Igen i år holder vi nytårsaften. Derhjemme. Og i vores mega hippe bofællesskab er der selvfølgelig fest i fælleshuset. Men vi vil ikke. Skulle egentlig skrive “orker ikke”. Men det kommer til at lyde som om, at det er noget, vi SÅ gerne ville. Men der er  bare ikke nogen af os, der vil sidde til en fest og ikke kunne gå i seng kl. 22.30 – hvis det er det, vi har lyst til. Også selvom det er nytårsaften. Nytårsaften er dømt kæresteaften. De første par timer består af pandepizzaer, knaldperler og trutteri. Klokken 20 bliver ungerne lagt i seng. Og så er der dømt kæresteaften.Jeg har bestilt mad fra Søren K (og takker for at kunne bestille mad hos dem kl. 10.20 – i dag). Så når ungerne er lagt, så skal jeg på date med min mand. Vi har besluttet os for at genoptage dateriet. Før vi fik børn begyndte vi at invitere hinanden på dates, som vi selv synes var fede. Så Peter skulle altså ikke forsøge at planlægge en date, som jeg ville synes, ville være fantastisk. Han skulle lave en date, som han synes var fed. Det betød at vi blandt andet var til fodboldkamp engang. Og det var virkelig sjovt, selvom jeg aldrig kunne drømme om selv at lave en date. Så selvom vi ikke rigtig har lyst til at få Sejer passet endnu – så kan jo godt lave dates. Bare herhjemme. Så det går vi i gang med. I aften.

Så jeg har besluttet, at vi skal spise lækker mad. Og så skal vi skrive ønskelister til det kommende år. Det glæder jeg mig til.

Godt nytår derude!

Da Arn var omkring 18 måneder købte vi en potte. Han begyndte nemlig “at sige til”, før han skulle tisse eller lave stort (må jeg skrive lort på min blog, mon?!). Men ingen af os anede rigtigt, hvad vi skulle gøre – andet end at opfordre ham til at sidde på potten. Og han lavede da både stort og småt. Men vores omverden synes det var lidt tidligt. Og vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle gøre. Og jeg kunne heller ikke rigtig finde hjælp i mit netværk. Så vi kom aldrig rigtig i gang. Nu er Arn 2,5 år og nægter at sidde på potten. Men det interessante er faktisk at for en generation siden var børn mere end et år yngre i gennemsnit, når de smed bleen. Et helt år? I Tyskland er det normen, at børn på omkring 1,5 år er renlige. Men herhjemme går vi og venter på, at de viser, at de er klar. Men spørgsmålet er, om det tegn nogensinde kommer? Arn virkede helt klar mere klar for et år siden, end han gør nu. Eller han virkede i hvert fald mere villig. Der er nogen, der mener, at vi blandt andet kan takke engangsbleerne for, at børn er så gamle, når de bliver renlige – fordi de kan ikke mærke, at de er våde. Så de oplever ikke en sammenhæng mellem tissetrang – og de så rent faktisk tisser. Og det er faktisk også ofte firmaerne bag engangsbleerne, der deler råd om “pottetræning”. Og så tænker jeg bare … Altså de vil jo rigtig gerne sælge flere bleer. Så på en eller anden måde, så føler jeg ikke, de er den mest troværdige kilde.

Men lidt research afslører, at det er mere kulturelt betinget end noget som helst andet. Halvdelen af verden børn har aldrig brugt ble, fordi deres forældre har lagt mærke til de små tegn på, at nu skulle de tisse – eller nu skulle de lave stort. Og så holder dem over et toilet, jorden, en vask, en spand – eller hvad der nu er normen det sted, de bor. Det giver egentlig god mening, at når man kommunikerer med sit barn om, hvornår de er sultne, tørstige og trætte – så kan man da også lure, hvornår de skal på toilet.

Men det jeg vil sige med det er også bare, at jeg nu har fundet en amerikansk kvinde, der virkelig ved noget om det her med, hvordan man hjælper sine børn med at blive blefri. Hun siger faktisk, at det er nemmest, når de er mellem 20 og 30 måneder. Så jeg har købt hendes bog – og når jeg læst den, vil jeg gå i gang med at hjælpe Arn af med at smide bleen. Og jeg vil blogge om det – så stay tuned. Alle indlæggene kommer til at bo i kategorien “pottetræning”.

De to tårne er det største personlige transformationskort i tarotkort. Det trak jeg forleden. Jeg har tænkt lidt over, hvad der lå i det. Og hvordan min opfattelse af mig selv og mit liv har ændret sig gennem de sidste par år. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg er begyndt at navigere på en anden måde igennem livet. I stedet for kun at tænke mig til den rigtige handling – er jeg begyndt at mærke efter i maven og kroppen, hvilken retning mit liv skal tage – i store og små “sager”. Jeg har også fået en generel følelse af at verden er med mig – i stedet for mod mig. Man kan også sige, at jeg jo ikke vinder noget ved at tro, at universet generelt er mod mig. Ligesom jeg heller ikke får noget positivt ud af bekymre mig om noget.

Den største ændring i min måde at opfatte mit liv og verden på er helt klart, at jeg kan mærke, hvordan jeg for det første har indflydelse på, hvad jeg tiltrækker – og for det andet, at der er en mening med det. Jeg begynder at kunne se sammenhængende – hvad det er for en frekvens jeg er på – og at jeg rent faktisk tiltrækker mennesker og situationer på samme frekvens. Det lyder abstrakt og vildt, når jeg skriver det – men jeg kan ikke forklare det på anden måde lige nu.

Jeg er barn af alkoholikere og forældre, der generelt var mentalt udfordrede. De døde begge to, før jeg kom i gang med skolen – og jeg flyttede derefter hen til min moster og onkel, der på de fleste områder var meget stabile og “kernefamilie-agtige” Men resten af min barndom og teenageår blev jeg ved med at tiltrække meget sårbare piger fra meget dysfunktionelle hjem. Selvom jeg på mange måder var kommet videre opfattede jeg stadigvæk mig selv som et ramt barn.

I disse måneder oplever jeg, at jeg virkelig udvikler mig. Jeg har hele tiden en fornemmelse af at møde de “rigtige” mennesker. De viser mig hvilken retning, jeg skal gå i – eller kan ligefrem hjælpe mig med problemer, jeg er i gang med at løse. Mennesker, stemninger, skænderier og hændelser er beskeder – eller små spejle, der viser mig, hvor jeg er i mit liv, hvor jeg skal hen – og hvor det kunne være godt at justere noget. Det er lige i disse dage ved at gå op for mig, hvor stort det er. Og hvor fundamentalt anderledes mit liv bliver af at opfatte verden på den måde.

Hvor jeg kun kan råbe eller hvæse. Hvor lige meget hvad andre siger, så føles det som et angreb. Og så er det en af de dage, hvor jeg har været vågen siden kl. 04.30! Heldigvis er den slags dage og hændelser en sjælden gæst. Tak for det.

Kender du det at træde ind i et rum – og dit humør ændrer sig, fordi stemningen i rummet er en anden. Eller du taler med et mennesker, og du føler drænet og bliver trist, fordi den du taler med, har det skidt? Det hedder også at blive følelsesmæssigt “hijacked”. Når du bliver overvældet af følelser, der slet ikke tilhører dig selv. Jeg har prøvet det mange gange – også når jeg ser film. Faktisk er det årsagen til, at jeg stort set kun ser romantiske komedier. Jeg kan blive så påvirket af en film, at jeg er ved siden af mig selv i flere dage.Jeg har også nogle gange oplevet at kunne observere, at jeg føler noget – som ikke er mine egne følelser. Det lyder skørt – men det er sådan, jeg har det.

Jeg kunne godt i psykolog-modus og komme med en lang forklaring på, hvorfor jeg er rigtig god til at være “over i andre” – dvs. tager ansvaret for andre mennesker følelser. Den korte forklaring er vidst, at jeg er vokset op i en familie, hvor de voksne drak for meget. Jeg bliver nemt påvirket af andres energi – og bliver ligeså nemt drænet. Derfor er en workshop for mig virkelig noget, jeg skal “komme mig over”. Ligesom jeg sjældent har det godt mere end et par timer i et selskab med mange mennesker. Selvom jeg samtidig er meget udadvendt og godt kan lide at møde nye mennesker. Jeg har ofte tænkt, at jeg godt gad lære at passe bedre på min energi og mig selv. Det er som om, jeg mangler et filter.

Forleden interviewede jeg Catherine Daverne, der er ekspert i sansende kommunikation, der blandt andet handler om at finde sin mavefornemmelse og navigere efter den. Hun sagde så mange ting, som jeg bare blev utrolig glad for at høre. Interviewet kom ud på et sidespor og hun fortalte, hvordan man kan undgå at blive hijacked. Og det gav pludselig mening, at jeg nogle gange føler noget – som alligevel ikke føles som “mit”. Når man bliver fanget af andres følelser, handler det om, at man mister kontakten til sig selv og “går over” i andre mennesker.

Så løsningen er, at mærke sig selv. F.eks. lukke øjnene – blive bevidst om egen vejrtrækning, og hvordan kroppen har det. Mærk for eksempel dine fødder.

Jeg har gjort det nogle gange siden. Og det virker. Lige i dag er jeg for eksempel helt ved siden af mig selv, fordi jeg står i en dum situation, hvor jeg ikke kan styre udfaldet – og jeg har ikke fået sagt ordentligt fra. Jeg har virkelig været på den anden ende. Og så hjælper det simpelthen at gå ind i mig selv – og mærke min krop. Det fede er også, at når man får kontakten til sig selv tilbage, så kan man også nemmere se, at man har et valg – at jeg kan vælge at gå fra festen. jeg kan vælge at afbryde et samarbejde eller et venskab, hvis jeg føler, det ikke er godt for mig.

Jeg indrømmer, at jeg overhovedet ikke er objektiv. For jeg synes allerede at manden bag sundhedsrevolutionen gør et stort og fantastisk arbejde. Så jeg er muligvis lidt blind. Men Pretty Ink har sendt mig den seneste udgave af “Herrerevolution”. En mad- og sundhedsbog – nu til mænd.

Her er bogen til den slatne mand. Ham der har bløde arme – og også ind i mellem bliver lidt blød længere nede. For faktisk er der er en klar sammenhæng mellem rejsningsproblemer og en mands sundhedstilstand. Så der er rigtig mange gode grunde til at kaste sig over denne bog – og begynde at indtage det som nogen kalder “kaninfoder”.

Bogen kommer i dybden med hvorfor mad gør en forskel – ja hvorfor mad gør FORSKELLEN! Nogle gange kan det være en stor hjælp på vejen, hvis “hjernen” lige får forklaret, hvorfor man skal kaste sig ud i en livsstilsændring. Og så er der Umahro-opskrifter. Jeg har alle hans øvrige kogebøger stående på hylden. Jeg har haft rigtig mange kogebøger – men det er hans mad, jeg har lavet mest. Igen og igen. Ikke bare til stor begejstring for familien – men også gæsterne. For maden smager fantastisk – også selvom den er sukkerfri og fyldt med alt den næring, som din krop ønsker sig.

Så – hvis du ikke er færdig med julegaven – så køb denne bog til mændene i dit liv. For hvem vil ikke have power, potens og styrke?

Du kan blandt andet købe den her.

Hvorfor er det egentlig så slemt at pille lidt ved grøntsagerne, så de for eksempel bedre kan tåle kulde eller ukrudtsbekæmpere?

Se den her film – og jeg tror ikke, du nogensinde har lyst til igen at putte noget i din indkøbskurv, der indeholder genmodificerede afgrøder.

 

 

Jeg går rundt og er helt vildt benovet over, hvor mange danse grøntsager, man kan få på denne årstid: Palmekål, hvidkål, blomkål, rosenkål, fennikel, rødbeder og meget mere. Jeg er vild med grønkål. Den er fyldt med så mange godter. Det er ren, nordisk powerfood. Jeg bruger den mest til at lave juice af. Her var eftermiddagens skud grønkål med citron og mango.

Mine aftaler falder også fra hinanden. Og når jeg sætter mig foran computeren bliver jeg stiv i nakken. Så min dag i dag blev næsten ledig, besluttede jeg at tage på date. Med mig selv. Rammen blev Sofiebadet på Christianshavn. En gammel badeanstalt. Jeg var i Sauna og japansk bad (basalt ser i karbad i en trætønde). Men det absolutte højdepunkt var en hamambehandling. Jeg blev sæbet ind, masseret og skrubbet. Jeg følte mig som et lille barn, der fik en meget kærlig behandling. Det var lige det jeg havde brug for. Jeg fandt hjem til min krop igen. Og fik slappet helt af.
Og så fik jeg til sidst en kop grøn te. On the house!

Ps. Overvejer meget at lave at særarrangement for nybagte mødre derinde. Slynger og hamam må kunne kombineres. Det er virkelig forkælelse til nye mødre, der giver så meget kærlighed

Jeg har lovet mig selv at passe bedre på min krop. Især i disse uger hvor jeg mærker en knugen i brystet, fordi jeg har mere at se til, end jeg egentlig kan overskue. Jeg er kommet i gang med at gå lidt og lave de fem tibetanere. I dag har jeg hele dagen gået og hungret efter at lave mine yogaøvelser. Det var helt vildt fantastisk. Og endnu mere fantastisk var, at jeg endelig lyttede til det min krop bad om. Jeg havde simpelthen yoga-abstinenser. Det synes jeg selv er ret imponerende, når nu jeg faktisk gik i gang for halvanden uge siden. Men jeg tror egentlig det handler om, at trods alle mine afveje, så er jeg tæt på mig selv. Jeg kan godt mærke, hvad min krop har brug for, fordi jeg har øvet mig så mange gange i at forstå, hvad det er min krop egentlig fortæller mig. Så hurra for yoga-abstinenser.