Jeg fik besøg af en kvinde for et par dage siden som vel er et sted mellem en bekendt og en ven. Hun skulle interviewe mig til Vores Børn, fordi jeg er en “speltmor” (der ikke spiser spelt ). Det interessante er, at hun er sådan en, at hvis man siger, nu skal du høre, jeg har tænkt mig at følge mine drømme, være rig i alle livets facetter og på én gang. Så siger hun go girl! Og hun mener det. Hun mindede mig netop om, at jeg faktisk godt kan stort set, hvad jeg har lyst til og jeg godt må følge mine drømme og i øvrigt lave en forretning ud af det.

Og jeg vil:

1. Følge mine drømme i alle livets aspekter.

2. Arbejde med min passion (og tjene (mange) penge på det).

3. Have det sjovt og godt (det meste af tiden) med min mand og mine børn.

4. Have dejlige, berigende venskaber.

5. Føle jeg har tid til både at arbejde med mine passioner og være sammen med familier og venner.

Hele fem ting på én gang. Jo jo. Jeg har tænkt mig at opnå det hele.

Så go fuck yourself Jantelov! Så er det sagt (igen)!

Jeg er lidt stille. Der myldrer ellers med ord i mit hovedet. Men det er mildest talt et virvar. En stor gryde med ideer, drømme og håb, der så småt begynder at blive mere og mere konkret. Jeg har længe haft en fornemmelse af, at jeg gik ved siden af og nogle gange langt fra “Min vej” – eller i hvert fald den vej, som bliver min levevej fremover.

Jeg har stået foran den her dør, der bare var hermetisk lukket. Jeg kunne ikke se noget som helst (troede jeg). Så begyndte jeg at støde ind i interessante mennesker, der har gjort det deres levevej at gøre det, de brænder for. Min store udfordring er, at jeg brænder for DET HELE! Eller sådan føles det i hvert fald.

Jeg kan finde det sjove i den meste banale opgave. Det er i virkeligheden en gave, men når man som jeg, forsøger at finde retning, så kan det være en udfordring.

Men døren står på klem. Jeg tør nu tro på, at jeg kan få lov at arbejde med de ting, som jeg brænder aller mest for og endda tjene på det.

Jeg står på 10-meter vippen og samler mod til at springe.

Hvad gør du, når du skal sortere og finde retning i tanker, følelser og alt det udenom?!

I går fik jeg hang til stegte auberginer. Og så fandt jeg den her blog. Egentlig er opskriften en anden – men midt i teksten nævner hun, at man kan vende auberginer i skiver i gurkemeje og så stege dem møre i olie på panden. Og det gjorde jeg. Inden lå skiverne med salt på i en lille halv time. Wouw siger jeg bare. Så simpelt og så lækkert. Vi spiste dem til rødbede-quinoadeller og en rest kødsovs med quinoa og må ja – og en salat af spidskål, æbler og rødløg.

For et par dage siden synes vores søn at mynten og citronen skulle op af vandflasken og ned i et glas. Han insisterede på, at der også skulle en banan ned i glasset. Vi nåede heldigvis lige at tage voksen-hatten af og sige ja. Det blev nemlig begyndelsen på den her shake, som jeg begik i dag – og som i al beskedenhed smager ret fantastisk (og det synes resten af familien også).

Ingredienser (giver 2 glas):

2 frosne bananer
4 dl soyamælk
2 spsk proteinpulver (jeg brugte valleprotein)
En håndfuld mynteblade
Skal og saft fra en stor citron
2 spsk licithingranualt (kan udelades og kan ellers købes i helsekosten. F.eks. her. )
2 spsk økologisk, jomfrukokosolie

Sådan gør du:

Skær bananerne i mindre stykker og smid dem i en blender eller foodprocessor sammen med alle de andre ingredienser og kør til du får en ensartet shake. Hæld i smukke glas og nyd!

I morgen går jeg i gang med at spise sundere (siger jeg, mens jeg æder noget, der i hvert fald ikke er sundt på nogen som helst kur eller livsstilomlægning). I morgen går jeg i gang med at dyrke motion igen. I morgen vil jeg kysse kæresten lidt oftere. Det er efterhånden et utal af gange, at jeg har udskudt noget til i morgen, fordi i morgen er alting, nemmere eller bedre. Det er lidt ligesom at sige, at når jeg får flere penge – mere tid eller bliver slankere … SÅ!

Jeg falder stadig i den fælde – sidder lidt i den i dag. Men jeg har efterhånden erfaret, at i morgen aldrig er bedre til noget som helst – medmindre, jeg har fået alt for lidt søvn, så er i morgen bedre (når jeg har fået mere søvn!). Jeg er blevet bedre til at gøre tingene med det samme, gør noget ved det – eller acceptere, at de er sådan og så give slip på “fantasierne”. For det er så sindsygt energikrævende at gå at ønske sig et andet liv, et andet job eller en anden krop. Og det giver omvendt rigtig meget positiv energi at beslutte sig for at gøre noget ved de ting, som ikke fungerer. Det betyder også, at når jeg ind i mellem ryger tilbage i gamle mønstre, så kommer jeg hurtigere ud af dem igen og tilbage på sporet.

Det her er skrevet et par meter ved siden af “sporet”. Men jeg kommer helt sikkert ikke op på det igen … i morgen?! .

Det er Arn på billedet, da han var lige omkring 7 måneder. Sådan så han ud efter at have “drukket” smoothie. Om tre uger er Sejer et halvt år, og så får han lov at spise med. Vi vælger også denne gang at springe grød og mos over, i stedet får han lov at hapse af den mad, vi får.
Vi gjorde det samme med Arn. Og der er andre, der gør det samme. Det hedder også Baby-led weaning og har fungeret helt fantastisk for os. Men det forpligter også. Ideen er, at de ligesom de også selv styrer hvor meget mælk de drikker fra brystet, så styrer de selv overgangen til fast føde.  Og sådan er det stadig med Arn (bortset fra at jeg ikke ammer mere). Vi sætter rammerne, og så får han lov til at spise hvad, og hvor meget han har lyst til. Vi kommenterer ALDRIG på, hvor meget han spiser eller om noget er sundt eller usundt (som udgangspunkt har vi ikke noget i huset, som vi ikke vil have, han spiser sig mæt i).
Til gengæld har vi en dreng, der spiser virkelig mange forskellige ting, elsker mad og selv kommer og beder om at få grøntsager. Og jo – så sviner det ad helvede til i begyndelsen, for de kan jo kun bruge deres små næver .  Og vi laver kun en slags mad – og det er til alle.
Og så kan jeg godt lide tanken om, at vi giver ham lov til selv at mærke efter, hvad der er godt for hans krop – og hvornår han er mæt – for jeg kan jo sådan set ikke vide, hvornår han er mæt.

Og så er der måske nogen, der tænker – men kan deres maver tåle det? Ja – i følge phd-uddannet sundhedsplejerskeGill Rapley, der har skrevet denne bog. Hun arbejder også for UNICEF. I hvert fald når de er omkring et halvt år og selv giver udtryk for at være klar. Dvs. de SELV skal samle maden op og putte den i munden. Ikke noget med at “hjælpe”.

Jeg købte min første kasse økologiske grøntsager fra Årstiderne for omkring 10 år siden og skal indrømme jeg er blevet ret bidt af det. For mig er økologi ikke et valg. Jeg kigger ikke på de ikke-økologiske priser mere. Selv vores gardiner og vores seng er økologiske. Men jeg ved, at det langt fra er sådan for alle. Men den gode nyhed er, at  det faktisk ikke behøver koste en bondegård eller være besværligt at lave sund, økologisk mad. Og nu kan du og din familie endda få økologisk mad og opskrifter en hel måned, gratis. Plan Ø redder dig. Se her.

Vi juicer hver dag herhjemme. Hver morgen får vi et glas grønt juice med alt eller lidt godt fra køleskabet. I morges faldt den grønne juice i ekstra god jord hos Arn. Han tømte et helt (lille) glas. Hemmeligheden er masser af citron (så behøver man ikke så meget frugt i til at “dække over” smager af f.eks. broccoli).

Her er opskriften:

1/3 agurk
1/2 fennikel med hele toppen
1/5 (af et hoved) broccoli
1/2 (stor) citron inkl. skal
1 håndfuld friske gulerodstoppe (alternativt så smid en stor håndfuld spinat i)
2, 5 æble (smag der frem til, hvor meget æble du har brug for – vi er vant til at drikke grøntsager herhjemme).

I vores juicer giver det 3 glas juice (to store og et lille glas).

Velbekomme.

Det er ind i mellem skræmmende for mig, at min GPS er flyttet. Mit hoved og mit intellekt har det meste af mit liv været mit stærkeste kort. Det var det, jeg kunne: analysere røven ud bukserne, sætte ting sammen, forstå og formidle. Det kan jeg selvfølgelig stadig. Men med tiden har jeg indset, at det ikke fungerer at tage beslutninger om mit eget liv via hovedet, så jeg har flyttet min indre GPS fra hovedet til maven.

Det er min mave, der fortalte mig, at Arn havde brug for at blive båret af sine forældre – også når han sov om dagen, selvom verden udenom fortalte os, at vi “forkælede ham” – at han ALDRIG ville bede om noget andet selv etc. Men det gjorde han – han blev klar til noget andet – og det gjorde vi også. Det er min mave, der fortæller mig min retning her i livet – og den retning er bare ikke altid rationel eller “videnskabelig bevist”. Men det er det, der gør mig lykkelig. Når jeg ikke har min GPS i maven, bliver jeg stresset, angst, ulykkelig og fyldt med tomhed og meningsløshed (og nej – ikke mindre end det). Men selvom jeg  har ERFARET, at det er rigtigt for mig, så bliver jeg ind i mellem også slået ud af kurs: kan det virkelig være rigtigt det her? Det er jo ikke logisk … de andre siger etc. Og det kan nogle gange føles om at tage beslutninger med bind for øjnene – men det er bare, når jeg TØR følge min mavefornemmelse, at jeg oplever flow – at tingene SKER for mig – næsten helt af sig selv.

Men det, der rent faktisk ER logisk, er, at vi alle sammen dør på et tidspunkt. Så det, der må gælde, er at vi får det bedste ud af livet. Og jeg får det bedste ud af MIT liv ved at have min GPS i maven.

Hvordan får du det bedste ud af dit liv?

For mig er en af de store udfordringer ved at blive mor, at jeg føler, at jeg langt hen af vejen selv må opfinde moderskabet – herunder “opdragelse” mv. Ofte er de reaktioner, der ligger på min rygrad ikke rigtig i overenstemmelse med mine værdier. Det kan være alt fra: Nej – du må ikke få mad nu – for vi skal spise om en halv time (hvad er vigtigst – at han lærer at mærke, hvornår han er sulten og får mulighed for reagere på det behov – eller at vi alle spiser sammen på samme tid? For mig er det første det vigtigste!) til at skælde ud igen og igen og igen, fordi han gør noget andet, end det JEG vil have ham til.

Jeg synes en af de største udfordringer er, at reagere konstruktivt, når jeg bliver gal over et eller andet. F.eks. når Arn 2 år slår – og det gør han jo. For eksempel når opmærksomheden fra os er på et minimum, eller han bare lige skal se, hvordan mor nu reagerer. Og jeg bliver gal (eller gjorde). Jeg har eksperimenteret lidt med forskellige ting. Og “skælde ud” gør egentlig bare, at han bliver ved. For hvis hans mission er at få opmærksomhed – så giver jeg ham jo faktisk, hvad han vil have. For nogle uger siden begyndte jeg at give ham et alternativ: jeg vil ikke have det slår – men jeg vil rigtig gerne have en krammer (ligesom hvis han kaster med noget, han ikke skal kaste med, giver jeg ham en bold, som han gerne må kaste med). Og nu har vi faktisk en dreng, der kommer og beder om at få en krammer, når han gerne vil have opmærksomhed eller bare kropskontakt – i stedet for at slå. Sådan er det selvfølgelig ikke altid – men 3 ud af 4 gange er det og hvis han slår – så kommer han også ind i mellem i tanke om kort efter, at han egentlig hellere vil kramme.

Jeg finder blandt andet inspiration hos Foreningen Forældre & Fødsel og den amerikanske læge Dr. Sears – men jeg synes også Jesper Juul har fat i den lange ende (i forhold til mine værdier).

Hvordan løser I konflikter derhjemme?