Til nogle af jer behøver jeg ikke sige mere – billedet fortæller historien ( i hvert fald første del):

Især hvis jeg også siger RONELLE!

Og til alle jer andre: Min mand har givet mig en håndlæsning i fødselsdagsgave. Men den afsindigt dygtige Ronelle Coburn bor i USA, så jeg har fedtet mine hænder til, scannet aftryk ind og sendt dem “Over There”. D. 12. juli skal Ronelle så fortælle mig, hvad mine hænder siger om mit livsformål.

Forsættelse følger …

Motion har aldrig været en naturlig del af mit liv. Eller dvs jeg har altid cyklet og gået en del. Men det her med at løbe, svømme eller gå til fitness har altid været i meget korte perioder – til gengæld så ofte også intensivt (ja – helt klassisk – det er ALT eller INTET). For et år siden fik jeg målt min kondition. Jeg havde kondition som en 65-årig (GISP). På trods af at jeg faktisk gik en del motion på det tidspunkt – men ikke noget af det, der for alvor sætter konditionen i vejret!

Jeg har ikke knækket koden endnu. Og de første fire måneder her efter min fødsel, har jeg helt ærligt primært gået ture – den senere tid endda dagligt. Men for en uge siden fik jeg sådan lyst til at løbe. Efter et par dage “gav jeg efter” – og i dag var jeg ude på min anden løbetur.

Det var så sindsygt dejligt – måske netop, fordi jeg havde LYST til. Det var ikke noget mit overjeg befalede, fordi det jo er vigtigt og sundt. Og jeg har godt læst det – gør noget, du har lyst til – som du synes er sjovt. Men helt ærligt – det er virkelig sjældent, at jeg sådan bliver grebet af spontan glæde ved motion. Men nu er den der – og jeg griber den.

Og hva’ så`? Det skal jeg fortælle dig.

Jeg er mor til to drenge på henholdsvis fire måneder og to år. Min første dreng lærte mig, at jeg blev nødt til at passe på mig selv. Jeg var så tæt på at brænde helt sammen efter et halvt år med for lidt søvn, nul motion og ustabil kvalitet af den mad, jeg kørte ned. Jeg var langt nede, at jeg ikke orkede at være alene med min lille bitte, dejlige søn. Min mand måtte akut tage ferie. Og så gjorde jeg noget ved det. Jeg begyndte at være mere konsekvent med at spise sundere, have tid til mig selv og dyrke motion. Tak til Ninka fra Kernesund Familie – du har i den grad lært mig at tage vare på mig selv.

Min anden søn lærte mig allerede under min graviditet, at jeg virkelig skal tage hånd om mit blodsukker. Jeg var på grænsen til at få graviditetssukkersyge – men jeg spiste mig i den anden (og rigtige) retning. Og som bonus holdt jeg op med at have ondt i bækken efter en måned uden sukker, mælk og gluten. Og jeg var meget mindre træt. Og nu fire måneder inde i min anden barsel, får jeg rent faktisk sovet nogenlunde. Jeg spiser masser af grøntsager, bær, nødder, gode olier og kød og fisk af god kvalitet.  Her havde Umahro Cadogan en stor finger med i spillet. Jeg fik et kærligt spark bagi og meget kyndig vejledning i, hvordan jeg spiste mig til et bedre helbred.

Jeg lever ikke i askese – men det gør en KÆMPE forskel, at det mad jeg spiser nærer mig. Og jo – der er er dage og uger, hvor jeg glemmer, at min krop er mit eget ansvar og tæsker min krop med skodmad. Og nogle gange nyder jeg da også et stykke et eller andet – det kan jeg godt tåle nu. Men de fleste dage vælger jeg at fylde min krop med det ypperste, fordi det gør en enorm forskel på, hvad jeg kan præstere i verden.

Jeg er ikke ved at falde fra hinanden om aftenen. Jeg er FRISK ind til klokken er omkring 22!

Her er min morgenmad i dag (som holdt mig mæt, let og frisk i næsten fire timer):

Lilla is lavet på frosne bananer, lucamapulver, peanutbutter, purple corn-pulver. Toppet med kakao-nibs, hakkede paranødder og biodynamiske jordbær.

Grøn juice lavet på rødebedetoppe, æbler, agurk, persille og citron.

Til august holder Umahro og jeg en workshop til alle gravide og nybagte mødre (både i Århus og Købehavn), der gerne vil have mere energi. Umahro deler ud af sin mad, opskrifter og enorme viden om, hvordan du kan spise dig til meget mere energi og ud af de skavanker som en graviditet og fødsel ind i mellem fører med sig. Jeg deler ud af min praktiske erfaringer med at spise mig til et bedre helbred – og hvordan man lige får tingene til at hænge sammen, når man i forvejen er temmelig træt.

Nu har du mulighed for at komme med helt gratis på workshoppen.

1. Gå ind på vores facebookside her.

2. Tryk på “synes godt om”

3. Del med dine venner

4. Skriv en kommentar på vores væg under konkurrenceindlægget.

5. Når vi rammer 200 “Synes godt om”, trækker vi lod.

Og her er lige et billede fra e-bøgerne – som også kommer lidt om lidt.

Det er jeg hvert år med min mands familie. De første år elskede jeg at hade konceptet. Jeg grinede af, at folk tager til det store udland med campingvognen og deres højt elskede leverpostej.

Og da vi tog af sted i torsdags, havde vi (den meget store) green star-juicepresser med, blenderen og en ordentlig røvfuld biodynamiske og økologiske grøntsager fra Birkemosegaard.

Bare turen i sig selv var fantastisk. Det var tilfældigt vi faldt over Birkemosegaard– og de havde en traktor:

Og så skulle vi da også blæses igennem på færgen.

En fantastisk påmindelse om at det ikke er nødvendigvis er målet, der er meningen – turen derhen er lige så vigtig.

Og jeg elsker campingture. Jeg er sikker på, at vi også engang vil tage til Italien eller et andet sted i Europa med vores drenge og nyde at vi har en base, et sted vi selv kan lave mad (især når alternativet er skodmad) og legekammerater lige om hjørnet.

Vi havde en fantastisk tur selvom det pissede ned hele lørdagen. Jeg hoppede på hoppepude med Arn.

Vi fik gået ture.

Jeg pludrede i sengen med Sejer og trak det sociale stik ud, når jeg havde fået for meget (hvilket typiske sket lige efter aftensmaden).

Så jeg er nu nærmest veludhvilet og har overlevet fire døgn UDEN min computer.

Da jeg stadig var en journalist in spe, interviewede jeg en kvinde i Esbjerg – en kvinde, der ejede sin egen 30- mand store virksomhed. Hun havde fire børn. Sidste barsel varede fire uger – og så blev der ellers installeret et puslebord på et af badeværelserne og vupti – så blev barsel og arbejde fusioneret. Lige der i Esbjerg. Det gjorde et stort indtryk på mig dengang og efter ankomsten af første barn – var jeg tæt på forfærdet og mundlam. Nu er nummer 2 barn ankommet – han sover bedre end storebror og egentlig ganske fredelig. Jeg begynder at forstå nu.

I andre lande hvor barslen mest bare betyder, at baby hænger på ryggen indhyllet i et stykke stof, er baby altid med mor på arbejde – fordi der ikke er noget alternativ.

I Tyskland er det forbundet med seriøs stigmatisering at sende sit barn i institution, før de er tre år. Resultatet er at de højtuddannede kvinder ikke får børn – for det smadrer deres karrierer i tusinde stykker.

I USA er der rigtig mange mødre, der går hjemme med deres børn altid – med og uden arbejde.

Der er et spørgsmål om, hvornår det er i orden for ungerne at komme i institution. Jeg kender ikke svaret – men jeg har et klart indtryk af, at det først er nu, at vores knægt på 2 år for alvor er klar og sætter pris på det.

Og så er der et spørgsmål om, om vi “må” arbejde, når vi er sammen med vores børn. Er det ok?

Jeg tænker, at vi godt kunne ryste posen lidt. For hvorfor ikke – hvis altså man har lyst. Er hvad er egentlig forskellen på at skulle passe unger mens man holder hus og skulle passe unger mens man plejer karrieren? Barnet synes vel ikke, der er forskel på, at du støvsuger og du sidder foran computeren eller taler i telefon.

Herhjemme havde vi vores ældste gående hjemme til han var godt 13 måneder. Vi skiftedes til at arbejde de sidste par måneder. Jeg var ikke klar til for alvor at gå i gang, før han var et år. Jeg var flad! Yngstemand er 4 måneder – og jeg er begyndt at arbejde – ikke meget – men lidt. Og jeg har lyst til det. Og Peter tager så barsel, når jeg arbejder. Om et par måneder skruer jeg op for arbejdet.

Jeg tænker, det vigtigste er, at vi har et valg!

Goddag – mit navn er nadia – og jeg er kontrolfreak.

Det ligger meget dybt i mig, at jeg helst skal kunne styre alt (og yes – har gået i terapi i mange år for at finde frem til, at det var den der hulens barndoms skyld ). Og hvis du er ligesom mig, så ved du, at det giver udfordringer i parforholdet (for hvis det lykkes dig at styre din mand – så har du kappet bollerne af ham – og det giver du i virkeligheden ikke).

Jo mere jeg giver slip – desto lykkeligere bliver jeg (for det er virkelig et stort arbejde at forsøge at styre hele verden – det bliver et liv fyldt med skuffelser).

Jo mere jeg giver slip – desto friere er jeg (for jeg indser, at det faktisk kun er mig selv, jeg kan bestemme over – til gengæld kan jeg måske nok styre langt mere, end jeg lige troede).

Jo mere jeg giver slip – desto bedre mad laver jeg. Jo – det er sandt. Jeg har altid elsket at lave mad – men har altid fulgt opskrifter til punkt i prikke. Men jo mere jeg giver slip andre steder i mit liv, desto mere får jeg lyst til at improvisere i køkkenet. Det er sjovt.

Jeg har ikke givet helt slip. Faktisk langt fra. Men jeg øver mig – hver eneste dag. Jeg øver mig i ikke at blande mig i, hvordan min mand gør tingene i forhold til vores børn. Han er en fantastisk far  – men jeg har så pisse svært ved ikke liiiige at blande mig. Nå – men jeg øver mig i at holde kæft.

Jeg har ofte hørt folk fortælle om de her store naturoplevelser – og ikke helt forstået det. Jeg har altid hellere ville bo på Nørrebro end i en landsby langt væk fra motorvej og menneskemylder. Men jeg tror, jeg forstår nu. Naturen er begyndt at bide på mig. Det er som om, at jeg oplever dufte og lyde for første gang. Jeg ved ikke hvorfor og jeg har faktisk også svært ved selv både at forstå det og forklare det. Men det føles ret fantastisk. Jeg besøgte for nogle uger sider en veninde i Nordjylland. Og da jeg stod og gloede ud over en mark – og nærmeste naboer bare var træer og flere træer, blev jeg rørt og meget rolig.

I dag var vi forbi Ishøj Strand til jazzfestival for børn. Og duften og lyden af haven gjorde mig simpelthen glad i låget og igen ganske rolig. Det er faktisk som om at naturen er en genvej til et sted indeni som er rigtig godt og vigtigt.

So what? Det er min fødselsdag – og de var fra min mand – og sidst jeg fik blomster fra ham, var på min fødselsdag for 7 år siden. Der havde vi været kærester en måneds tid – og det var hans roomy Sofie, der foreslog ham, at han skulle give mig blomster. Og jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at få blomster …

Og så har jeg fået kage. Jeg kreerede denne sag efter en af Caroline Fibæks opskrifter. Jeg indrømmer toppingen ser lidt kikset ud – men godt det smagte den. Og så var den også sund. Yeah!

Ja – det er mig, der er mesteren i at gøre mange ting på en gang. Men jeg øver mig i at lade være (jeg tager mig mange dagligt i at lave flere ting på en gang – og nogle gange kommer jeg altså også til at snyde!) Men det er ret fantastisk, det der sker. Jeg er begyndt at kunne mærke, hvor stressende det er, når jeg så gør flere ting ad gangen. Stress (= for meget af den) er en tilbagevendende faktor i mit liv.

Og det er også som om, at noget af den støj, der ellers gør, at jeg kan have svært ved at mærke mig selv og se min vej i livet … den forsvinder. Det er faktisk som om, at lortet bliver sorteret fra … giver det mening?