Hvis ellers min mand og hans chef kan blive enige om formaliteterne (i morgen), ser det nu ud til, at Peter har scoret sit drømmejob. Og jeg kommer nærmere min drøm om biodynamisk køkkenhave, høns og måske en ged eller fire. Det er totat syrealistisk. Og også lidt rod. Arn er for længe siden meldt ud af sin børnehave – for at begynde i skovbørnehave d. 1. april. Det gør ondt i mor-maven. Men måske jeg bare har ham hjemme i en måned eller to. Så kryds fingre for, at vores labre lave af en lejlighed i bofællesskabet Lange Eng bliver solgt asap.

Goddag Fyn. Farvel Sjælland.

Jeg synes clairvoyance er sindssygt spændende. Jeg synes, det er fascinerende, at mennesker jeg aldrig har mødt før, kan sige sande ting om mig. Ting, som de ikke burde vide. Men alligevel er jeg i de fleste møder med clairvoyante “typer” blevet skuffet. Jeg har forventet, at de ville sige noget, jeg ikke vidste. Men det gjorde de aldrig. Men jeg fik bekræftet, at det jeg selv fornemmede “nok var rigtigt”.

Jeg har altid været god til at fornemme stemninger, og hvad der sker i andre mennesker. Og jeg har får virkelig mange ideer på andre menneskers vegne. Så mange af det nogle gange bliver et mylder af ideer, der er ved at falde over hinanden for at blive sluppet ud i verden.

I går mødtes jeg med Anja, der rent faktisk er clairvoyant. Under vores samtale gik det op for mig, alle ideerne måske ikke “bare” var ideer. Men måske er det beskeder.

Men som Anja sagde, så har vi vist alle sammen potentiale til at være clairvoyante. Det er bare et spørgsmål om at træne …

I dag vil jeg gerne dele Zenias rørende historie med dig. Jeg interviewede Zenia til Slyngeskolens nyhedsbrev. Men historien er så rørende – og handler ikke bare om slynger. Men det handler om at finde sin morstemme og komme igennem en svær tid!

Da Zenia Viby blev mor for første gang, var det helt anderledes, end hun havde drømt om. Hendes datter, Lærke, blev født fire uger for tidligt. Da hun var tre uger gammel, begyndte hun at skrige. Meget! Zenia fortæller her, hvordan slynger fik hende igennem en tid med en datter, der skreg op til 10 timer om dagen.

Hvordan så din hverdag ud med en kolik-baby på armen?
Da jeg bar rundt på hende på armen, betød det ofte, at jeg ikke fik mad, før min mand kom hjem fra arbejde. Hun græd så meget, at jeg ikke turde gå til købmanden eller i mødregruppe. Jeg havde altid tusinde undskyldninger for, at mødregruppe ikke kunne være hos mig. For der lignede noget, der var løgn herhjemme. Og jeg havde ingen selvtillid som mor – overhovedet. Jeg undgik mødregruppen, fordi jeg følte, at de stemplede mig som en dårlig mor, fordi Lærke græd så meget.

Hvad har slynger betydet for dig?

Sat helt på spidsen, har det nok reddet min forstand. Lærke blev født fire uger for tidligt efter en kompliceret graviditet. Da hun var tre uger gammel begyndte hun at skrige op til 10 timer om dagen. Jeg var så bange for, at det var noget galt, så jeg sov ikke, fordi jeg hele tiden lå og lyttede til om hun trak vejret – når hun endelig sov. Det blev hele vores liv. Hun sov kun i min armhule eller på min arm. Jeg bar hende på armen i næsten to måneder, før jeg på et kolikforum, mødte en, der anbefalede mig slynger og introducerede mig til Slyngebarn.dk. Strækviklen blev min redning. Hun græd pludseligt meget mindre. Nu var det primært om aftenen og natten, hun var urolig. Jeg turde gå til købmanden, tage bussen og kunne tage i mødregruppe og sidde i sofaen og drikke en kop te. Og hvis Lærke blev urolig, kunne jeg bare rejse mig og gå lidt rundt, så faldt hun til ro. Min hverdag blev så meget lettere. Bare et toiletbesøg med en baby svøbt på armen er jo en umulig opgave. Men ikke med slynger.

Hvad tror du, der var sket, hvis du ikke havde haft strækviklen?

Jeg fik jo en fødselsdepression, efter jeg havde fået Lærke. Vi prøvede i 2,5 år, før jeg blev gravid med hende, og a. pga. leverpåvirkninger blev fødslen sat i gang før tid. Jeg var så bange for, at der var noget galt. Og da hun så kom til verden og begyndte at skrige, blev angsten endnu større. Det udløste en efterfødselsreaktion. Hvis jeg ikke havde haft slyngerne, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket. Når man har et barn, der skriger så meget, så overvejer man seriøst at køre hende ud i skoven og så bare tage hjem og sove.

Hvis du kunne gå tilbage til dig selv, da du blev mor for første gang og give dig selv et godt råd – hvad skulle det så være?

Hvis jeg kunne gå helt tilbage til fødegangen, ville jeg have fortalt mig selv, at jeg var en fantastisk mor og købt mig selv en strækvikle. Jeg ville ønske, at der var nogen tæt på mig, der tidligere havde introduceret strækviklen for mig.

Hvad gjorde du med dit barn nummer 2?

Jeg svor med Leander (Zenias andet barn, red.), at han skulle i strækviklen med det samme. Også selvom han ikke fejlede noget og faktisk viste sig at være meget rolig og stille. At have hænderne fri, gjorde bare en verden til forskel. Og det er lige meget om man har en eller to. Når man har et barn, går det mest ud over en selv, hvis man ikke har hænderne fri. Men når barn nummer to kommer, så er der jo også et større barn, der har brug for en. Jeg kunne sagtens hente Lærke i børnehave, selvom Leander ikke var vågnet fra sin lur. For han sov bare på mig. Jeg kunne hjælpe hende med at snøre snørebånd. Og når jeg var alene med dem om aftenen, var det nemt lige at putte Leander i slyngen og så læse en historie for Lærke. Jeg bruger stadigvæk vikle til Leander (han er 2 år, red.), for eksempel når han er syg, så falder han til ro, så snart han kommer op til mig.

Men har dine børn lært at sove selv, når de sov på dig så meget?

Med Leander gjorde jeg det, at da han begyndte at sove længere og færre lure, så lagde jeg ham i sengen eller barnevognen, når han var faldet i søvn på mig i strækviklen. På et tidspunkt begyndte det at blive upraktisk, og så gav det sig selv, at han skulle falde i søvn i en seng eller barnevogn. Det skete af selv. Det var slet ikke svært. Vi har heller aldrig haft problemer med at putte dem om aftenen.

Medicin er måske så meget sagt. Men jeg tænkte, at lige ville vise jer, hvordan mit såkaldte medicinskab ser ud (beklager den ringe billedkvalitet).

I virkeligheden er billedet også lidt misvisende. For du kan ikke se de massive mængder af flasker, der står bagved. Jeg tror måske, at der gemmer sig en pakke med Panodiler et sted. Men ellers – ja så er det “medicin” fra helsekosten. Homøopati har for eksempel hjulpet Arn af med væske på ørerne. Vi bruger det, når de får tænder, er snottede, sover dårligt eller for eksempel er urolige. Jeg elsker det simpelthen. Der er ingen bivirkninger og hjælper kroppen til at hele sig selv – i stedet for at undertrykke symptomer (det kan selvfølgelig være nødvendigt ind i mellem).

En af mine andre favoritter er den her klassiker:

Og det fede ved Echinaforce (rød solhat) er, at der rent faktisk er forskning, der viser, at det virker. For eksempel når man har influenza. Rød solhat får simpelthen immunforsvaret til at yde sit bedste. Vi bruger det flittigt, hvis vi bliver forkølede eller bliver ramt af influenza. Du kan læse mere om den dokumenterede virkning her.

Jeg er et sted lige nu, hvor jeg ikke rigtig kan komme ud af starthullerne. Men spørgsmålet er, om jeg skal. Jeg har kørt i højeste gear de sidste tre-fire måneder for at tingene til at hænge sammen økonomisk. Men nu hvor Peter har fået sig et job (på prøve), så er det som om, at min krop har besluttet sig for – at SÅ er det tid til at restituere. Det er nu, at de mange timer foran computeren og frygten for at det “hele” ville kollapse, først har forplantet sig nu. Så nu sidder jeg på sofaen under dynen.  Og forsøger at lave noget. Men kan ikke rigtig.

Men så kan jeg glæde mig over, at jeg skal tage næste del af min slyngerådgiveruddannelse i England i weekenden. Jeg skal simpelthen være “alene” i to døgn. Det bedste af det hele er, at jeg får to nætter, hvor jeg kan sove – HELE NATTEN og sove længe (som om det sker – men jeg kan – i princippet). Og der er badekar på mit værelse. Jeg skal sove. Og ligge i blød i badekar!

For noget tid siden skrev jeg det her indlæg om, at jeg er i gang med at ryste den rigtig store pose. Det er altid lidt ubehageligt – i hvert fald for mig – at alt er til debat. Lever vi på den måde vi vil? Har vi de jobs, vi bliver lykkelige af? Bor vi det rigtige sted?
For et par uger siden fik jeg lagt tarot på forskellige job- og boligscenarier og det gik op for mig, at jeg havde et billede af at hus og en stor have og at jeg legede med mine unger. Der var ro, og jeg var tilstede. I nuet. Alt sammen noget som der har været meget lidt af i mit liv de sidste par måneder. Ja – måske det sidste halve år.

Og når det så går op for en, hvad det er, man virkelig vil – så forpligter det. Men ud over det forpligter, så åbner det også nye døre.
Peter var for over en måned siden til en samtale i Odense, der måske eller måske ikke, kunne ende med det der ligner, drømmejobbet. I sidste uge blev han ringet op: kan du starte på prøve i næste uge. Hvis det er et match, flytter vi til Fyn til sommer.
På tirsdag begynder et nyt liv, hvor jeg arbejder mindre. Det er mig, der kommer til at hente og bringe ungerne, sørge for vasketøjet og at der er mad i køleskabet.

Og jeg glæder mig faktisk til det.

Vi har mange af de der dage, hvor voksne og børn er sure, trætte og kede af det. Sejer er i gang med at blive kørt ind i dagpleje. Det passer ham ikke særlig godt. Og om det er derfor, han blive syg hver gang, han har været der to dage – det vides ikke. Og så kom der også amme-afslutning oveni – da jeg tager til England i næste uge og bare ikke har lyst til at amme mere.

Jeg lavede denne lille video her til morgen. Om panik, rod, syg baby og hvad jeg så gør, når det hele sejler!

I fredag fik Sejer sin sidste ammetår. Jeg har længe været i tvivl om, hvad jeg egentlig havde lyst til. Og derfor fik jeg trukket den så langt (igen), at jeg besluttede at holde helt op. Han er i øvrigt 13 måneder. Han er blevet så stor, at han nu kan finde ud af at komme uden om vores trappeværn. Se her:

Yngstemand ammede jeg til han var 11 måneder. Jeg ammede også meget om natten – så jeg fik simpelthen nok. Jeg var træt (Og så blev jeg gravid – men det er anden historie).

Jeg har læst rigtig meget om amning – hvor længe, hvorfor, hvordan! Mest fordi jeg hørte mange “historier”, da Arn var lille. Historier som ikke helt hang sammen med de måde, jeg oplevede verden og det at amme på. Og det viser sig også, at rigtig meget, der handler om amning er kulturelt betinget. Jeg fik for eksempel at vide, at jeg ammede for ofte. Hvis man ammer ofte kan det være udtryk for, at baby ikke når at spise så meget, at han får den fede mælk med. Men jeg er ret sikker på i dag – at det ikke var tilfældet. For jeg har siden kunne læse mig til, at selvom “man” ammer frit – det vil sige, når baby siger “til” (og ikke efter et skema eller klokken), så er der stor forskel fra land til land, hvor mange gange man så ender på – på et døgn. I nogle kulturer sidder baby i et stykke stof med fri adgang til brysterne og hapser en tår – flere gange i timen. Og så bliver det altså til langt mere end 8 gange i døgnet.

Når jeg skriver det her – er det ikke for at hylde amning. Men bare for at sige, at mange ting kan være det rigtige. For eksempel er det også være at overveje, hvorfor nogen stejler helt vildt over en 2-årig, der bliver ammet? Handler det om baby – eller handler det om ens eget forhold til bryster? WHO anbefaler at man ammer sit barn til de er mindst 2 år. Og nogle peger på, at det giver god mening at amme sit barn til immunforsvaret er fuldt udviklet (det er omkring 4 års-alderen).

Og det betyder så ikke, at man SKAL gøre det. Jeg er stoppet med at amme, når jeg ikke havde lyst mere. Og det er vel egentlig det, der er mit budskab. At det skal være ok at amme så længe mor og baby har det godt med det.

Og så siger jeg SKÅL! For første gang i 3,5 år er jeg hverken gravid eller ammende!