Jeg har født en lille dreng – præcis tre uger før termin og præcis den dag, som jeg troede, jeg ville føde. Det skete mandag – og var helt anderledes end sidst. Da jeg fødte Arn var min veer så heftige fra begyndelsen, at jeg følte jeg var stået på et tog, der kørt alt, alt for stærkt. Denne gang troede jeg i første omgang at det nok “bare” var plukveer – så jeg nåede da lige en tur i IKEA med veer. Og som dagen skred frem, kunne jeg godt regne ud, at min fødsel var i gang – men stadig med veer, hvor jeg kunne slappe af og tænke i mellem.
Fødslen med Arn var også en hjemmefødsel. Desværre fik han for lidt ilt til sidst og han var faktisk død, da han blev født – men han blev genoplivet, kølet ned på Rigshospitalet i tre døgn for at begrænse eventuelle hjerneskader. Faktisk fik vi at vide, at vi skulle regne med at han ville få en mild til moderat hjerneskade. Halvandet år efter kan vi konstatere at han ikke fejler noget – men vi begyndte forældreskabet i minus. Og det er først nu, når jeg sidder med hans lillebror Sejer i mine arme, at jeg rigtig forstår, hvor hårdt det var. I lang tid sagde vi, at vi nok ikke skulle have flere børn. Vi var så trætte – efter et halvt år, var jeg ved at falde fra hinanden.
Sejers fødsel var en sand zen-fødsel – og her mener jeg ikke smertefri. Men den var rolig – jeg kunne være i veerne – og han kom hel og levende ud. Også denne gange en fødsel uden for hospitalet med private jordemødre. Jeg var i karet, og Peter sad ved siden – holdt mig på lænden og huskede mig på de ting, der virkede for mig, når smerterne blev lige heftige nok. Og jeg endte med selv at tage i mod lille Sejer og sidde med ham i karet – hud mod hud. Jeg kan endnu ikke helt forklare eller sætte ord på det. Men det har uden tvivl været en helende oplevelse for os at få den her begyndelse.
Og nu sidder jeg her – og kan begynde forældreskabet i plus med et barn, der kan det hele selv. Amningen er fungerer af sig selv, og jeg er ikke medtaget af chok. Jeg vil nyde energien og nyde at kunne vælge, hvad jeg skal bruge mit overskud på i stedet for bare at overleve.
Jeg er helt ufattelig taknemmelig.
Og her er lille Sejer:
Sejer. To dage gammel.
Berit Lea Persson 16. februar 2011 kl. 17:44
Hvor er det bare dejligt at høre. At det er gået godt, at du kan se hvor hårdt det var og nu nyde det nye forældreskab -i plus:)
kristina 16. februar 2011 kl. 19:55
Han er smuk som sin mor:-) Tillykke og knus herfra
Maj My 16. februar 2011 kl. 20:26
Kære Nadia,
jeg kendte ikke til historien om Arns og jeres hårde start, men hvor er det dejligt, at I nu har fået en helt anden start med Sejer. Kæmpe stort tillykke med det – og med jeres anden søn.
KH Maj My
Marianne 16. februar 2011 kl. 21:06
Får kuldegysninger, Nadia. Af glæde over, at det er gået godt for Sejer, men også med Arn. I er da nogle heldige kartofler
Kram
M.
Signe Sønderby 16. februar 2011 kl. 21:34
Kære Nadia og Peter,
Selv om vi bor tæt på hinanden var det for sent jeg fattede alvoren i jeres distance efter Arns fødsel. I var så seje og virkede overbevisende at have styr på det hele. Jeg er lykkelig for at have jer i nærheden igen, og glæder mig til at være med til at opleve Arn og Sejer (det er et godt navn) vokse op. Endnu et stort tillykke med den lille ny og dejligt i kan nyde det i fulde drag.
Kh Signe
Konen 17. februar 2011 kl. 15:54
Vi føler os også meget heldige. Og Signe – det er først efter vi selv er kommet ud på den anden side, at vi selv kan se, hvor ramte vi var. Så det giver god mening at andre heller ikke så det. Det gik jo også ….
kh Nadia
Janni Iben 16. juni 2011 kl. 18:43
Hej Nadia
Jeg faldt over din blog ved et besøg på Umahros hjemmeside, og først da jeg nåede tilbage til dette indlæg, gik det op for mig, at du er den Nadia, min tante Jytte har fortalt mig om. Hun fortalte om Arns start på livet, da hun besøgte mig kort tid efter hjemmefødslen af mit andet barn og tog mig i at vikle hende på maven:) Efter din blog at dømme, havde hun ret i, at vi to har meget tilfælles;) Tillykke med lille Sejer, og tillykke med seje Arn!
Mange tanker herfra
- Janni
Konen 19. juni 2011 kl. 19:19
Hej Janni. Hvor er verden et lille sted – også i cyberspace
. Tak for din søde hilsen. Mon vi har mødt hinanden til en af deres fester? Kh. Nadia