Dag 7 efter Sejers fødsel: min mave er næsten den  samme, som før jeg fødte (nu var jeg så heller ikket nips – der var lidt mave i forvejen). Mit humør er nogenlunde stabilt. Jeg føler OVERSKUD af energi. Jeg har LYST til at passe på mig selv – dyrke motion, så min krop hurtigere får det bedre og spise sund mad, der nærer mig selv og mit barn.

Dag 7 efter Arns fødsel for godt halvandet år siden: Indlagt på Rigshospitalet, kunne ikke holde på vandet (jeg kunne ikke mærke min krop). Jeg gik rundt i tøj, der rent ud sagt lugtede lidt af pis – jeg orkede ikke at skifte tøjet. Mit humør var en rutsjebane – og vi begyndte forældreskabet i MINUS.

Det illustrer meget smukt, at det gør en kæmpe forskel, hvordan et barn kommer til verden. Lige nu er min krop fyldt med en væld af gode hormoner, der blandt andet er til for at knytte bånd mellem mit barn og mig. Det gik jeg glip af sidst, fordi stress og traumer og overdøvede dem.

En af mine kloge jordemødre sagde, at nu havde jeg jo mulighed for at vælge, hvad jeg skal bruge min energi på. For den skal passes på. Jeg er lidt vant til at køre mig selv i bund, før jeg vender igen. Tænk hvis man (JEG!) kan gøre det anderledes …

Det er bare så ubeskrivelig stort at være her, hvor jeg er nu.

Jeg har født en lille dreng – præcis tre uger før termin og præcis den dag, som jeg troede, jeg ville føde. Det skete mandag – og var helt anderledes end sidst. Da jeg fødte Arn var min veer så heftige fra begyndelsen, at jeg følte jeg var stået på et tog, der kørt alt, alt for stærkt. Denne gang troede jeg i første omgang at det nok “bare” var plukveer – så jeg nåede da lige en tur i IKEA med veer. Og som dagen skred frem, kunne jeg godt regne ud, at min fødsel var i gang – men stadig med veer, hvor jeg kunne slappe af og tænke i mellem.

Fødslen med Arn var også en hjemmefødsel. Desværre fik han for lidt ilt til sidst og han var faktisk død, da han blev født – men han blev genoplivet, kølet ned på Rigshospitalet i tre døgn for at begrænse eventuelle hjerneskader. Faktisk fik vi at vide, at vi skulle regne med at han ville få en mild til moderat hjerneskade. Halvandet år efter kan vi konstatere at han ikke fejler noget – men vi begyndte forældreskabet i minus.  Og det er først nu, når jeg sidder med hans lillebror Sejer i mine arme, at jeg rigtig forstår, hvor hårdt det var. I lang tid sagde vi, at vi nok ikke skulle have flere børn. Vi var så trætte – efter et halvt år, var jeg ved at falde fra hinanden.

Sejers fødsel var en sand zen-fødsel – og her mener jeg ikke smertefri. Men den var rolig – jeg kunne være i veerne – og han kom hel og levende ud. Også denne gange en fødsel uden for hospitalet med private jordemødre. Jeg var i karet, og Peter sad ved siden – holdt mig på lænden og huskede mig på de ting, der virkede for mig, når smerterne blev lige heftige nok. Og jeg endte med selv at tage i mod lille Sejer og sidde med ham i karet – hud mod hud. Jeg kan endnu ikke helt forklare eller sætte ord på det. Men det har uden tvivl været en helende oplevelse for os at få den her begyndelse.

Og nu sidder jeg her – og kan begynde forældreskabet i plus med et barn, der kan det hele selv. Amningen er fungerer af sig selv, og jeg er ikke medtaget af chok. Jeg vil nyde energien og nyde at kunne vælge, hvad jeg skal bruge mit overskud på i stedet for bare at overleve.

Jeg er helt ufattelig taknemmelig.

Og her er lille Sejer:

Sejer. To dage gammel.

Jeg læste lige dette indlæg hos Ranvita, der skriver om en særlig råd tråd. Og det minder mig om en helt særlig råd tråd, jeg fik for snart 12 år siden. Jeg fik den i forbindelse med det, jeg nok vil kalde min første spirituelle oplevelse. Jeg brugte min barndom og teenageår i troen på, at der ikke var noget at tro på. Jeg troede på, at det der var mellem himmel og jord, var det, jeg kunne se og røre ved. Indtil jeg mødte en særlig mand. Eller i hvert fald var han den første, der viste mig, at der var noget mere …

Få uger efter jeg stod med en studenterhue i hånden, tog jeg til London for at tage på en tre måneder lang rejse til Katmandu i Nepal. Pga af uroligheder i Pakistan (jo jo – vi var både i Iran og Pakistan) tog vi til Nordindien – og i en af de byer, vi tog til, holdt selveste Dalai Lama audiens. Og jeg satte mig i kø sammen med alle de andre – vi var rigtig mange. Og når folk havde trykket ham i hånden, havde de et blik i øjnene, der viste, at noget havde ændret sig. Og skeptisk som jeg var, mente jeg, at de skulle spænde ballerne. Ind til jeg selv trykkede hans hånd. Det var som, der strømmede energi fra hans arm – gennem min arm og ind i min krop. Til minde om det særlige håndtryk, fik vi en rød snor med en knude på. Han var nok det første menneske, der viste mig, at der er noget mere mellem himmel og jord.

TAK!

Jeg har nu fået ny legeplads skabt af dygtige Rune.Anders.Lars. Og jeg har fået nyt hjem. Og jeg er gået på barsel – i hvert fald næsten. Min mave er så stor, at jeg vralter temmelig meget. Jeg har 3,5 uge til termin og krydser fingre for, at baby bliver i maven bare lidt længere.

Vi gjorde os mange og grundige overvejelser, inden vi valgte at flytte nummer 2 gange med vores søn på godt halvandet. Blandt andet at han nu både skal være storebror, skal sige farvel til vuggestue og goddag til nyt hjem på ganske kort tid. Vi kan faktisk slet ikke få en vuggestueplads til ham herude i Albertslund, og vi har nu besluttet, at jeg prøver at gå hjemme med ham nogle måneder. Hvis det går godt – så fortsætter jeg (ind til det ikke fungerer eller jeg ikke er på barsel) – og hvis jeg bare er for træt og sur, så er han sikret en plads per 1. maj. Det er et interessant eksperiment. For det her med at gå hjemme med børn, der er ret meget mere end et år, gør vi os ikke så meget i i Danmark – men det føles på en eller anden fundamental måde helt rigtig – i hvert fald i mit hjerte.

Jeg er også ved at være klar til at sige goddag til det liv, der gror i min mave. Jeg er spændt på, hvilket væsen han kommer med.

Ej … jeg elsker ikke alt det her med at pakke og pakke ud. Men jeg elsker at have fornemmelse af at begynde på en frisk. Vi flytter retur til bofællesskabet i Albertslund. Jeg bliver aldrig lykkelig for byen – men naboerne er ret fantastiske. Vi er i fuld gang med at male og ordne gulve herude. For vi vil gerne have de bedste mulige omgivelser (igen). Og vi har fået hjælp. Vi brugte hende også, da vi flytte til Nørrebro – og havde igen besøg af hende i sidste uge. Anette hedder hun – og hun har Livskompagniet og arbejder med Feng Shui. Og det handler ikke bare om at indrette sig optimalt – men at skabe rammer, der kan være med til at flytte en det sted hen, man gerne vil. Og det er det, hun arbejder med. Så vi skal dele soveværelse med en 2,80 høj udgave af Buddha:

Og kontoret skal altså være lidt mere direktøragtig – så vi kan få gang i pengeflowet. Faktisk foreslog hun, at vi skulle sætte en pejs op – men med den forestående familieforøgelse – og en indre skepsis over for en pejs, kunne jeg godt se, at det ikke ville ske. Så nu skal der i stedet være tapet med bøger på.
De hvide vægge har fået kulør (det klæder dem). Det betyder også, at vi endnu engang har ryddet ud – sælger en masse ting for at få plads til det nye, der skal flytte ind i vores liv. Jeg elsker at rydde ud.