Så er vi nået til afsnit seks i føljetonen om min 2-årige søns helbred. Måske læste du med her, da vi efter et besøg på Nordic Clinic kunne konstatere, at han var intolerant over for 14 fødevarer. Efter udelukkelse af fødevarerne og indtagelse af gode kosttilskud gik det fremad. Snotnæsen forsvandt – og hans mave blev bedre. Men bare alligevel ikke helt god. Og da vi en periode trappede ud af kosttilskuddene begyndte næste at løbe igen. Derfor fik vi lavet endnu en test, der kostede en arm. Men hold nu k*ft, jeg er glad for, at vi gik planken ud.

Det viser sig at knægten har to typer parasitter, har glutenallergi og meget, meget mere. Så nu er listen af fødevarer, han skal undgå endnu længere – men til gengæld ved vi, hvad vi bekæmper denne gang. Så med målrettet indsats, skulle han ret hurtig komme på højkant igen.

Du finder første afsnit her. Der kan du læse, hvordan vores læge afviste overhovedet at undersøge ham, fordi han jo var sund og rask (selvom han altid var snottet og havde haft diarre/blød mave i over et år).

Vi ideudvikler. Drømmer og leger. Vi har åbnet for for alle ideerne – giver dem plads til at folde sig ud. Ingen ideer er dårlige. Vi kigger på dem og undersøger: Hvad handler de om – kunne det her føles rigtigt, hvis vi levede ideen ud? Hvad taler jeg nu om. Jamen jeg taler om, at vi i vores lille familie må konstatere at vi ikke er helt glade i vores rammer. Men spørgsmålet er, om nogle andre rammer kan gøre det – eller vi skal justere.

Vi er startet ved ALT ER MULIGT. Det er på mange måder skræmmende. Skræmmende fordi det også betyder, at vi stiller spørgsmålstegn ved det der er. Er vi lykkelige i vores parforhold, familie, job … osv osv osv. Men det er også meget spændende.

Hvis du har lyst til at læse den helt ærlige historie om mit forhold til økologi. Så læs med her, hvor jeg gæsteblogger.

Jeg har en af de her gode veninder, der nogle gange siger, de ting, man ikke vil høre. Og det er heller ikke altid, at jeg kan høre det. Hun har fulgt med på sidelinjen, mens vores økonomi langsomt er kulsejlet. Hun har nogle gange sagt til mig, at vi blev nødt til at se på, hvad der er vigtigt for os. Hvad er det for nogle rammer vi vil bo i?

Men i dag hørte jeg hende. For nogle gange, kan jeg godt blive så optaget af det, jeg er i, at jeg glemmer at lytte efter. Jeg har knoklet røven ud af bukserne for at få betalt vores huleje, ungernes institution og den økologiske mad (jep – økologien er det sidste, der ryger). Men jeg glemte noget. Jeg glemte at mærke efter, hvad jeg egentlig havde lyst til. Hvad er det for et liv, jeg gerne vil leve? Var der måske en anden udvej en 60-timers arbejdsuge? Peter og jeg valgte at blive selvstændige, så vi kunne arbejde lidt mindre og være mere sammen med vores unger. Men lige nu er det slet ikke, det der sker. Og jeg drømmer også om den her have, hvor jeg kan gro mine egne grøntsager. Og jeg vil rigtig gerne have et stort, gammelt træ, jeg kan kramme (ja – det lyder åndssvagt – men virkelig. Jeg har så meget brug for et gammelt træ at kramme). Jeg har også en ide – eller en trang til at bo i USA – måske bare en periode.

Så – nu har jeg sagt det højt. Men Peter og jeg skal lege “tænke ud af boksen” de kommende dage. Vi skal tale om det store perspektiv. Måske vi skal flytte til Fyn – bo i et lille, hyggeligt hus ude på landet – med en kæmpe have, hvor jeg kan være semiøkolog og gå hjemme med Sejer, til han er bare lidt større. Men jeg ved, at jeg vil være sammen med min familie. Jeg ved også, at jeg er ret pjattede med mine jobs. Jeg elsker at hjælpe nybagte mødre med at få en nemmere hverdag med slynger. Det er helt igennem fantastisk at se, hvordan en andengangsmor lyser op, når hun ser, hvordan hendes baby falder i søvn i slyngen. Og hun pludselig kan være der meget mere for det store barn, ford hun har hænderne fri. Og jeg er også ret vild med at skrive – og ikke mindst hjælpe andre til at indse, at de rent faktisk kan skrive.

Hvordan ville du leve dit liv, hvis du havde 10 år tilbage? Hvem ville du være sammen med? Hvor ville du være? Hvad ville du arbejde med? Hvis altså du ville arbejde?

For et par dage siden, stod jeg i vores stue med mine sønner, da Peter gik ovenpå. Det udløste, at mindstemand på 1 år blev noget utilfreds (han vil også gå på trapper). Jeg var lidt langsom til at reagere, så storebror Arn på 2,5 år sagde: Bare rolig Sejer, jeg henter hjælp. Hvorefter Arn gik op af trapperne for at hente Peter. Jeg stod ved siden af.

Min pointe er, at jeg har arbejdet meget. Alt for meget. Men det har været nødvendigt (det har i hvert fald føltes sådan) for at få tingene til at hænge sammen. Det betyder også, at jeg har været meget mindre nærværende – både fysisk og mentalt. Åbenbart så lidt, at det altså ikke er mig, man går til, når der skal bruges hjælp.

Det fine er, at det “bare” er konsekvensen. Der er ingen skældud – ingen skyld på skyld. Det er den rene konsekvens af, at jeg har været meget lidt sammen med mine børn.

Ps. Jeg går og pønser på at lave en lang række interviews med super, inspirerende mennesker – her på bloggen – måske på video. Er det noget, du synes, der kunne være interessant? Og er der nogle bestemte emner/mennesker, du gerne vil “se” noget til?

Og så til ugens nostalgiske indlæg. I dag starter Sejer i dagpleje. Vi har valgt dagpleje, fordi vi i Albertslund kommune nu kun har store, integrerede institutioner. Jeg har det i forvejen sådan, at jeg synes det er en kende absurd at jeg afleverer mine små børn, så andre kan passe på dem. Men jeg har også erkendt, at det er vilkårene for os lige nu. Vi kunne godt vælge anderledes, hvis vi flyttede – og måske prioriterede anderledes i vores indkøb. Men jeg har ikke lyst til det lige nu. Og økonomisk har vi brug for to indtægter pt. Det føles mere rigtigt for os at aflevere ham i en “lille familie” i stedet for et sted med 60 andre børn og skiftende voksne.

Men selvom jeg har erkendt, at det er sådan, vi har VALGT det skal være lige nu. Så er der alligevel en lille knugen i maven. Jeg håber ikke Sejer kan mærke det. Jeg har ellers en god fornemmelse af hans dagplejemor. Og jeg føler også, at han er sted, hvor han kan rumme at andre end far eller mor tager sig af ham.

Tænk Sejer er et år nu. Her er et billede, da han var et par måneder. Og Arn ikke engang var to år. Åh den tid.

Altså på nogen områder. Jeg er alligevel ikke så perfektionistisk, at jeg skriver et indlæg her på bloggen og så lader det hænge i et par dagen, inden jeg offentliggører det. Jeg kan nemlig ikke se mine tastefejl eller kommabøffer før efter et par dage. Men jeg tænker meget over, jeg burde. Især nu når jeg også er journalist. Men der vinder spontaniteten alligevel.

Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt det. Men jeg er gået i gang med at udvikle min “gamle” forretning – altså den, hvor jeg har journalist-hatten på. Jeg har meldt mig til Buisness Bootcamp. Og jeg hader det. Og elsker det. Jeg er vild med forretningsudvikling. Jeg synes, det er sindsygt spændende at arbejde med min forretning. Ikke det faglige – men konceptet, målgruppen – og hvordan jeg helt konkret rammer min målgruppe. Men jeg hader, at jeg skal dele det med andre. Det er jo derfor, jeg har meldt mig. Men alligevel hader jeg, at alle kan byde ind – have en mening om det jeg laver, siger og kan. De kan tænke, at det jeg lige har skrevet eller tænkt er ufuldendt, ubegavet eller det der er værre (selv ubegavet nok er den “label”, jeg frygte mest). Lige nu arbejder jeg med mit koncept. Og jeg hader, at jeg ikke lige kan se, hvad det egentlig er, jeg skal lave – og hvem min målgruppe er. Det gik op for mig, at det er mit perfektionistgen. Det hende pigen indeni, der føler, at hun skal være noget helt ud over det sædvanlige for at få lov til at være. Hun må i hvert fald ikke stille dumme spørgsmål. Næh – hun skal være super kvik. Og kunne ALT.

Så jeg siger lige hej til hende. Det er noget tid siden, jeg er stødt på hende. Og så får hun en stor krammer. For jeg tror, hun er lidt bange. For det er en udfordring at vise sin ufuldkommenhed, når man føler, man skal være mere end perfekt.

Altså ikke i livet – men i det du går og frygter? De nærmere omstændigheder kan jeg ikke lige komme ind på. Men lad os bare sige, at hvis det værste sker med det, jeg tumler med lige nu, så er det et gulvtæppe, der bliver revet væk under mig og min lille familie.  Jeg havde i går en af de rigtig gode snakke med en ny (eller i hvert fald kommende) veninde. Problemet er, at der ofte er så mange følelser forbundet med nogle af de udfordringer, vi står i.  I stedet for at se, hvad det egentlig er – så tonser vi rundt i frygten og alle de andre følelser. Og jeg er ved at indse, at min situation ikke er så slem. Trods alt. For vi er sgu (nogenlunde) raske i vores lille familie. Vi har et godt fundament at stå på mht familie, venner og uddannelse.

En af de store opdagelser, jeg har gjort de seneste år, er, at jeg ikke ER mine følelser eller tanker. Men nogle gange kommer jeg alligevel til at løbe rundt i hamsterhjul, hvor jeg ikke føler, jeg har noget valg – og jeg tonser rundt, uden egentlig at opdage – at jeg har et valg. Jeg behøver ikke gå med frygten. Jeg ved ikke, om det overhovedet giver mening for dig, hvis du ikke lige er det sted. Men det giver så meget mening for mig lige nu.

Så en hilsen fra hamsterhjulet. Jeg jorder stadigvæk lidt rundt i det. Jeg håber at hoppe ud af det. Snart.

Jeg får rigtig mange hints om, at meditation ville være rigtig godt for mig. Jeg er ikke i tvivl om at det er rigtigt, men jeg gør det ikke alligevel. Jeg er endda startet på et meditationsforløb i mit bofællesskab, hvor vi hver torsdag får besøg af Christina fra Flex Yoga. Hun sagde i torsdags, at der nok ville være nogen af os, der ikke ville få mediteret inden næste gang (vi skal meditere hver dag). Og jeg har ind til videre ikke gjort det. Jeg har mange undskyldninger for ikke at gøre det. Men det er det, man på godt gammeldags dansk kalder bulshit. Jeg bilder ikke mig selv andet ind.

For selvfølgelig ville jeg kunne finde 5 eller 10 minutter i løbet af en dag. Hvis jeg turde. For lige nu er jeg et sted, hvor det hele ryster. Voldsomt. Jeg står et sted, hvor jeg bliver nødt til at stole på, at universet er med mig. Jeg bliver nødt til at smide forestillingen om, at jeg kan kontrollere alt (i hvert fald ikke andre mennesker). For det er tydeligt, der hvor jeg står lige nu. Og jeg bliver nødt til at erkende og efterleve, at mit liv og min lykke er mit eget ansvar. Det er alt det, jeg tager tilløb til at mærke. Men ind til jeg holder op med at opfinde undskyldninger, sker det ikke. Jeg ved, at jeg vil opdage, at det faktisk er ok. Jeg vil endda opdage, at jeg ikke behøver gå med alle de frustrationer og myldrende tanker, jeg har. Men en del af mig holder alligevel fast i kaos. Hvorfor? Fordi jeg kender det (tror jeg).

De sidste par år har jeg øvet mig rigtig meget på at vende min måde at se verden på. Det gik op for mig den anden dag, at jeg stort set er ude over “øvestadiet”. Jeg er i stand til at få det bedste ud af de fleste situationer. Det betyder ikke, at der ikke er plads til frustration, sorg, tristhed eller et par timer “åh, hvor er det synd for mig”. Jeg har nævnt hende før – men det var faktisk Ninka fra Kernesund Familie, der gav mig redskaberne til at arbejde systematisk med at ændre min måde at opfatte mig selv og verden på. Jeg har skrevet om før, hvordan jeg har fået vendt min livsfortælling til at være positiv (i stedet for at være en livslang lidelseshistorie).

Og hvordan gjorde jeg så? Jeg har øvet mig røven ud af bukserne. Hver ENESTE gang jeg oplevede en situation, der var frustrerende – eller anderledes, end jeg ønskede, den skulle være, spurgte jeg mig selv: Hvad kan jeg lære af det her – og hvad er mit ansvar i den her situation – og hvordan kommer jeg så derhen, hvor jeg gerne vil. Det er en anden og mere kraftfuld måde at gå til verden på. Tidligere ville jeg typisk opleve det som noget der skete mod mig: Det er fandme ikke i orden, at det her sker – at hun siger sådan. Det er synd for mig! Og det er i hvert fald ikke min skyld. Og det er virkelig det lange seje træk. Jeg har trænet min hjerne i at opleve verden på en anden måde. Det faldt i hak, da jeg interviewede Anna Bogdanova til en artikel til Søndag, og hun fortalte, hvordan vores vaner er lidt ligesom en motorvej i hjernen. Og for at ændre vores måde at spise, tænke eller træne på, skal vi træde nye stier. Men vi skal træde de stier en del gange, før de bliver så brede, at hjernen vælger den gamle motorvej fra.

Da jeg begyndte rejsen var det mest for at tabe mig. jeg vejer det samme – men jeg har fået noget meget mere værdifuldt. Jeg har helt permanent fået ændre mit perspektiv og syn på mig selv og min verden.