Jeg har tænkt mange blogindlæg. Men de er blevet i hovedet. Forældreskabet er en udfordrende størrelse. Og Sejer er ret urolig eftermiddag / aften. Som i: han skriger og vi kan ikke rigtig trøste ham.  Vi forsøger med slynger, sut, amning, hud mod hud-kontakt, slyngevugge, svøb …. you name it. En klog veninde sagde i dag: det bliver ikke værre. Og det er sandt. At sidde med Sejer og Arn og forsøge at trøste dem begge – det er toppen (og her mener jeg ikke på den fede måde). Og det er en ende på det. Sejer er hastigt på vej mod de tre måneder, hvor vi kan forvente at skrigeturene forsvinder. Vi har fået tjekket hans nakke og ryg – og har endda haft ham til zoneterapeut. Men det er ikke der svaret er. Jeg er også begyndt at se på min mad. Det kan måske være mine sidespring med Ben & Jerrys, der giver ham mavekneb. Og når det er sagt. Fåååååårg det trækker tænder ud ikke at kunne trøste sit barn. Jeg føler mig mildt sagt magtesløs, når jeg ikke kan trøste ham (og endnu mere, når jeg samtidig skal trøste storebror). Men jeg fandt for lidt siden alligevel lidt trøst i Dr. Sears bog “The Baby Book”, hvor han skriver, at urolige babyer sjældent er urolige pga deres forældre og deres evner ud i forældreskabet – men simpelthen pga deres medfødte temperament.

Jeg skriver disse ord med en hånd. Min venstre arm er optaget af Sejer, der endelig er faldet til ro efter at have skreget on and off de sidste tre timer (der er INGEN, der må tænke eller sige kolik!!!!).

Vores dag begyndte med brunch hos søde naboer. Arn havde bedt om at blive puttet tre timer tidligere end han plejer. Allerede der burde nok have luret, der var noget under opsejling. Han vågnede lige da vi havde sat os til bords og startede med at kaste op ud over sig selv og mig.Han var brændvarm.

Mindstemand har siden først på eftermiddagen skreget.

Og alligevel er det en god dag. Der har faktisk været god stemning i det lille hjem og overskud til at tage sig kærligt at ungerne.

Jeg er stadigvæk træt.

Det er ingen tvivl om, at man kan købe sig fattig i økologiske nødder. Derfor er jeg lykkelig for denne butik, der sælger blandt andet cashewnødder i store poser til cirka halv pris i forhold til de små poser i butikkerne. Mandlerne og paranødderne er også en del billigere. Jeg har lige købt et ordentlig læs nødder i dag.

Jeg havde jo egentlig lovet mig selv en halv time fem gange i denne uge. Men først i dag fik jeg (=tog jeg) en halv time. Jeg fik en tur, mens mindste mand sov i en vikle hos Peter og Arn så Peter Pedal. Faktisk gik jeg bare 25 minutter – men det er virkelig som at få ladet et batteri op. I går havde jeg en eftermiddag, hvor jeg var alene med “drengene” – og jeg endte med at råbe rigtig højt flere gange. Om aftenen tudede jeg så, fordi jeg følte mig som en elendig mor og bare var træt. Men det er sådan cirka det, der sker, når jeg ikke får passet på mig selv – når jeg glemmer at tage iltmasken på, før jeg putter den på mine børn (og alle mulige andre). Det er bare grænseoverskridende for mig at mærke mine egne behov så stærkt, når jeg samtidig har et barn på under en måned. Men jeg er også klar over, at hvis jeg ikke møder mit eget indre barn – så er der sgu ikke meget mor over mig om et halvt år. Så flere gåtur til mig.

Og her er så min formiddagsmad.

Æble, hjemmespirede linser, lidt kanel og honning.

Æbler, spirer, kanel og lidt honning. Fra Raw Food for livet (Erica Palmcrantz)

Jeg er lidt vænnet mig til det … den afbrudte nattesøvn. Først fordi Arn hver anden nat lige vågner en del gang og graviditeten sørgede for at sende mig på toilettet en del gange i løbet af natten. Men jeg havde glemt, at det ikke er det samme, som at være vågne flere timer om natten – og hvor svært det er at hænge sammen i hovedet, når søvnen består af 2 x 2 timer plus det løse.

Gab .

Sidst jeg blev mor, gik der et halvt år, før jeg kunne mærke mig selv – men så kunne jeg så til gengæld også mærke, at jeg var helt flad, og jeg var frustreret, fordi jeg var så træt, at jeg ikke kunne være sammen med min søn alene i mere end et par timer. Det første halve år følte jeg bare en lind strøm af energi gå fra mig selv og ind i mit barn. Jeg lukkede helt af for mig selv – troede nok ikke der var plads til mig. Det har jeg så siden fundet ud af, der er. Men jeg synes faktisk stadig det er udfordring. For i mit hoved er idealet stadig at være totalt selvudslettende – at kunne give af sig selv i en uendelighed og aldrig få noget igen (og når jeg skriver det her, kan jeg jo godt se, at det ikke holder ).

Jeg har også tidligere syntes at nybagte mødre, der meget hurtigt havde behov for at få deres krop igen, have tid for dem selv eller lignende, var lidt “langt ude”. Men de var jo bare et spejl på, at jeg ville ønske, at jeg gav mig selv lov at mærke mig. Og det gør jeg nu, selv om jeg har et barn på knap tre uger.

Derfor glæder jeg mig også over, at jeg allerede kan mærke mig selv tre uger inde i “karrieren” som mor til to. Jeg er blevet småfrustreret, fordi jeg ikke har taget mig tid til lige at gå gået en tur for mig selv (selv om det rent praktisk er muligt). Jeg har virkelig brug for nogle stunder helt for mig selv. Før Sejer satte jeg 4 timer af to gange om ugen – det er ikke så realistisk, når jeg har valgt at amme. Men til gengæld er det muligt at få en halv time hist og her. Jeg skal bare springe ud i det.

Fra i morgen vil jeg tage en halv time til mig selv mindst fem dage om ugen.

Jeg elsker mad – og jeg elsker god mad. Lige nu eksperimenterer jeg med diverse sunde desserter for at kompensere mit ellers nære forhold til Ben & Jerrys (is) – men min mave kan ikke tåle det og mit blodsukker kan slet ikke.

Jeg har opdaget frosne bananer. Det er helt genialt. To frosne bananer skåret i skiver i en foodprocessor med lidt peanut butter eller mandelsmør. Og f.eks. Lucama-pulver (lavet af en frugt, der smager af karamel – bruges meget inden for raw food). Og så fik den lige et drys med chokolade og mandler. Jeg har også prøvet med hindbær – det var mere sorbetagtigt (det er IKKE positivt – jeg mener at sorbetis er snydeis ).

Vores “store” søn på 20 måneder elsker at “lave mad”. Vi prøver at have ham så meget med som muligt. F.eks. elsker han at pille løg. Her rører han han lidt en skål, mens vi laver frokost. Undervejs får han ganske ofte gnasket utrolig mange grøntsager i sig.

Og så er han lige så pjattet med Caroline Fibæks raw brownie babe som hans mor. Yummi.

Længe leve for raw food-desserter. En life-saver når man har en mave og et humør, der hader sukker, gluten og mælk.