Jeg ved ikke helt hvorfor, men ungerne bliver altid syge, når Peter skal væg i lang tid. Og jeg er altid lidt bange. For jeg bliver skide sur. Og jeg hader virkelig at være sur mor. Jeg får virkelig en følelse af at jeg skal strække mig lidt længere, end jeg kan og har lyst til. Vores unger sover egentlig ok. Jeg ammer stadigvæk Sejer (på 11 måneder) en enkelt gang eller to i løbet af hans nat, og Arn vågner stort set aldrig mere. Men i går (selvfølgelig) vågnede Sejer kl. 20.55 – og faldt først i søvn kl. 23.45. Jeg prøvede alt muligt – der plejer at virke, når han en sjældent gang sådan rigtigt vågner om natten. Men i går – virkede ingen ting. Den ene forpulede aften i hundrede år, hvor jeg er alene med ungerne. Og lige i dag er jeg offer. Lige i dag gider jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal lære af det. Jeg har sovet for lidt. Jeg glæder mig godt nok til mine børn er så store, at de sover hele natten.

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg var flere gange ved at tude, da jeg var til Kettelbell Body Transformation-kursus i weekenden sammen med 20 andre. Da jeg måtte erkende, at jeg faktisk ikke kunne komme op igen, når jeg satte mig i “squat” (UDEN vægt), havde jeg lyst til at løbe min vej og ALDRIG komme tilbage igen. Helt ærligt så var jeg ved at tude – flere gange.

Jeg har en historie med sport og motion som er … frustrerende. I gymnasiet var jeg hende den meget lange, ranglede pige, der bare overhovedet ikke kunne koordinere sine bevægelser. Det var til stor morskab for mine kammerater. Jeg havde det egentlig ok med det. Mig og min krop har aldrig været perlevenner. Og i weekenden røg  jeg nogle gange ind i “fuck hvor er jeg dårlig til det her”-modus. Det blev tydeligt, at min krop simpelthen ikke er tryg ved at bevæge sig. Og jeg er bare ikke særlig tryg, når jeg ikke er rigtig god til ting.

Men da jeg var kommet mig over min selvmellidenhed og “slå mig selv i hovedet”, fandt jeg frem til følelsen af potentiale: Jeg har efterhånden rimelig godt styr på kosten – tænk et gigantisk potentiale, jeg har for øget velvære, når jeg vænner min krop til at bevæge sig og dyrker motion regelmæssigt.

Lyder det kryptisk? Jeg stødte første gang på begrebet “less is more” hos min terapeut. Hun brugte begrebet i forbindelse med traumer. At det virkede bedre, at vi blot berørte traumet i stedet for at voldgrave i de følelser, der var allersværest. Også dengang var jeg utålmodig. Jeg kan ikke huske hendes forklaring på, hvorfor “less is more” var god i denne sammenhæng. Men jeg vil næste tro, at den ligner den forklaring, jeg fik i weekenden på “Kettlebell Body Transformation” med Anna Bogdanova og Jacob Søndergaard. De fortalte at hjernen går i panik, når der sker store forandringer. Så vejen frem til for eksempel en ny livsstil med nye kost- og motionsvaner er ikke at lave det hele om på samme dag. Og det giver så meget mening. Jeg kan se, at når der sker store forandringer i mit liv, spiser jeg … MEGET! Det er åbenbart det “sted”, hvor jeg føler mig tryk. I sofaen med en lidt tung følelse i maven og høj på sukker. Jeg er virkelig meget til “alt eller intet”. Og det interessante er bare, at “alt” også bringer mig til “intet”. For når jeg forsøger gøre alting på én gang, så ender jeg med at gå tilbage og gøre intet. Derfor er motion aldrig for alvor blevet min ven. Så nu vil jeg gå babyskridt. Og vænne min krop til bevægelse. Det vil jeg fortælle mere om de kommende uger.

I går aftes gik jeg ned af Enghavevej på Vesterbro og elskede lyden og lugten af storby. Og så meldte der sig en lille klump i maven. Den kommer tit, når jeg møder det liv, jeg ikke har mere: ungt og uden forpligtelser. Og i går gik det for første gang op for mig, hvad det handlede om: jeg levede ikke fuldt ud, da jeg var teenager eller i mine 20′ere. Jeg var bange. Bange for ikke at være perfekt, træde ved siden af og meget mere. Jeg fik simpelthen ikke sagt de ting, jeg havde brug for at sige – og vigtigst, så handlede jeg ikke. Det gør jeg stort set nu. Det er stadigvæk en øvelse – men jeg får mere og mere fat i modet og troen til at leve røven ud af bukserne. Og så tænker jeg lige lidt over, hvordan jeg skal håndtere den lille sorg i maven.
Da jeg arbejdede med sorgen over, at Arn og jeg ikke fik den start sammen, som jeg havde drømt om, forestillede jeg mig, hvordan der ville have været, hvis alt var gået efter planen. Og det virkede. Selvom det bare var i mit hoved – så helede det. Jeg forstiller mig en bestemt situation, og jeg kan vende tilbage til det sted, når jeg har brug for det.

Jeg ved ikke, om du kender til tarotkort. Og måske du heller ikke ved, at jeg flirter en del med dem. Jeg indrømmer det. For første gang er kortet “Narren” dukket op. Og Narren er lidt typen, der råber “pik og skrid” og så hopper han. Det sidste han er – er bange. Han er ikke overmodig. For han har det, der skal til – men han går bare ikke rundt med alle de bekymringer, som mange af os gør. Budskabet fra kortene er meget, at jeg skal holde op med at være bange, og jeg skal stoppe med at pine mig selv (med frygt for at tingene ikke lykkedes – at jeg ikke er god nok, dygtig nok, sjov nok ….). Og det minder mig lidt som det seminar jeg var til med Anders Søndergaard, der hjælper iværksætter med at sælge røven ud af bukserne. Han talte meget om at for at få gennembrud, skulle man gøre de ting, man var allermest bange for. Det gik op for mig, at jeg langt fra gav alt, hvad jeg havde i mig i forhold til min egen forretning.

Jeg tror jo på, at der er en mening med det hele. Og lige nu er jeg stærkt motiveret til at være ligesom narren. Lige i dag er jeg ikke bange – for noget. Jeg giver mig selv 100 procent og gør det, der skal til for at nå i mål.

At give slip er min største udfordring. Især at give slip på alle de ting, som jeg rent faktisk ikke kan ændre. Især alt det som andre i virkeligheden helt skal have lov for at have for dem selv. For dem er der mange af. Det eneste jeg kan er at beslutte mig for, hvordan jeg vil håndtere og reagere på de udfordringer jeg møder. Lige i dag har jeg brug for at høre det her. Jeg tror ikke på Gud i den forstand – jeg tænker “Gud”, som noget universel kraft og kærlighed. Og det er den kraft, jeg taler til.

Gud  giv mig sindsro til, at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen.

Så jeg lever en dag ad gangen, nyder et øjeblik ad gangen og tager imod de svære tider som er vejen til fred.

God mandag! Og beklager det kryptiske indlæg. Jeg lover at være konkret, når jeg er kommet lidt længere.

Det er fordi, jeg ikke har nogen penge. Jeg skal lige arbejde. Jeg kan ikke – jeg har travlt. Jeg skal liiiiiige …. Kender du? Jo ældre jeg bliver, desto tydeligere bliver det for mig, at mine undskyldninger er falske, Det er undskyldninger, der forhindrer mig at handle.

Jeg anser mig selv som et menneske, der er i ret god kontakt med min mavefornemmelse og min kerne. Men det kan jo være lige meget, hvis jeg ikke handler på det jeg “hører”. For eksempel har jeg længe godt vidst, at jeg jo skal i kontakt med sundshedsplejeskjerne. For de har jo kontakt til alle de mødre, jeg rigtig gerne vil have fat i. Og jeg fornemmer også, at den viden der er om slynger og at bære sit barn er meget forskellig og uklar. Jeg vil rigtig gerne være med til at skabe helt klare linjer. Men jeg har hele tiden alle mulige undskyldninger for ikke tage kontakt til dem. I lang tid var det fordi, jeg ikke lige havde noget materiale, jeg kunne sende dem (det har jeg stadigvæk ikke – for jeg har ikke lige penge til at få designet noget lækkert – for det skal jo være super lækkert, ikke?!). Og på et tidspunkt fik jeg også bildt mig selv ind, at jeg nok slet ikke behøvede at tale med dem …. Say What?

Men så skete der noget. I onsdags var jeg på et miniseminar med Anders Søndergaard, der arbejder med iværksættere som mig. Han arbejder med, at man finder ind til, hvad det virkelig er, man brænder for og så får det omsat til en forretning, der er bæredygtig. Da han skulle bruge et eksempel, stak jeg næsen frem og kom en tur gennem “maskinen”. Jeg måtte erkende, at det  ER vigtigt at tage  kontakt til sundhedsplejerskerne. For de er mit link til mange tusinde mødre. Men jeg har ikke gjort det. Fordi jeg var bange. For at blive afvist.

Og det sjove er, at når jeg så lige får set lidt på den her frygt, så kan jeg godt se, at det “bare” er en drillepind.

I dag talte jeg med en sundhedsplejerske. Som var sød. Og bad mig ringe til en anden på mandag. Det gjorde ikke rigtig ondt. Kun lige lidt, da jeg skulle ringe. Men det holdt hurtigt op.

Og så lige en lille en til alle os, der “opfinder” undskyldninger for at rykke.

For første gang i mit liv, mens jeg har menustrstion er jeg ikke deprimeret, frustreret og tung i kroppen. Det grå filter, dee plejer at sænke sig ned over mit sind en uge før og en uge efter … er næsten oplæst. Tilbage var der blot en lille, flad fornemmelse i dagene op til. Men det er kun nu – bagefter – at jeg kan se, at den var der. For nogle måneder siden, da min cyklus efter tre år med to graviditeter og intensiv amning, gik i gang, var det et chok. Jeg havde glemt hvor trist, jeg blev i cirka 14 dage. Hver ENESTE måned. Men siden sidst er jeg blevet klogere og har oplevet, hvor meget jeg kan gøre med mad og kosttilskud. Så tag den PMS. 1-0 til mig. Du kan læse lige her, hvordan Caroline Fibæk har hjulpet mig. Det er sindsygt fascinerende, hvordan kroppen kan komme i balance igen med simple midler. Hurra for mad, naturen og kvinder som hende.

Ps. Beklager meget at du nu har indgående kendskab til min cyklus.

Når jeg tænker tilbage på mine teenageår, får jeg næsten ondt i maven. Det var år fyldt med så meget ulykkelig kærlighed, følelsen af at være lille og forkert, at jeg er dybt taknemmelig for, at jeg er blevet ældre. Da jeg var teenager, jordede jeg rundt i gamle herrejakkesæt og tunge støvler fra militæret. Jeg var sur på mænd – sådan generelt. Og jeg blev gal hvis en af dem forsøgte at være galant – for eksempel med at åbne en dør. Om sommeren rullede jeg gardinerne ned og lyttede til det Elektriske Barometer. Jeg skrev digte om mørket indeni. Og om mørket udenfor. Hvis jeg forvildede mig ned i en badedragt og ud i badesøen (en udendørs svømmehal i Albertslund(, var det med en ghettoblaster, der spillede Smashing Pumpkins. Højt. Jeg følte mig kikset og forkert og passede aldrig ind. Ikke at jeg prøvede.  Det blev min stil at være hende, der var anderledes.

I gymnasiet var jeg en særlig kombination af klovn, hippie og “hende den kloge”. Klovnen skulle kompensere for, at jeg i virkeligheden var vild med at gå i skole og lave lektier og rent faktisk også synes mine lærer var temmelig fede. Med lidt gøgl håbede jeg på, at jeg ikke blev for “klogeåge”. Engang i en fransktime hoppede jeg ud af vinduet for at lege med efterårsbladene. Og en helt uge passede jeg en lyserød – USYNLIG – elefant. Jeg elskede cola og chokolade. Og alle de fyre jeg forelskede mig i – var vilde med min veninde. Der var især Victor. Med det lange hår. Han spillede guitar og gik med skovmandskjorte. Men han var lun på min bedste veninde. Efter en fest, hvor det endeligt blev cementeret, at det altså var hende, han ville have. OG de havde danset. Lå jeg i sneen og tudede. Og råbte.

Jeg drak mange guldøl til fester. Og jeg gik til koncerter de små, skæve steder og hørte musik, der var mørkt og tungt. Pigerne fra klassen fik engang lokket mig på diskotek i Roskilde. Vi var ikke helt gamle nok, så vi lånte buskort, hvor vi fik sat vores egne billeer ind. Jeg faldt i søvn og da jeg vågende, var der mirakuløst en fyr, der spurgte om jeg ville danse. Men det var ikke et mirakel. Det var spas. For der var da nogen, der havde bundet mine snørrebånd (i mine militærstøvler) sammen. Så det var en sjov dans. Og så tog jeg en lur på fortov, mens vi ventede på natbussen hjem.

Til gengæld fik jeg et gennemsnit på 10, 4, og så blev jeg da en okay voksen alligevel. Det gik det hele.

Jeg er så sindssygt lykkelig for, at jeg ramte 20′erne og også 30′erne. Jeg elsker, at jeg ikke mainstream. Jeg er holdt op med at gå i grimt tøj (synes jeg selv). Og jeg ELSKER, når der er en, der åbner døren for mig. Jeg elsker faktisk også mig selv. Og det er helt igennem befriende.

Bare lige en update fra landet, hvor Arn på 2,5 år nu er blefri i alle sine vågne timer. De første dage i institutionen gik helt uden uheld og gik faktisk helt selv på toilet. Og hjemme var der heller ikke noget. Du kan læse om det her. Men de seneste dage er der småt begyndt at komme lidt uheld igen. Vi er begyndt at blive uopmærksomme, fordi den første uge gik så fantastisk. Han lærte lynhurtigt at handle på følelsen af at skulle tisse – så det hele nåede i potten og ikke på gulvet. Men han er jo bare lige blevet blefri, så vi skal være opmærksomme på at hjælpe ham lidt mere. Men jeg er sgu stolt af ham. Jeg ville rigtig gerne have vist et billede af ham, hvor han sidder på sin potte (med bukser på) og drikker te. Men det bliver en anden dag.

God søndag.