Jeg er officielt gået i gang med at arbejde et par gange om ugen:

Mit kontor er hjemme ved spisebordet.

Jamen er dit barn ikke kun tre måneder? Jo – men faderen til barnet er der. Jeg ammer fortsat eller malker ud – og så er jeg gået i krig ved tasterne.

Sidste gang jeg blev mor, var jeg tæt på at være udbrændt, da Arn var 6 måneder. Jeg kunne ikke mærke mig selv. Men denne gang kan jeg i den grad mærke, at jeg har brug for tid til mig selv og fylde mig selv op. Og en af de ting jeg fylder mig selv op med, er et meget spændende projekt med min gastronomiske helsehelt Umahro Cadogan.

Lige nu nyder jeg stilheden i mit hjem og at jeg er HELT alene!

Et halvt års tid efter jeg havde mødt Peter, stoppede han mig midt i en af mine taler, hvor jeg analyserede på, hvorfor jeg havde handlet på en bestemt måde. Han sagde: hvorfor undskylder du altid med din barndom? Ja – tag den, tænkte jeg og blev lidt trist. Men han havde ret. Jeg blev ved med at hænge fast i min historie – i en historie, hvor jeg så mig selv som offer for mine forældres druk, misbrug og svigt.  Det var trygt at gemme mig bag mine forældres fejltrin.Det betød at jeg ikke behøvede gøre noget ved det – for jeg kunne ikke rigtig “gøre for det”.

Det fantastiske ved Peter dengang og i dag er, at han var ret ligeglad med om mine forældre drak – om jeg havde lidt overlast som barn. Det væsentlige for ham var, at han kunne lide at være sammen med mig. Det var der, det gik op for mig, at jeg ikke er min barndom. At jeg stort set selv kan bestemme, hvordan jeg vil være over for andre og for mig selv. Det er altså ikke historien om, at mit liv så ændrede sig fra den ene dag til den anden.  Men det var et stort skridt mod at tage ansvar for mig selv og mit liv – og smide offerrolle af helvede til.

For når alt kommer til alt, så er jeg jo en kælling, når jeg opfører mig rigtig grimt over for andre, uanset hvilken opvækst jeg havde.

Med mit første børn blev jeg endnu mere bevidst om min indre stemme. Den talte meget højt – men det fortalte ikke altid det samme, som min sundhedsplejerske, svigermor eller naboen fortalte. Livet har ind til videre lært mig, at den indre stemme – er STEMMEN! Alt andet er støj. Men det betyder ikke, at jeg ikke bliver usikker på, hvad “stemmen” siger – eller helt ignorerer den, hvis den fortæller mig besværlige ting (som at jeg aldrig skal spise sukker, fordi jeg bliver møgsur af det).

Arn så ganske forskræmt ud, når jeg lagde ham i barnevognen – vi valgte at bære ham i slynge eller vikle – også når han sov. Da han var omkring syv måneder var han klar til at sove middagslur i barnevognen. Med mit andet barn er historien en anden. Han har det egentlig fint med barnevognen – men jeg har det for det meste bedst med at bære ham – af praktiske årsager og fordi, jeg ved, hvor godt det gør. Min omverden reagerede forskelligt: i familien lød stemmer som: nu forkæler i ham – skal han ikke sove i barnevogn – så lærer han jo aldrig at sove selv etc. For i Danmark er det det sunde og rigtige, at vores børn sover i barnevogn.

Men vi er faktisk ret alene om det på verdensplan. Da et barnevognsfirma forsøgte at introducere barnevognen i Sydafrika – slog det fejl. Konceptet gav ikke mening for kvinderne: okay – så vi ligger vores barn i en kasse, og så skal vi skubbe barnet væk fra os? (Personligt nyder jeg, at Arn ind i mellem tager en lur i barnevognen, så jeg kan få min krop i fred et par timer ). I mange samfund rør børnene praktisk talt ikke jorden, før de kan kravle eller gå – og det lærer de altså, selv om de ikke ligger på maven hver dag.

Jeg ammede også Arn ganske hyppigt – ikke bare de første uger – men det første halve år spiste han ofte 10-12 gange i døgnet, hvilket er noget mere, end min sundhedsplejerske synes var normalt. Men selv hvor hyppigt, vi ammer, er kulturelt bestemt. Der er på et tidspunkt lavet en undersøgelse, hvor man har spurgt mødre i forskellige lande, hvor hyppigt de ammer, når de ammer på barnets “signal”. Og det varierer en del fra land til land, hvad der er “normalt”. En antropolog har i et afrikansk stammesamfund observeret, at børnene blev ammet hvert kvarter!!!

Det er bare nogle af de få eksempler, som jeg dykkede ned i. Min konklusion er, at mor (for det meste) ved bedst – og du højst sandsynligt ikke er alene. Men det føles sådan, når noget der i virkeligheden er kulturelt betinget, bliver fremstillet som det eneste rigtige og fakta.

Jeg synes, det er fantastisk fascinerende, at børn bliver født med et væsen – og vi kan lære noget af dem, inden de overhovedet bliver født, får sprog eller kan gå. Min ældste dreng lærer mig hver dag noget om nærvær. I sommer undrede vi os over, at hver gang vi var i sommerhus med min mands familie, så var han totalt glad og “nem” at være sammen med – men når vi var hjemme var det helt anderledes. Det gik op for os, at det ikke handlede om sted – men om at når vi var i sommerhus, havde vi ikke computeren med og telefonen var gemt væk.

Min yngste søn på blot tre måneder lærer mig noget om ro. Han er spejl på, hvordan jeg har det indeni. Og med for lidt søvn bliver jeg hurtig vred eller ked af det – og så snart uroen vokser indeni mig, bliver han urolig og ked af det. Det har tvunget mig til at finde en måde at få ro på, selv om jeg er  træt og let falder i gamle “fælder” som at give manden skylden for det hele (stakkels, stakkels mand ). Men han har fået mig til endnu engang at indse, at jeg selv har ansvaret for min egen lykke og ikke mindst min egen indre ro. Og det giver mig indre ro at give slip på kontrollen og tage ansvar for de små og store ting, som betyder noget for mig. Lille ting: vasketøjet er ikke hængt op (det plejer Peter at gøre) – i stedet for at blive sur over det, gør jeg op med mig selv, om det er vigtigt for mig, at det bliver hængt op nu – og hvis det er det, så hænger jeg det selv op. Det har givet to dage uden diskussioner i det to hjem – og det trængte vi til (ja – det er pisse hårdt med to små børn – så er det sagt ).

I dag da jeg var en tur forbi Østerbro, fandt jeg simpelthen danske frilandsjordbær hos helsebutikken Sund Fornuft.

Og så tænker I sikkert. Jordbær i maj – de må smage … surt. Men jeg siger jer. De smagte som om de var dyppet i sukker. Søde og solmodne.

Da vi havde spist halvdelen (det gjorde vi på vejen hjem) – fik resten en tur med kniven. Jeg smed en håndfuld cashewnødder, vand og lidt vaniljepulver i en blender … blendede til det blev mælk og hældte det over bærene.

Oh søde sommer du er så nær, så nær!

I sidste uge gjorde jeg noget, som jeg ikke har gjort i 10 år – eller måske mere. Jeg lakerede negle på mine hænder og mine fødder. Det her med at dulle mig op, har aldrig været særligt naturligt for mig – faktisk gjorde jeg et stort nummer ud af at gøre det modsatte, da jeg gik i gymnasiet. Hvad jeg senere opdagede var, at de i virkeligheden ydede en fin form for egenomsorg – noget jeg godt kunne lære lidt af. Jeg skal huske mig selv på at gøre gode ting for mig selv – især efter jeg er blevet mor. Så jeg gik i helsebutikken og købte en vandbaseret neglelak – og vupti – så blev jeg da lige lidt mere laber og vigtigst af alt – lidt gladere.

Jeg var alene i 9 HELE dage med min søn på 22 måneder og lillebror på 11 uger. Vi lagde ud med, at Arn havde knap 40 i feber og aftenen før stod på hovedet ned af vores trapper (han er ok). Og det var røvhårdt. Efter bare to dage uden nævneværdig søvn, gik jeg lørdag aften rundt med Sejer på armen, mens jeg tudede. Fååååårg. Jeg var træt. “Farmor” kom os til undsætning søndag og blev et par dage, mens Arn blev helt frisk til vuggestue. Og så skete der noget. Fordi jeg ikke havde en Peter at give ungerne til, når jeg havde lyst til at bortadoptere dem, blev jeg nødt til at tune mig ind på dem og finde ud af, hvad konflikter, uro mm. handlede om. Jeg lærte simpelthen mine børn bedre at kende. De sidste to dage var faktisk rigtig gode og hyggelige. Her fylder Arn huller op i strømesokker (mens jeg står og ammer i slynge).

Og måske netop fordi jeg blev tvunget til nærvær, fik jeg også aha-oplevelser på stribe om mig selv. Blandt andet opdagede jeg, at:

1. Jeg har stadigvæk svært ved at bede om hjælp. Mine søde naboer stod i kø for at hjælpe – og jeg havde sgu brug for hjælp. Men jeg synes ikke rigtig jeg må få hjælpe. Jeg skal klare ALT selv (altså det er det, jeg er kommet frem til, at jeg tænker på et mere eller mindre ubevidst plan.

2. Jeg ser efter episoder i mine venskaber, der bekræfter min frygt for, at de nok ikke gider være venner – sådan helt per automatik. I ugen mens jeg var alene, tog jeg flere gange tyren ved hornene – og jeg vil mene, at jeg ligefrem har reddet to venskaber fra at glide ud.

Det er ikke altid sjovt, når man er midt i store udfordringer, men det er helt fantastisk at komme klogere ud på den anden side.

En ammekuffert. En life saver, når man er alene hjemme med et styks ammebarn og et større barn, der alligevel er så lille, at man ikke lige kan fortælle ham, at han lige må “vente” til mor er færdig med at amme (eller det kan man godt – men han fatter det ikke.

Og den hjalp for to dage siden, da Arn var godt frustreret og sparkede og slog Sejer og mig, mens jeg ammede. Jeg havde faktisk glemt, at jeg havde pakket kufferten og havde den klar. Det var faktisk første gang, hvor jeg for alvor fik stoppet situationen og så endte han med at sidde ved siden af mig med en pakke rosiner,  og så læste vi en bog sammen.

I går var den en kærkommen pause (her var rosiner skiftet ud med morbær), da eftermiddagen for alvor gik op i hat og briller: Sejer skreg, Arn var frustreret ( slog, sparkede, nev ) og jeg endte med at blive virkelig gal.

Jeg har stjålet ideen fra Christina Tatarczuk, der blandt andet er barselscoach. Jeg interviewede hende engang til Vores Børn Junior. Tak!

Jeg hader når det sker. Der går simpelthen hårdknude i vores samvær herhjemme. Arn begynder at gøre alle de ting, han ved, vi ikke vil have. Og når det går rigtig “vildt” for sig, slår han Sejer eller mig – eller sparker eller nikker skalder (jo – det gør han – og det sgu nas). Jeg har haft meget svært ved at håndtere det, fordi det virkelig trykker på mine knapper. Så ind i mellem er det endt med, at jeg har talt meget højt (ja ja – jeg har råbt – jeg kan bare ikke li’ at sige det).

Det er gået op for os:

1. Vi har haft lidt for høje forventninger til den lille mand, fordi han sprogligt og motorisk er så godt med, så har vi også stillet for store krav til, hvad han egentlig kan mht opførsel.

2. Hvis vi ikke råber – men fortæller ham, at vi ikke vil have det og så i øvrigt forsøger at distrahere ham, så går det meget, meget bedre.

3. Og i går gik det op for mig, hvad det egentlig er, han siger, når han slår mig og griner, når jeg beder ham lader være. Det sker nemlig ofte de dage, hvor f.eks. Peter tager sig rigtig meget af Arn, og jeg tager mig af Sejer – eller når bedsteforældrene har været på besøg og taget sig af Arn, så jeg kunne sove og koncentrere mig lidt om Sejer. De dage flipper han ud, fordi det er den måde, han får min fulde opmærksomhed på …