne bliver større og større og større.

Om en måned flytter vi til Fyn. På landet. Jeg er i gang med at lave min kost og min motionsvaner om. Jeg er i gang med at udvikle min forretning. Og tage kørekort. Og er i øvrigt også tæt på alenemor med to små drenge, fordi manden pendler til Fyn de fleste dage. Og så er jeg også startet på et forløb med Phoebe Conaway. Det vil jeg fortælle mere om de kommende uge. Hun er clairvoyant ud over det sædvanlige og arbejder på et niveau, jeg aldrig har oplevet før. Det rykker.

Så kaos, nye eventyr og for lidt tid er nøgleordene i mit liv nu. Hvad er nøgleordene i dit?

Jeg håber, du har lyst til at læse med i dag. Det er dagens klumme i 24timer i en lettere udvidet udgave. Det ligger mit hjerte meget nært.

I forgårs havde jeg besøg af en god veninde, der lige har fået barn for anden gang. Denne gang kører amningen. Det gjorde den ikke første gang. Det var en stor sorg. Men ud over sorgen skulle hun også leve med folks bedrevidende kommentarer om, at det jo var bedst at amme. De spurgte ikke, hvorfor hun ikke ammede.

Hvis der er noget, jeg og rigtig mange andre mødre er bange for, er det at blive stemplet som en dårlig mor. Måske er det derfor, at vi har brug for at holde fast i, at den måde vi gør tingene på nok er bedre en naboens. Og måske er det derfor, at der er nogen, der har trang til at prikke til min veninde. Men hvis hun så havde valgt flaske, fordi det af en eller anden grund fungerede bedst for dem – er det så ikke også ok? Lige så vel, at det også er o.k., at amme sine børn længe, hvis det fungerer for ens barn og en selv.

Jeg får lyst til at stille mig op på en ølkasse og og i god Karl Marx-stil råbe til alle mine med-mødre, at vi skal samle os i stedet for. Støtte hinanden. Være nysgerrige og åbne.

For sandheden er, at hvis andre mennesker pisser os af, så handler det oftest om os selv. Ligesom da jeg læste Julia Lahmes bog ”Hvor lagde jeg babyen”, var jeg dybt indigneret over, at hun valgte amningen fra efter et halvt år. Og hun fik sin baby passet af familiemedlemmer endnu tidligere. Men der gik noget tid, før det gik op for mig, at det ikke var hende, der gjorde noget forkert. Jeg gav bare ikke mig selv lov til at tænke tanken: Kunne det være en løsning for os også?! Derfor blev jeg så forarget.

Og ville det ikke være meget bedre, at jeg så spurgte Julia og alle de andre mødre, der gør noget andet end mig: Det er helt anderledes, end jeg gør – hvordan kan det være, at du gør sådan? Hvordan virker det for dig?

Det kunne være, at jeg rent faktisk blev klogere. Det kunne også være, at jeg blev inspireret og måtte revidere mine egne idealer. Det er måske det “farlige” ligger.

For vi gør alle sammen vores bedste, og det sidste vi har brug for er, at andre fortæller os, at vi ikke gør det godt nok. Jeg bliver så træt, når holdninger om alt fra amning, flaskebabyer og opdragelse bliver pakket ind som sandheder – og gerne med hjælp fra ”eksperter”. Det ville være så nemt, hvis der var én sandhed – men det er der sjældent. Det er kun virkelig sandt, hvis det føles godt i maven. Og jeg kan ikke vide, hvad der føles godt i maven dig eller andre med-mødre, der gør nogle andre ting.

I dag fik jeg en helt særlig mail fra en af mine naboer.

Emnelinjen lød: Din krop smiler.
Besked: jeg har set det flere gange de sidste par dage – din krop smiler – du ligesom åbner den op udadtil – det ser vildt godt ud!

….

Er det ikke fantatisk at en nabo skriver det? Det er så tit at vi ikke siger det. Men hold nu k*ft det varmer at få sådan en besked.

Og hun har ret. Der sker ting i sager ….

- Posted using BlogPress from my iPhone

Jeg ved, du læser med Thomas aka Cilius. Jeg kender i virkeligheden ikke Thomas så godt. Men da jeg mødte han første gang var jeg splittet: på den ene side en flot, charmerende mand. Og velbegavet. Og på den anden side “for meget” med alt sit træneri og madhysteri. Jeg tænkte: ja ja. Fint med en sixpack – men hvem gider gøre så meget for at se sådan ud? Så jeg stemplede Thomas som en overfladisk og muligvis også selvglad type. Men med tiden er det gået op for mig, at Thomas bare er rigtig god ved sig selv. Han passer på sin krop og sig selv. Og det har jeg generelt været dårlig til. Det er primært på motionssiden, at jeg har været hægtet af.
Lige nu er jeg i gang med det lange seje træk: tabe de kilo, som de mange bøtter Ben & Jerrys har sat på mine sidelår. Og min mave. Jeg timer mine kulhydrater og sætter mål hver uge.
Jeg er i gang med at bygge min krop op, så den kan holde resten af livet til alt det, jeg gerne vil.
Og det går op for mig, at jeg også vil gøre som Cilius. Jeg vil også være så “selvglad”, at jeg tager min krop så seriøst, at jeg selvfølgelig skal se røvgodt ud – både med og uden tøj .

Her er et billede af mig efter træningssession med Kettlebells i sidste uge. Kønt er det ikke. Men det var fantastisk – bagefter.

Jeg er længere end jeg nogensinde har været før. Og der har været mange trin på vejen. Lige nu tager jeg rigtig mange “trin” på Anna Bogdanovas 1200-hold. Og tak for det!

Jeg er begyndt at skrive klummer og blogs hver uge i 24timer. Denne her klumme er fra i tirsdag:

»Ej – nu holder du op. Jeg orker simpelthen ikke at høre på det mere!« Det er mig, der taler til vores søn, fordi han er frustreret og ked af det. Jeg har sagt nej til et eller andet. Og det falder ikke i god jord.

Og mens jeg siger sætningen, krøller jeg lidt sammen indeni. Det føles helt forkert. Tænk – jeg siger til min 2-årige, at han ikke må græde eller være frustreret. Flot! Og jeg sagde det også højt.
Men i situationen kan jeg simpelthen ikke rumme brokkeriet og gråden. Måske fordi jeg føler, jeg skal gøre noget ved det. Fikse det. Men min virkelige opgave er at rumme, at han er utilfreds. Og vise at det er o.k. Det har taget mig lang tid at indse. Og endnu længere tid at finde ud af, hvad jeg så skulle gøre i stedet for.
I situationer, hvor overskuddet er minimum, handler jeg med det, der sidder på rygraden. Og det er ikke altid lige kønt. For jeg er vokset op i en tid med ord som ”bør” og ”skal”. Og det er ind i mellem som at blive besat af noget udefra. Og ud af munden på mig flyver sætninger, som føles helt forkert i maven og jeg står tilbage med spørgsmålet ‘Hvem sagde lige det?!’.
Men i virkeligheden er der ikke så mange andre sandheder, end den jeg selv skaber som forældre. Og der findes ikke andre ”bør” og ”skal” end dem, jeg synes, der skal være. Derfor luger vi vældigt ud herhjemme. Hvis du læste med i sidste uge, ved du, at der er ikke noget, der hedder ”du skal spise op” hjemme hos os. For hvor meget mening giver det lige at spise mere mad, når man er mæt? Hvem bliver glad af det? For os giver det i hvert fald meget lidt mening.
Men det betyder også, at alt er til debat. For som årene går, kan jeg se, hvor meget jeg selv er podet med, som jeg ikke vil give videre. Så store og små ting er omkring ”mavefornemmelsen”. Og hvis det ikke føles rigtigt, forsøger jeg at finde en løsning på, hvad der så er rigtigt for mig og for os. Nogle gange er det store beslutninger, som andre synes er meget barokke. Og andre gange er det bare små ting. Men det vigtige er, at jeg ikke står tilbage med fornemmelsen af, at det var noget andet, end mig og os, der besluttede, hvad der var, der skulle ske med vores børn. Jeg kalder også fornemmelsen af det ”rigtige” for min indre mor-stemme. Og hvis du har kontakt til den, så ved du også, at den styrer for vildt.

Kender du det?

Jeg har jo den ære at være med på Anna Bogdanovas 1200-hold.

De 12 uger er faktisk snart slut – men det har taget mig lang tid at indstille mig på at gøre som “damen” siger. Og det er først her i slutningen af forløbet, hvor vi er hardcore med maden. Jeg følger hendes program “Grøn og Skøn”, hvor jeg i fire dage har spist kød og grønne grøntsager. Og i dag – på femtedagen – har jeg så et snydemåltid – eller festmåltid, om du vil. Jeg må spise hvad som helst. Men der er en regel: Maden skal spises ved bordet. Ikke noget med at sidde i sofaen, se en film eller lignende.

Det pissede mig af. Og gør det stadigvæk lidt. Det er gået op for mig, hvor meget mad mere end mad, mad er for mig. Jeg bruger mad til stresse ned, dulme følelser, slappe af og hygge. Det betyder så meget for mig, at jeg slet ikke har lyst til at spise Ben & Jerrys-is, hvis jeg skal sidde ved spisebordet. Og sådan er det med det meste. Men jeg købte alligevel to bakker flødeboller fra Summerbird

Jeg har lige spist dem alle sammen. Ved spisebordet.

Men det er meget tydeligt for mig, at mad er så meget mere end mad for mig. Og at det er det, der bliver den største udfordring i det her forløb – at gøre mad til mad – og intet andet. Men det er også det, der er nøglen. For så længe at jeg overspiser – så vil jeg blive ved med at være overvægtig.

Men jeg er på vej. Jeg er begyndt at tabe mig og er så småt begyndt at acceptere træning som en del af min hverdag. Og nu skal jeg se på, hvad der egentlig sker, når jeg bliver “overfaldet” af Ben & Jerrys-is.

 

Jeg har ikke sagt det højt for alvor endnu. Men jeg er faktisk i gang med et forløb hos underskønne Anna Bogdanova. Jeg er så heldig at være med hendes 1200-hold.

For helt ærligt – jeg ved godt noget om at være sund. Men jeg i alt hemmelighed ofte ret usund. Jeg har gennem 2 år stort set ikke flyttet min røv væk fra sofaen. Og mængden af (TOMME) Ben & Jerrys bøtter i min skraldespand har været stødt stigende. Men hvis du følger med, ved du også, at jeg er totalt fan af økologi og helsemad. Men et eller andet i mig holder altså fast i sofaen og isen. Eller gjorde. Jeg er på vej nu. For alvor.

Det fede er, at det ikke handler om at lave alt om fra den ene dag til den anden. Det der sker er, at efter nogle måneder, falder man i igen. Det skete for mig og er sket for en million andre før mig. Hjernen kan godt lide rutiner – og når alting bliver lavet om, så vil den altså bare helst retur. Det siger Anna!

Men i løbet af to måneder har jeg fået oparbejdet mængden af protein, vand og grøntsager. Og jeg har forbedret kvaliteten af min søvn. Og jeg er begyndt at træne med Kettlebells.

Det er en blandet fornøjelse at træne. Men det går dælme fremad.

I januar kunne jeg ikke engang komme op fra squat – uden vægt. Og nu svinger jeg altså med en 12 kilo-kugle.

Jeg kan mærke i min krop, at jeg er blevet stærkere. Det er simpelthen så fedt. Og da jeg i sidste uge kunne se, at mine bukser sad løsere, og armene var blevet slankere, blev jeg endnu mere motiveret til at være endnu mere dedikeret.  Og jeg blev slankere selvom jeg stadigvæk spiste meget is – og ikke altid fik trænet nok – eller spist alle mine grøntsager.

Så tænk hvad der sker, når jeg bliver endnu bedre til at tage de rigtige valg?!

Jeg startede med at tro, at det her ikke kunne lykkedes for mig. Men jeg tror på det nu.

Vi har et par gange på vej til og fra Jylland holdt ind på en tank for at få brændstof på – på flere planer. Og et par gange har ældstesøn Arn fået en grøn sodavandsis. Og måske er det fordi, det er så sjældent, at det sker, at det virkelig er noget, han husker. Hver gang han ser en ismontre, taler han om grøn is. Og jeg ved godt, at han ikke dør af den slags is. Men jeg kan godt lide tanken om, at det som jeg selv og mine børn spiser rent faktisk indeholder næring, som kroppen kan forstå og omsætte.

Så hvad gør man, når ens knægt er nærmest besat af grønne is og laver scener i supermarkeder med ismontre? Man laver da selv grøn is. Og det godtog han. Tårerne stoppede med at trille ned af kinderne. Og han glædede sig nu til at skulle lave grøn is.

Vi har nu lavet det et par gange. Og det er et stort, stort hit. Også hos lillebror Sejer.

Og du får selvfølgelig opskriften. De er lavet på skrømt. Du kan sagtens bruge “det du har”.

Ingredienser til 6-8 ispinde
1 stor håndfuld cashewnødder eller macadamianødder
1/2 liter vand
5 økologiske klumper frossen spinat
2 dl økologiske frosne ærter
3 spsk risproteinpulver (kan udelades eller erstattes med andet proteinpulver)
4 store, bløde dadler (hvis du kun har tørret dadler, kan du lade dem ligge i lidt appelsinsaft eller vand først).
2 tsk spirulina pulver (kan formentlig også udelades – det er ikke noget, der giver “god” smag, men det giver den meget flotte grønne farve og masser af næring).
1/2 tsk vaniljepulver (du kan få den fra Urtekram i de fleste supermarkeder – selv Netto).

Sådan gør du:
Blend nødder og vand til nøddemælk. Du behøver ikke si det. Hvis du bruger mandler, er det dog nødvendigt.
Du putter resten i din KRAFTIGE blender og blender til du har en jævn, flydende masse.
Hæld det på ispinde (vi har købt vores i IKEA) og vendt mindst fire timer.

Arn spørger stadigvæk efter grøn is – men ofte hedder det nu: Skal vi ikke lave grøn is?!

Undskyld igen. For stilheden altså.

Men det der sker i mit liv, er så overvældene. Der er så meget, jeg gerne vil fortælle. Og jeg har så lidt tid. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har følt, at der så lidt tid til alle de ting, jeg føler jeg SKAL nå (jeg ved jo godt, at når det kommer til stykket, så bestemmer jeg selv. Men jeg tør pt ikke lade være).

Jeg går lidt (=meget) og drømmer mig tilbage til tiden før børn, hvor de faste udgifter var minimale og ansvaret ligeså. I mine 20′ere brugte jeg mange timer i selskab med psykiatere på diverse afdelinger. Og lige i dag ville jeg ønske, at jeg kunne råbe p*k og skrid og kravle op under dynen og stå op om et par uger. Forhåbentlig til en veloverstået storm.

Jeg er træt af udfordringer. Og træt af lektionen: At stole på at “universet” ikke tager noget uden at give noget bedre igen. Jeg messer lige lovligt ofte for mig selv, at alt er godt og at “universet” er med mig. Og hvis du ikke er med på den vogn, så lyder det måske lidt sekt-agtigt. Men det virker ofte ret godt for mig, da jeg hurtigt kan blive grebet af bekymringer. Og sætningerne minder mig om, at bekymringerne ikke gør noget godt for mig – og tingene ALTID løser sig (bare ikke altid på den måde, som jeg håber).

Jeg lever med, at have alt for travlt. At forsømme mig selv, mine børn og mine mand. I hvert fald lidt.

Så jeg lukker øjnene og stiller mig ud på kanten. Suget i maven er GIGANTISK. Jeg aner ikke, hvad fremtiden bringer. Men jeg prøver at huske mig selv på, at det bliver skide godt. Ikke?