Og så blev det juleaften. Eller i hvert fald dagen hvor jeg skulle holde min første workshop nogensinde. Jeg var temmelig spændt og nervøs. Sov elendigt i nat og er helt smadret nu. Men jeg synes, det gik godt. Min tidsplan holdt (pyha!). Jeg huskede teknikkerne – og det jeg skulle sige og min tunge slog kun ganske få knuder! Alt i alt gik det som jeg havde håbet.

Og så vil jeg ikke sige så meget andet andet en juhuuu. Tænk at jeg gør det, jeg vil. Og her er lidt billeder fra workshoppen.

PS! Der er stor fare for, at jeg får alvorligt mange børn. Jeg vil møde så mange nuttede babyer, at mine æggestokke vil rasle øredøvende højt!

Jeg får lyst til at synge: I morgen er det juleaften …! For i morgen så er min slyngebix for alvor åben. I morgen holder jeg den første SlyngeSkole-workshop. Hold nu k*ft hvor jeg glæder mig. Det er så kæmpe stort, at jeg fik ideen og så sprang ud i det bagefter. Sådan her så mit stuegulv ud til aften:

8 bunker med strækvikle, fastvikle, ringslynge, øvevikle (til at lære knuder) og så prikken over i’et: en lille Disana-klud, som skal bruges til nakkestøtte.

Jeg er spændt på, om jeg rammer folk, om de går hjem med de ønskede – og jeg husker det hele … eller går helt i sort! Så jeg vil visualisere, at det går godt. Jeg har altid scoret topkarakterer til mundtlige eksaminer … det skal nok gå (siger jeg til mig selv, mens sommerfuglene blafrer rundt  maven).

Det roder i mit hjem. I min økonomi og ikke mindst i min mad og alle mine planer. Bunken af kurverter er vokset. Det er min indbakke også (858 mails – de er dog læst og besvaret) og mængden af nullermænd også blevet enorme.
Derfor er jeg så stille.
Jeg har bare haft lidt for meget at se til. Og så går mine planer ikke som de skal, og så holder jeg op med at planlægge. And then we have chaos!
Jeg er elendig til ikke at have en plan. Så nu vil jeg brug ledige stunder de kommende dage til at lave en “genopretningsplan”.

Kender du følelsen af at halse efter toget? Sådan har jeg det lige nu. Så nu prøver jeg lige at hoppe af og tage det næste tog. Hvad gør du, når kaos melder sig?

And the good neews: jeg holder den første slyngeworkshop med Slyngeskolen på torsdag. Jeg glæder mig sindsygt meget til at dele mine erfaringer og viden med 8 gravide og nybagte mødre. Faktisk kan jeg ikke få armene ned! Der er nemlig kun en enkelt ledig plads til forpremieren, hvor prisen i øvrigt er under 1/3-del af hvad den bliver fremover. Så hvis du gerne vil lære at bruge slynger, så se mere under “begivenheder” på Slyngeskolens facebookside Her.

Over and out!

Vi havde egentlig sat os ud i bilen. Men så kom posten med den her:

Rebecca Persson har begået denne bog, som guider dig til en grønnere og sundere hverdag med baby. Den er oven i købet også smuk og er meget nem at gå til. Og til min store lettelse, så er der gode råd til forældre, der praktiserer Baby Led Weaning.
Jeg må jo konstatere, at når vi sidder end en 2-årig med 14 intolerancer og et immunforsvar, der hænger i laser, så er der noget at lære.
Tak til Rebbecca Persson for at sprede viden, som bare er så vigtig. Og ikke mindst får integreret videnskaben med de gode muligheder som den “alternative” verden byder på!
Og så tjek lige hendes blog ud. Der er så mange fede give aways og inspiration.

Jeg elsker at besøge Pam’s Lovely Mealbox på Frederiksberg. Maden er simpel, lækker og til at betale, og så kan jeg tåle den. Der findes dog også syndige fristelser som en afsindig lækker chokoladekage. Men den ene af de damer, der står bag Pam’s, er Maya! Og Maya har begået disse to små hapsere sammen med Fru Kernesund:

Jeg har allerede købt bøgerne. De næste 14 dage kan du få begge to for 127. Og om du er kernesund eller ej – er ligegyldigt. Hvis du elsker lækker, nærende mad – så er det vel bare en bonus, at den er sukkerfri?

Du køber dem lige her. Og faktisk får du da lige et par opskrifter inden – så kan lure, om du rent faktisk vil købe bøgerne.

Jeg lover dig. Maya vil du se mere til. Mums!

Så er vi nået til næste afsnit i føljetonen om Arns mave og mulige intolerancer. Som du måske læste her, så tog vi ham til lægen, der ikke ville undersøge ham. På trods af kronisk snot og tynd mave, mente han, at han var for rask til at undersøge for ngoet som helst. Vi valgte derfor at bruge de penge, vi ikke har til at få undersøgt ham på Nordic Clinic for fødevareintolerancer.

Hele 14 fødevarer reagerede han på og ikke lige dem, som vi selv havde regnet med. Jeg takker hermed lægen. Ellers kunne vi have udelukket mælk herfra og til … ja. Uden, at det formentlig havde gjort en forskel. De mente, at hans immunforsvar var ret stresset, og han muligvis havde ubudne gæster i form af mikroorganismer som for eksempel svamp. Jeg er lykkelig for, at jeg holdt fast i min fornemmelse, mens alle andre sagde: jamen det er normalt, at de er så snottede!

Så nu er han på diæt uden blandt andet æg, rejer, banan og tomat. Og lægenerklæringen er under udarbejdelse og børnehaven forbereder sig og har indvilliget i, at vi i denne uge giver ham madpakke med, og så er de klar på mandag med særlig mad til ham.

Lige i øjeblikket lærer jeg vigtige lektioner om at kende mit eget værd. Inden i mig bor hende her stadigvæk.

Jeg er vel omkring fire år. Jeg havde fået lov at prøve den her kjole af en veninde. Vi var røvfattige. Hvad du ikke kan se er mine totalt slidte røde, træsko. Nok ser jeg glad ud. Men Nadia fire år boede sammen med en mor, der drak i lange perioder. Og hun havde en far, der var mester i at yde førsteklasses omsorgssvigt. Detaljerne kan du få en anden god gang. Jeg føler mig ikke længere som et offer for min fortid. Jeg føler mig stærkere. Det er den, der har gjort, at jeg er den, jeg er i dag. Og det er jeg glad for.

Men Nadia fire år bor stadigvæk indeni mig. Så når nogen viser, de kan lide mig, så bliver Nadia fire år (stadigvæk) så skide taknemmelig og overrasket. For Nadia fire år tror simpelthen ikke, at hun er et bekendtskab værd.

Men det er jeg. Men ind i mellem GLEMMER jeg, at vise Nadia 4 år, at hun er den sejeste lille tøs – at hun fortjener alverdens respekt og kærlighed. Og lige der – når JEG glemmer hende, så er det, at jeg falder i “fælden” – at jeg finder mig selv i et venskab, et samarbejde eller lignende, hvor ligeværdigheden og den gensidige respekt er ikke eksisterende.

Så tak lille pige, fordi du viser mig vejen.

Hvad lærer dit indre barn dig?

Trommehvirvel (det skal du så forestille dig!). Vinderen af disse lækre bukser fra FUNCH made with love er kommentar nummer 4 – Christina. TILLYKKE!

 

Send mig fluks din adresse på: nadia@clausenogkonen.dk. Så sender jeg dem i løbet af næste uge til dig.

Det her billede er 2 år, 2 måneder og 21 dage gammelt. Det er fire dage efter Arn er født. Det er første gang, jeg holder ham i mine arme, siden vi  kørte fra vores hjem i ambulance til nærmeste sygehus, fordi Arn fik for lidt ilt, døde og blev genoplivet.

Han lå kølet ned i tre døgn, fik morfin, anti-krampemedicin, penicillin og oceaner af kærlighed. Aldrig i mit har jeg været så dedikeret og fokuseret på noget. Jeg vidste, at han skulle præstere noget ekstraordinært. Han skulle komme sig over 10 minutter uden ilt – han skulle hele sig selv efter at have været død og kommet tilbage til livet. Jeg talte til ham, mens han lå der med slanger overalt. Jeg fortalte ham, hvor fantastisk hans krop var – at han kunne lave sig selv. Jeg fortalte ham at det han oplevede lige nu slet ikke var det liv, der ventede ham. Og han fik kæmpet sig tibage til livet. Vi holdt ham tæt – gav ham hud mo hud-kontrakt og brugte slynger i stort set alle sammenhænge det første halve år.

Det her er Arn i dag. Uden mén. Glad, harmonisk, nysgerrig og fræk.

Jeg kan skrive mange sider om frygt, om det svære i at finde balancen mellem at passe på sit barn og passe på sig selv.Om angsten for at miste sit barn – om angsten for at miste et “raskt” barn.

Jeg får lyst til at fortælle det her, fordi jeg i noget tid ikke har været særlig rummelig over for Arn. Jeg oplevede ham som besværlig. Mens Sejer var nem. Men Arns viste mig noget. Han viste mig, at selvom vi har talt meget om de dage både med hinanden i familien og med professionelle folk – så siddet det der stadig. Og i noget tid har sorgen sat sig i vejen. Den har spærret for at min kærlighed kunne flyde over til ham. Den har spærret for at være sammen med ham i nuét. Jeg kan ikke forklare det logisk. Men jeg kan bare mærke, at efter jeg var på “rejse” med klassisk musik (= Musikterapi) med Julie Krøier så flyder kærligheden til Arn igen. Ren og ubesværet. På min rejse fløj jeg med Arn over en eng, vi kiggede efter mus og lavede “engle” i det høje græs. Jeg blev også taget tilbage til det øverste billede – og jeg græd.

Og jeg bøjer mig i støvet for de store ting, der sker i kroppen, når livet slår os omkuld. Og at alt der synes besværligt og anti-flow er en besked. Frustrationerne og den manglende rummelighed var en besked om at der var noget, jeg ikke var helt færdig med.

Tak.

 

Da jeg er en kvinde, der for alvor er styret mine følelser, har jeg ind i mellem brug for lige at huske mig selv på, at “i går” rent faktisk var bedre. Det gælder sådan set alle aspekter i mit liv. Men jeg er blevet bedre til at virkelig mærke, når jeg har det godt, og det betyder, at min krop er begyndt at huske – at når jeg så ind i mellem (meget sjældent) lige har fået trykket på nogle knapper, der giver en lidt blå dag, så kan jeg godt huske, at det går over. Også med kroppen.

En anden ting er så min business. Som jeg har skrevet før, så er jeg en idégenerator. Og kombinationen med at være styret af følelser er nogle gange en udfordring. Når jeg en sjælden gang møder skepsis eller undren over mit slyngeskole-projekt, kan jeg godt blive slået ud af kurs. Og jeg kan helt glemme alle de appelsiner, der er faldet direkte ned i min turban – helt af sig selv. Jeg glemmer, at jeg aldrig har gjort noget i mit liv før, som har føltes så nemt og rigtigt, og at jeg hele tiden møder de rigtige mennesker, så der opstår muligheder, der tager mig et skridt videre.

Jeg har fået lidt hjælper af hende her tl at sætte mål. Og da jeg talte med hende i går, gik det op for mig, at jeg jo skulle lave et flowboard (det er et selvopfundet begreb – inspireret af “visionboard”). På en opslagstavle på mit kontor, skal jeg hænge billeder op af ting, der husker mig på, hvorfor SlyngeSkolen er det rigtige og hvor meget støtte jeg faktisk har fået i det her projekt.

Billede følger sidst på ugen .

Ps. Husk lige at du kan vinde de her lækre bukser til dine unger her fra FUNCH made with love.