Altså på nogen områder. Jeg er alligevel ikke så perfektionistisk, at jeg skriver et indlæg her på bloggen og så lader det hænge i et par dagen, inden jeg offentliggører det. Jeg kan nemlig ikke se mine tastefejl eller kommabøffer før efter et par dage. Men jeg tænker meget over, jeg burde. Især nu når jeg også er journalist. Men der vinder spontaniteten alligevel.

Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt det. Men jeg er gået i gang med at udvikle min “gamle” forretning – altså den, hvor jeg har journalist-hatten på. Jeg har meldt mig til Buisness Bootcamp. Og jeg hader det. Og elsker det. Jeg er vild med forretningsudvikling. Jeg synes, det er sindsygt spændende at arbejde med min forretning. Ikke det faglige – men konceptet, målgruppen – og hvordan jeg helt konkret rammer min målgruppe. Men jeg hader, at jeg skal dele det med andre. Det er jo derfor, jeg har meldt mig. Men alligevel hader jeg, at alle kan byde ind – have en mening om det jeg laver, siger og kan. De kan tænke, at det jeg lige har skrevet eller tænkt er ufuldendt, ubegavet eller det der er værre (selv ubegavet nok er den “label”, jeg frygte mest). Lige nu arbejder jeg med mit koncept. Og jeg hader, at jeg ikke lige kan se, hvad det egentlig er, jeg skal lave – og hvem min målgruppe er. Det gik op for mig, at det er mit perfektionistgen. Det hende pigen indeni, der føler, at hun skal være noget helt ud over det sædvanlige for at få lov til at være. Hun må i hvert fald ikke stille dumme spørgsmål. Næh – hun skal være super kvik. Og kunne ALT.

Så jeg siger lige hej til hende. Det er noget tid siden, jeg er stødt på hende. Og så får hun en stor krammer. For jeg tror, hun er lidt bange. For det er en udfordring at vise sin ufuldkommenhed, når man føler, man skal være mere end perfekt.

Comments Closed