Jeg havde glemt dig. Dagene hvor alle syntes at være nogle kæmpe store klaphatte – og den lille, snigende angst, der gør dage lidt tungere og rigtig mange ting lidt mindre overskueligt. MEN … siden du var på besøg sidst – for over tre år siden – er jeg jo blevet klogere. Jeg ved, at du kan være udtryk for hormonel ubalance, OG at man faktisk kan gøre noget ved det – for eksempel ved at ændre på kosten. Så du kan vente dig PMS – jeg har tænkt mig at bekæmpe dig med kniv og gaffel. For hold nu kæft – hvor har jeg bare overhovedet ikke savnet dig!

Jeg har nogle gange skrevet om toget (f.eks. her.)… Toget der kører derudaf og mig, der halser efter. Jeg er stået af toget. Nåede at blive småsyg (og rask igen). I takt med at tempoet er blevet mindre hæsblæsende er kreativiteten kommet igen. Eksperimenterne i køkkenet, ideerne – og ideerne – de vælter frem. Til artikler, business, business og bøger.

Men torsdag og fredag var jeg helt flad. Ugens deadlines var overstået – så jeg kunne endelig give slip. Og det gjorde jeg så. Torsdag kunne jeg ikke arbejde. Hver gang jeg bare tænkte på at sætte mig foran computeren for at skrive, fik jeg kvalme. Fredag havde jeg det lidt bedre.
Men arbejdet foregik på sofaen under min dejlige dyne. Jeg ELSKER min sofa og min dyne.
Jeg er gået tidligt i seng – og min krop fortalte mig faktisk også, at jeg havde brug for masser af grøntsager, gode fedtstoffer og vand. Når jeg har meget travlt, mister jeg fornemmelsen af min krop (højst sandsynligt, fordi jeg vælger at overhøre den) – og så kan jeg heller ikke rigtig mærke, hvad jeg egentlig har brug for. Så velkommen tilbage til den!

Hvordan plejer du dig selv efter en travl periode?

Kan du huske den svenske film  Lilja 4-ever . Det kan jeg – og faktisk kan jeg meget let genkalde følelsen, jeg fik indeni, da jeg så den. Der er elementer af angst, afsky, afmagt og lyst til at kaste op. Jeg døde lidt indeni. Jeg krøllede sammen. Det var næsten ikke til at holde ud at se filmen og vide, at den lå tæt på den skindbarlige virkelighed. Hvis du smutter forbi Halmtorvet, kan du live se nogle af de kvinder, der lever som sex-slaver. Formentlig er der også kvinder og børn, der er ofre for human trafficking i Danmark.

Lad os lige se på de hårde fakta:

Der er på verdensplan konservativt estimeret over 12 mill. ofre for tvangsarbejde, hvoraf de 2,4 mill er ofre for human trafficking. Da det er et fænomen, der opereres i det skjulte og under mange former for manipulationer og trusler, er dette tal af mange vurderet som langt fra dækkende. I Danmark handles både kvinder, mænd og børn, men vi kender på nuværende tidspunkt mest til handlede kvinder, der tvinges ud i prostitutionsarbejde.
Heldigvis er der nogen, der lige nu arbejder for at gøre en forskel for de kvinder. People4People er en non-profit-organisation, der lige arbejder for at sætte fokus på human trafficking.

Så hvad kan du og jeg gøre?  Nadja Kalnæs og Marianne Jegård Møller er initivtagerne bag non-profit foreningen People4People, som d. 12 nov åbner dørene for ca. 1.000 gæster til en spektakulær gratis event, Not4Sale .
Formålet med Not4Sale er at give de mange gæster unikke sanseoplevelser fra scenen med musik, dans og information, og samtidigt øge opmærksomheden på, at mennesker handles og udnyttes for profit af skruppelløse bagmænd – også her i vores lille velfærdsland.

Eventet støttes af en række dedikerede ambassadører, som jeg har nævnt, artister og 5 af Danmarks nøgleorganisationer inden for dette felt, Reden International, Safe And Alive, Exit-Danmark, Hope Now og CFI-Nordic, samt den statslige organisation, Center mod Menneskehandel.

Billetterne fås GRATIS lige her.

Du kan også finde People4People på facebook.

Jeg har i mange år interesseret mig meget for social arv – både privat og fagligt. Jeg har især interesseret mig for, hvad der skulle til for at bryde den. For statistikkerne fortalte, at jeg ikke burde være, der hvor jeg er. Men min terapeut fortalte mig engang, at problemet med de undersøgelser, der bliver lavet om social arv, ofte tager udgangspunkt i folk, der har det skidt som voksne. Man spørger dem (og ser på), hvor de kommer fra, hvilken opvækst, uddannelse etc. de har. Men hun fortalte mig, at der var flere undersøgelser i USA, hvor man bare spurgte et bredt udsnit af befolkningen, hvilke kår de var vokset op under. Og så blev billedet pludseligt et andet. Rigtig mange succesfulde og lykkelig mennesker har haft svære kår, mens de voksede op. Det gjorde mig glad – for ind i mellem har jeg følt mig dømt ude. Men heldigvis ved jeg i dag, at jeg har resurserne til at være lige der, hvor jeg gerne vil være. I hvert fald det meste af tiden. Bare se på Oprah?!

Jeg har tit tænkt på, at skrive en bog med interview med mælkebøttebørn.

Og så giv mig lige nogle flere eksempler på mælkebøttebørn?!

For et års tid siden sad jeg til en coachingsession hos Rudi Narine fra Mindjuice. Det gik op for mig, at jeg var pivflov. Jeg skammede mig så sindsygt over min historie. Jeg var flov over, at jeg i omegnen af 13 gange er troppet op psykiatrisk skadestue, fordi jeg var bange. Jeg var så bange for mig selv og hvad jeg kunne finde på at gøre derhjemme på 4. sal med knive i skuffen. (Og det er jo sådan lidt svagpisser-agtigt at have så lidt kontrol over sig selv, at man er bange for, at man gør dumme ting, ikke?!) Jeg var flov over, at jeg flere gange havde været indlagt på åbne, psykiatriske afdelinger, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere alt den angst og de mørke, mørke tanker, jeg havde i mit hoved. Jeg var flov over min opvækst – at min (første) mor drak – at min far var sindsyg og ja – misbrugte mig. At de begge valgte at forlade livet, før jeg startede i skole. Og da jeg sagde det højt, gik det op for mig, at jeg ikke havde noget at være flov over. At det ikke skræmmer folk væk – at folk ikke tænker, at jeg er tosset (og at hvis det så skræmmer nogen væk – og de synes, jeg er tosset … så kan jeg ikke gøre noget ved det – og det er helt fint). Rudi spurgte, hvad jeg tænkte om Eckhart Tolle (som har en temmelig heftig psykiatrisk historie – og jo i dag er en spirituel mentor rigtig mange) Og det gik op for mig, at jeg tværtimod havde så sindssygt meget at være stolt af:

1. Midt i alt mørket fik jeg sgu alligevel en uddannelse, fik dejlige venner og mødte min mand.

2. Jeg identificerer mig ikke længere med min barndom. Jeg har fundet ud af – at jeg ikke ER min barndom.

3. Jeg har fundet ud af at rumme hele mig – og give plads til de følelser, der nu engang er. Uden at jeg liver bange.

4. Jeg har fået vendt følelsen af, at verden er i mod mig (og lidt ond) til at universet vil mig det bedste.

5. Jeg tør dykke ind i de rigtig mørke afkroge i min bevidsthed.

6. Jeg har fundet ud af, at inden bag svigt på svigt er der noget, hvor det er fuldstændig ligegyldigt, hvilken opvækst, jeg har haft. Det er mig – essensen.

Hvad er du stolt af?

Du har jo nok opdaget, at jeg synes det er spændende at udforske det “alternative”. Og en af de ting, jeg arbejder meget med er hvordan jeg tager beslutninger. Jeg har tidligere fortalt, at jeg er begyndt at slå hjernen fra og tage beslutninger med min mavefornemmelse. Jeg lukker øjnene og forestiller mig valgmulighed 1 – og dernæst den næste valgmulighed osv osv. Hvad føles godt? Hvad giver ro?  Nogle gange er der for meget støj til, at jeg rent faktisk kan mærke, hvad det er rigtigt. For eksempel hvis jeg er stresset – eller jeg bare ikke lige tør mærke svaret.

Jeg har en meget klog veninde, der ind i mellem giver mig nogle redskaber. Det er også hende, der et par gange om måneden lægger tarotkort for mig (prøv det – det er så spændende). Så ind i mellem gør jeg også det, at jeg skriver mine valgmuligheder ned på nogle stykker papir (én på hvert stykke papir). Jeg placerer dem på gulvet foran mig, og så lukker jeg mine øjne – og går hen til det første stykke papir (jeg har lagt dem med bagsiden opad – så jeg ikke kan se, hvad der står på dem) og mærker, hvordan det føles i kroppen – og det gør jeg også med de næste stykker papir og mærker osv osv.  Jeg synes, det lyder flippet – men jeg har nogle gange blandet bunken igen – og det viser sig, at det er det samme stykke papir (=løsning) , der føles rigtigt.

Hvordan tager du beslutninger?

- At jeg ind i mellem tror, at folk ikke gider “lege”, fordi jeg er blevet (lidt) tyk. Når jeg siger det højt, så kan jeg godt se, at det er absurd. Jeg vælger jo ikke venner ud fra, hvad de vejer! Mit indre tæskehold mener faktisk, at folk nok ikke kan tage mig seriøst, nu når mit BMI er landet på den “forkerte side” og min røv har brug for en str. 46. Selvom hverken tæskeholdet eller andre dele af mig, kunne drømme om at have det sådan med andre … Jeg er faktisk helt forskrækket over, at det er sådan, at jeg har tænkt om mig selv de seneste måneder.

- At jeg ind i mellem (TIT)  hellere vil være sammen med en bøtte is (og chokolade fra Summerbird)  end venner, min mand eller mine egne børn. Det er klart udtryk for, at jeg har kørt mig selv for hårdt … eller bare har været for lidt sammen med mig selv. Så jeg vil snart lave nogle dates med mig selv, så jeg kan få nogle timer for mig selv uden børn.

Jeg siger det højt, fordi jeg gennem hele mit vokseliv har erfaret, at når jeg deler de ting, der er svære … så fylder de mindre. Når jeg går rundt med dem selv, så vokser de gigantiske. De bliver hovedløse monstre, der hærger. Men når jeg tager dem frem i lyset, så bliver de bitte bittesmå!

Jeg siger det ikke, fordi der er nogen, der skal sige det modsatte. Men for at fortælle, at jeg (også) har det sådan.

Så i dag vil jeg helt i Andra Baks ånd rose mig selv for:

1. At jeg fortæller ærligt, hvordan jeg har det!
2. At jeg vælger at gøre noget ved mine problemer
3. At jeg næsten altid kan se, hvad det er, jeg skal lære af de udfordringer, jeg møder på min vej!
4. At min krop bare er skide god til at fortælle mig, når jeg er på afveje!

En update på Arns intolerancer. Det er nu fem uger siden, vi fik at vide, at der er 14 ting, han skal undgå i tre måneder. Derudover er han kommet på en cocktail af bomstærke mælkesyrebakterier (100 milliarder per dosis), koncentreret fiskeolie og så selvfølgelig vitaminpille, d-vitamin og grapefrugtkernekstrakt. Og jeg kan sgu ikke få armene ned. Han har ikke været snottet eller syg i fem uger. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Han er stadigvæk meget nemmere at putte, sover bedre og nogle gange endda også længere om morgenen. Han er sjovt nok også holdt op med at blive ked af det, når vi afleverer ham om morgenen. Det skete få dag efter, han var kommet  i gang med den nye diæt.

Hurra!

Men nu til noget andet. I går modtog jeg Andrea Baks bog “Slut fred med din krop”.

Jeg blev færdig med den klokken 9.30 i dag. Jeg tudede de første 40 sider – og følte, at hun skrev om mig. Bogen handler om, hvordan hun blev sund og fik slukket det indre tæskehold, der gennem hele hendes liv, havde fortalt hende, at hun var tyk – også før hun rent faktisk blev det. På papiret er hun stadigvæk overvægtig – men hun har flere lægers ord for, at hun nu er sund. Hun er glad, dyrker motion, spiser varieret, kan mærke sig selv og sin krop. Hun tager varer på sig selv.

I bogen gør hun op med fedme – som noget selvforskyldt vi alle må pege fingre ad. Vægttab er gjort til underholdning på diverse kaneler – og det er tæt på tilladt at pege fingre at tykke mennesker, der drikker sodavand, spiser is eller pizza. Og jeg indrømmer – at jeg har tænkt det samme. Hvorfor spænder de ikke lige hjelmen? De bliver jo ikke mindre fede af at spise is. Men det ved de jo godt. Det er i bund og grund ikke raketvidenskab. Ligesom jeg også godt ved, at hvis jeg skal være slankere, så skal jeg dyrke mere motion og holde op med at overspise. Men sandheden er, at det handler om noget andet. Hvad nu hvis fedme er ligeså meget udtryk for en spiseforstyrrelse som anoreksi? Men dem peger vi jo ikke ad eller sviner til (hverken “offentligt” eller i hovedet), vel?! Og de er i hvert fald ikke genstand for et underholdningsprogram, som Andrea så fint pointerer i sin bog.

Jeg er for første gang i mit liv overvægtig på papiret (har nok været det længere – da jeg er meget spinkelt bygget). For hver gang jeg har tabt 5 kilo –tager jeg 6-7 stykker på. Og det er altså ingen overraskelse. Jeg ved lige, hvordan det er sket. For mit eget vedkommende handler det om, at mad er et middel til at stresse af og bedøve. Og mit indre tæskehold lever i bedste velgående. Jeg skal nemlig være den bedste til det hele (den er svær, ikke?) – og skal fandme lige tage mig samme! Jeg er pisse træt af mig selv. Og skammer mig. Og så skammer jeg mig over at skamme mig!

Andreas bog har fået mig til at indse, at jeg ikke kan gøre det her alene. Jeg skal have hjælp. Faktisk er det noget jeg må. For jeg ved godt, hvad jeg skal gøre – men jeg gør det ikke.

Jeg drømmer om, at:

1. Dyrke regelmæssig motion

2. Have det godt med min krop, som den er.

3. Stoppe med at overspise

4. Holde op med at spise ting, som jeg ikke kan tåle.

5. Tænke godt om mig selv og min krop

6. Lukke kæften på mit indre tæskehold.

7. Få min bag til at være i  en størrelse tøj, der kan handles i almindelige butikker.

Hvordan har du det med din krop?

Det er ganske enkelt en revolution. Bare for et par år siden så jeg sygdom som noget tilfældigt, jeg ikke rigtig var herre over. Jeg vidste dog godt, at god mad kunne gøre en forskel. Men som udgangspunkt var jeg offer for sygdommen. Jeg blev bare ramt, når der tilfældigvis blev ramt af influenza. Ligesom jeg bestemt heller ikke så mine tidligere mentale udskejelser som noget, jeg som sådan kunne ændre med min livsstil.

I dag ved jeg, at jeg selv kan gøre en kæmpe forskel. Det er på den ene side fantastisk, fordi jeg kan gøre noget selv. Jeg kan ændre mit liv, mine vaner, min mad – så jeg styrker (eller svækker) mit mentale og fysiske helbred. Jeg er ikke offer for diverse sygdomme. Det er min krops måde at tale til mig på. Den fortæller mig for eksempel, at jeg er stresset, at jeg har for lidt til mig selv, at jeg skal justere min mad – eller min motion. Det var også min krop, der talte (meget højt), da jeg i mine 20′ere kæmpede med humørsvingninger og angst.

Det betyder ikke altid, jeg lige gør det.  Af samme årsag er det også pisse træls. Tænk at det er  min egen “skyld”. Mit helbred er mit eget ansvar. Det forpligter. Når jeg så bliver syg, forsøger jeg at finde ud af, hvad “beskeden” er. Det er ikke altid det står lysende klart – men for det meste ligger det lige for, hvad min krop fortæller!

Hvordan opfatter du sygdom?