Nu skriver jeg det. Det er en varm kartoffel. Og jeg siger ting højt, som jeg synes er svært. Men det er sandheden! Og det er langt!

Vi bor i Albertslund – og vi bor i et af Danmarks dårligste skoledistrikter. Som i – vores lokale skole hører til blandt de 10. dårligste af ALLE folkeskoler i hele Danmark. Det er noget af en bedrift. Min bror bor også i Albertslund – og dengang de valgte den lokale, private lilleskole til deres barn, synes jeg, de solgte ud. Totalt. Jeg blev så vred på dem. Jeg synes, de var asociale, når de pointerede, at de ikke ville ofre, deres barn. Og jeg sagde – men I vil gerne have et velfærdssamfund – men I vil ikke investere og være en del af det? I er med til at udvande folkeskolen!

Nu står vi i samme situation. Jeg har i dag skrevet vores børn op til den lokale, private lilleskole og Michaelskolen i Herlev. Jeg har tænkt meget over det og desværre nok for længe til, at vi kan nå at få Arn optaget (han er 2 år). Men jeg er villig til at flytte!

Jeg synes stadigvæk, det er et svært valg – for jeg synes sgu, at folkeskolen er en god ting. Og jeg vil gerne være med til at bidrage til samfundet. Men jeg vil ikke ofre mine børn. Ja! Jeg bliver virkelig asocial, når jeg hører om vilkårene (direkte fra forældre, der har børn der) i den lokale folkeskole. Men det er et politisk problem. For i vores kommune tør politikerne ikke lægge skoledistrikterne sammen. For i vores by er vi delt op. I “nord” på de velfungerende middelklasse kernefamilier – og i syd – ja der bor der rigtig mange familier, der har svært ved at få tingene til at hænge sammen.

Og så er der Lange Eng, hvor jeg bor. Man kan se i statistikkerne da vi flyttede ind herude (cirka 100 voksne og ligeså mange børn) flyttede ind kunne man se det i statistikkerne. For i Lange Eng bor 10 procent af samtlige akademikere i Albertslund. Vi er en ghetto af veluddanede og resursestærker mennesker. Vi bor i “nord” – men hører til skoledistrikt syd. Men rigtige mange herude har valgt den  lokale folkeskole – og den lokale rektor har endda besøgt os. For de vil rigtig gerne have, at vi vælger dem. Og de fleste har rent faktisk sagt ja tak til den lokale folkeskole. Erfaringerne er blandede. Der er endda tale om at lave en privatskole, for det er umuligt at komme ind nogen andre steder – uanset om det er en folkeskole eller privatskole.

Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil satse mine børns uddannelse. Det VIL jeg bare ikke. Nul!

Vi ved, at normaltbegavede børn får svært ved at klare en gymnasieuddannelse (og dropper ud), hvis de ikke har lært det de skulle i folkeskolen! Jeg føler mig asocial og legusterhæk-agtig. For hvad kan det ikke ende med? At b-holdet bliver sendt i folkeskole – og a-holdet går i privatskoler?

Men vi ved også – at børn, der vokser op i socialbelastede hjem – rent faktisk godt selv kan komme godt ud af det og hoppe op af den sociale rangstige, HVIS de undervejs møder nogle voksne mennesker, der viser dem vejen. Vi VED, at folkeskolen kan gøre en kæmpe forskel – og det gør den også nogle steder, mens den andre steder ender som vores lokale – at hænge i en offentlig gabestok som en af de ringeste folkeskoler i de danske kongerige.

Så jeg vælger at kaste bolden over til politikerne – og siger – hvis vi skal sende vores børn i folkeskole, så skal det bare være bedre.

Der skal sættes resurser af til at løfte skolerne, så de magter at løfte børnene.

Følgende samtale fandt sted her til aften efter Arn flere gange spurgte, hvor gammel jeg var.

Mig: hvor gammel er du?
Arn: jeg er 2 år.
Mig: i virkeligheden er du nok ældre end mig. Du har en gammel sjæl.
Arn: jeg har en is.

Og jeg mener det. Det er nok ikke til dig. Men måske er det din svigermor, en sundhedsplejerske eller en anden “voksen” du har mødt. Hun har sagt til dig, at du forkæler dit barn, når du “hele tiden” har det i dine arme.

Måske hun også synes, det var lidt noget rod, at du brugte slynger til lure, eller at din baby ofte falder i søvn i dine arme – eller at din 1-årige “stadig” sover i samme seng som dig. Hold nu kæft til alle, der siger, at du forkæler dit barm, når du giver det fysisk nærkontakt, omsorg, ubetinget kærlighed og afsindig meget opmærksomhed.

Fysisk kontakt, nærvær og omsorg er et grundlæggende behov hos børn – på lige linje med mad. Det kan ALDRIG blive forkælelse. Det kan ALDRIG være forkert eller noget rod – medmindre det ikke fungerer for DIG!

Så er det sagt!

Jeg er egentlig god til struktur, der begrænser min kreativitet – men jeg har opdaget en slags struktur, der rent faktisk sætter mig fri. Nemlig målsætning og planlægning.

De kommende 6 uger bliver lidt mere travle, end jeg måske nok synes om. Kontoen skriger  (HØJT!) på penge, så jeg skriver på livet løs samtidig med, at jeg skal lave de sidste (mange) ting færdige til lanceringen af Slyngeskolen (jep – det er navnet – og ja – så har jeg jo også et “lille” projekt med Umahro Cadogan, der handler om at hjælpe andre mødre med at spise sig til en bedre graviditet og barsel. Lige nu er vi i gang med at skrive to e-bøger med udgivelse 3. oktober og til januar holder vi workshops. Hov – og så er jeg faktisk også lidt på barsel.

Så – realtisk målsætning. Jeg har prøvet det før. Det virker bedre at sætte et mål, der hedder at gå en tur på 45 minutter tre dage om ugen – og så rent faktisk nå det – end at sætte sig et mål, der hedder hver dag – og så ikke nå det. Faktisk betyder sidstnævnte for mig i stedet, at jeg så ofte overhovedet ikke får gjort det. Men som et “alt eller intet”-menneske – er det en udfordring at sætte målene laver end mit ideal. Kender du det?

Heldigvis er det knapt så svært i mit arbejdsliv. Det er totalt befriende, at jeg har lavet den vildeste detailplanlængning at de kommende uger. Hvert projekt har fået sin egen farve.

Og jeg har gjort god plads til udforudset snot hos ungerne, at manden får hastejobs eller at jeg bare har brug for tid på sofaen. Det fede er så, at når jeg ikke lige arbejder, så har jeg ikke denne her ulidelge følelse af, at jeg burde arbejde – for der er masser af det. Som selvstændig går jeg jo aldrig hjem. Men med mine nye farvelade-kalender – så holder jeg faktisk lidt fri, når jeg ikke har planlagt at jeg skal arbejde. Og så er det fantastisk, når jeg rent faktisk forud for mine planer (den følelse kan jeg slet ikke få, hvis jeg ikke laver den her slags planlægning – og som en vaskeægte stræber – så ELSKER jeg at være foran).

Jeg er jo i gang med at tage en slyngerådgiver-uddannelse i England. Og jeg har pløjet mig igennem en del materiale, der blandt andet handler om, hvordan man (JEG!) skal tale til og med sine klienter. Og kodeordet er det nogle af os kender som girafsprog eller ikke voldelig-kommunikation.

Udgangspunktet er, at vi alle sammen har brug for at føle os forstået og anerkendt. Vi skal lytte mere og i mindre grad forsøge at løse eller overtage andre folks problemer, følelser etc. Og det har inspireret mig – og faktisk ædt en del konflikter herhjemme.

Jeg er ofte blevet udfordret, når han bliver virkelig gal eller ked af det over i mine øjne små ting. Ind i mellem har jeg bare slet ikke kunnet rumme det og er blevet sur – og han er selvfølgelig blevet endnu mere ked af det. Og jeg indrømmer, at både Peter og jeg ind i mellem har sagt, at han skulle holde op med at græde … også højt. Jeg ved godt, at han VIRKELIG føler, at verden vælter, når han gerne vil noget, som ikke kan lade sig gøre lige nu eller hvis der er noget, han gerne vil – men som han ganske enkelt ikke kan. Men f*ck hvor er det svært at rumme nogle gange.

Det er gået op for mig, at det er fordi, jeg føler mig magtesløs. Jeg tror, jeg skal fikse det – og når jeg ikke kan fikse det, føler jeg mig udulig og ja … magtesløs.

Anerkendelse har vist sig at være et glimrende redskab. Når han bliver ked af det – for eksempel hvis jeg siger nej til noget, prøver jeg at sætte mine egne ord på hans oplevelse i stedet for at forsøge at “løse” situationen. F.eks. blev du ked af det, fordi jeg slukkede for Brandmand Sam – og du gerne ville have set noget mere? Det er i virkeligheden ganske banalt. Men det virker. Ofte forsvinder gråden og vreden med det samme.

Jeg tror, det hjælper, at jeg viser, at jeg forstår ham – og selvfølgelig også at jeg sætter ord på det, som han ikke selv kan. Og sjovt nok bliver jeg heller ikke selv frustreret.

Okay. Lige et hint først:

Hvis nu jeg siger, at jeg skal arbejde med noget, jeg VIRKELIG brænder for? Kan du gætte det?

Har du også prøvet at google ordet ’slynge’?

Det gjorde jeg selv for 2,5 år siden, mens jeg ventede mit første barn. Mængden af information var mildt sagt overvældende og uoverskueligt. Der var så uendelig meget af den. Men jeg blev betaget – faktisk nærmest forelsket. Det var der midt i passionen og de store mængder information, at frøet til min nye business blev sået. Tænk, hvis der var nogen, der kunne sortere og oversætte alt den information. Så det, der stod tilbage, var den viden, vi rent faktisk skulle bruge? Så endnu flere kunne få glæde af det fantastiske stykke værktøj, som slynger rent faktisk er. Og det er det, jeg vil!

D. 10/10 åbner jeg Danmarks (og vist nok også Skandinaviens) første slyngeskole.

Nu er det ikke længere hemmeligt!

Og om 13 dage tager jeg til England for at påbegynde en certificering som slyngerådgiver.

Som du måske har læst, har jeg fået læst mine hænder. Siden jeg skrev om det her,  har jeg faktisk fået en gang håndlæsning mere – dog hos Krumme, som har residens i Danmark. De sagde begge, at en af mine store udfordringer er mine mange ideer. De spænder ben for hinanden, så jeg får svært ved at nå mine mål. Ronelle sagde til mig (lidt bestemt), at det ville være en god ide for mig at lave en femårsplan – og så følge den uanset hvilke ideer jeg fik – og så ellers skrive ideerne ned i en bog.

Og som du måske også har læst her, så har jeg spurgt min omgangskreds, hvordan de opfatter mig. Det med ideerne går bestemt igen. Nogle vil måske kalde det at være iderig – andre flyvsk. Men hvor om alting er, så er det udfordringen, at når jeg får en ide, så føles det som en mest rigtige ide i HELE VERDEN. Min mor lavede altid lidt sjov med et – det gør min mand også. For i mange år har det været sådan, at jeg havde 3 uger-hobbyes. I tre uger strikkede jeg røven ud af bukserne og sad gad jeg ikke rigtig mere. Så blev det skiftet ud med at undersøge, hvordan vi kommer billigst på skiferie i Frankrig eller nyslået passion for det indiske køkken (yes – så er der KUN indisk mad i tre uger).

Og jeg tror også, at det er der min kilo ligger begravet. For mens jeg så går i gang med et forløb, hvor jeg bruger det kit jeg købte for halvandet år siden i forbindelse med en workshop med Ninka (Kernesund Familie) – så opdager jeg jo glæderne ved Rawfood. Så går der ged i mit blodsukker, fordi jeg helst endnu skal have en del kød – så går jeg på hulemandskost. Og så læste jeg lige Pernille Damores nye bog ‘Tag ansvar for dit liv’. You see? Jeg er totalt i mine følelsers vold. Der skal ikke så meget til – så vender den indre vind – og passionen dør ud.

Derfor får jeg også  lidt hjælp pt til at lave en strategi for min nye business. Mine uskønne noter fra i går, ser således ud.

Men hvor om alting er – så er min plan, at jeg rent faktisk vil lave planer. Og så følge dem som galdt det død og helvede. For hold nu kæft hvor er jeg træt af ufærdige projekter i mit liv. Så jeg laver også en plan for min krop – for enten må jeg acceptere, at min bag er størrelse 46 – ellers også må jeg gøre  noget ved det.

I denne har jeg to gange været ude at prøve tøj. Og hver gang har det sendt mig retur til hver eneste shoppingtur – ja vel i det meste i mit liv. At stå der i omklædningsrummet i et frygteligt lys med en røv og mave, der bare er flere størrelser større, end jeg synes er sjovt eller rart. Det interessante er, at sådan havde jeg det altså for 15 kilo siden (og jeg ville give min højre arm for at veje 70 kilo) . Og da jeg som teenager var ranglet og modella-tynd, kunne jeg ikke li’ at gå på stranden, fordi jeg var så tynd, at når jeg lå på maven, buede min mave indad – og min (brede) hofter stod ud. Og så udnyttede jeg ikke mine modella-mål.  Ind til jeg var 25 år, synes jeg også, jeg havde en stor næse! Arggggh.

Og nu er jeg rent faktisk tyk på den der måde, hvor maven hænger ud over buksekanten (jeg har altså også født to børn de seneste to år) og jeg i dag måtte ind i H&Ms afdeling til store (og smukke?!) kvinder og finde nogle bukser, jeg kunne være i.

Og jeg ved, hvad der skal til – jeg ved lige præcis, hvad jeg skal gøre for at tabe de 10-15 kilo, jeg gerne vil. Jeg bilder ikke engang mig selv ind, at jeg ikke har tid eller penge til det. Jeg gør det bare ikke – eller i hvert fald ikke mere end et par dage – og så er det retur til ‘rutinen’. Jeg spiser latterligt sundt. MEN jeg spiser også en del frugt, glutenfrit brød og tørret frugt. Og der er altså åben linje mellem den slags føde og min mavedelle. For mit blodsukker er stadig noget hærget efter min seneste graviditet. Og så læser jeg side op og side ned om sundhed – men det er ligesom handling, der skal til – og ikke mere viden!

Men jeg har også lært, at det handler om mere end mad – det handler om at sætte grænser og være sød ved sig selv. Det er for eksempel ikke særlig sødt ikke at ville købe tøj til sig selv, fordi man ikke synes, ens krop er ok. Og man bliver sgu ikke skønnere af at gå rundt i tøj, der er en størrelse for lille!

Og min store hemmelighed (der nu ikke er hemmelig mere) er, at jeg faktisk er røvflov over at være tyk. Jeg synes, det er pinligt, at jeg ikke handler, når jeg ved lige præcis, hvad jeg skal gøre. Ikke bare med min kost – men på alle planer. Jeg har alle de redskaber, jeg skal bruge Og jeg tør sgu næsten ikke sige, at NU gør jeg det. Nu skal det fandeme være! For hold nu kæft hvor har jeg sagt det mange gange.

Kender du det?

Jeg bliver glad i låget, når min 2-årige er sulten og går hen i køkkenet, åbner fryseren, finder posen med ærter og bagefter kravler op på køkkenbordet, tager en skål fra hylden og fylder ærter i den. Store grøntsagsdreng!

Jeg er stille på bloggen. Ikke fordi der er stille herhjemme. Det buldrer og brager. Det vælter frem med ideer. Og min nye business tager mere og mere form. Jeg har lavet en interessant øvelse. Jeg har spurgt en række mennesker, hvordan de opfatter mig. En ret væsentlig ting, når jeg skal bygge mit koncept op. Det nye sort er jo at være autentisk! Jeg skal ikke forsøge at ligne noget jeg ikke er – jeg skal i stedet være endnu mere mig. Selvom det kan være tiltrækkende at forsøge at ligne dem, jeg skal “tale” til (altså mine kunder) – så skulle det ikke være svaret.

Jeg har ikke fået alle svar retur endnu – men det er sgu interessant at spørge andre mennesker, hvilke værdier de forbinder mig med – og hvilke ord, der dukker op, når de tænker på mig. Også skræmmende. Jeg nævner i flæng: ‘hekset’, flipper, overforbrug, ærlig, økofascist, empatisk, intelligent og ‘dygtig’ mor. Det interessante er at se på gengangerne. Og igangsætter, ærlig og evnen til at tillære mig ny viden går igen.

Men det er også sjovt at se, at de folk ser hos mig, spejler noget i dem selv. Jeg kan i hvert fald se, at de ord, de sætter på mig, siger ligeså meget om dem. Det er den gode gamle historie om, at alle mennesker er spejle. Så de mennesker der for alvor pisser dig, og dem du er vilde med er interessante – for det er dem, der viser noget om dig selv.