2010 var meget lærerigt – den største overraskelse var nok, at jeg blev gravid (selv om det vel aldrig burde være rigtig overraskende, når man har sex og ikke bruger prævention, vel?! En måned før jeg blev gravid, var Peter og jeg nået så langt, at vi mente, at vi nok kunne overskue et barn mere om …. 5-6 år. Nu er det så bare om et par måneder. Men vi er holdt op med at være nervøse og tror på, at det bliver lærerigt.

Jeg er i 2010 kommet det som nogle med meget flotte ord kalder livsformål. Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker, der har vist mig vejen.

2010 blev også året, hvor jeg blev tvunget til at tage min krop meget alvorligt. Først i januar – da jeg simpelthen var så flad oven på et hårdt halvt år som førstegangsmor. Jeg havde taget mig vældig godt af mit barn – men jeg havde rigtig svært ved at finde mig selv i hele det her moderskab. Jeg kom på rette spor – faldt lidt af pinden igen. Og måtte i december endnu engang tage mit helbred meget alvorligt, da jeg mit blodsukker var blevet så ustabilt, at jeg mulighed havde fået graviditetssukkersyge. Så nu står den på hulemandskost og masser af motion.

I 2010 tog vi som familie også nogle store valg. Peter sagde sit faste arbejde op (JO – det gjorde han altså!) og blive en del af mit firma. Vi blev derfor til Clausen & Konen. Vi valgte at flytte tilbage til byen, fordi vi ikke helt trivedes med at bo i bofællesskab i Albertslund. Og nu bor vi midt i det hele på Nørrebro i en afsindig fantastisk lejlighed. Og vi valgte at sige ja tak til det barn, som valgte os.

2011: Jeg vil gerne skrive og udgive min første bog. Blogge en masse og komme endnu nærmere det (som jeg stadig ikke har helt styr på), som jeg skal bruge mit arbejdsliv på fremover. Jeg vil nyde at være på barsel og dyrke nye, spirende venskaber.

Godt nytår!

Det er andet år i træk vi gør det. Holder nytårsaften for os selv – og i år ender vi nok også med at gå i seng før midnat. Vi synes egentlig selv, at det er rigtig rart, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi sgu er blevet lidt kedelige. Men der er bare ingen af os, der orker at være festlige eller hyggeligt så længe efter vores normale sengetid, at det vil føles som tortur – og vi ved, at vi skal op igen et sted mellem kl. 5 og 6.

Så vi laver kæresteaften med god mad og film, når sønnike er blevet puttet. Og det glæder jeg mig.

Godt nytår derude.

Da jeg for halvandet år siden blev mor for første gang, gjorde jeg et meget stort nummer ud af, at Peter (faderen til barnet og min mand) og jeg skulle være lige om det meste i forhold til Arn. I praksis lod det sig selvfølgelig ikke helt gi’, fordi jeg havde valgt at amme. I dag er vi lige om alt – eller det sidste halve år, er det faktisk Peter, der har været mest sammen med Arn. Det er ham, der bringer og henter – og står op med ham om morgenen. Lige nu fordi det er mig, der arbejder mest og er højgravid.

Men et stykke tid inde i moderskabet gik det op for mig, at det ikke handlede om ligestilling for mig. Jeg var simpelthen bange for, at jeg ville fucke mit barn op – at jeg ville være så elendig en mor, at jeg ville komme til at gøre skade på ham. Jeg vidste, at Peter ville være en fantastisk far – så hvis han i hvert fald var sammen med sit barn halvdelen af tiden, så kunne det vel ikke gå helt galt?! Og hvorfor skulle jeg så kunne gøre skade på mit barn? På de blå dage bliver jeg lidt bange for, at mine gener er for flossede – at mine første leveårs turbulens har gjort mig ude af stand til nogensinde at blive normal og sund.

Men så kom jeg netop til at tænke på min egen opvækst – og mine forældres opvækst (nogle har blå blod årene – i min familie har vi stesolider, alkohol og store mængder af hash). Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at tage stoffer eller blive alkoholiker, jeg ved, at jeg aldrig kommer til at misbruge mine børn på den ene eller den anden måde. Jeg ved, at jeg giver mine børn nogle ret stabile rammer – og jeg ved at jeg elsker mig barn og kan vise det. Og på de gode dage, synes jeg faktisk selv, at det går ret godt for mig, selvom mine egen forældre ikke formåede at give stabile, trygge rammer – eller være de voksne. Så helt galt kan det jo ikke gå ….

Selvom jeg helt klart får det bedre – er jeg lidt træt af hulemandskosten. Eller jeg har fået lidt kødlede. Og synes bare maden er kedelig lige nu. Men hvis jeg skal være helt ærlig (og de skal jeg jo, ikke?), så er det faktisk min egen skyld. Jeg har valgt de nemme løsninger. Og jeg er bare ikke god til at spise det samme mad mere end to måltider i træk. Min tærskel for gastronomisk kedsommelighed er og har altid været meget lav. Så der er kun en vej …. og det er den kreative. Jeg skal stramme mig lidt an og lave noget andet en kød + grøntsagsstave eller rødkålssalat.

Juledagene er ind til videre gået ganske smertefrit. Og omverdenen har fuld forståelse for min diæt (det er ret interessant, at det er nemmere at sige til folk, at man ikke spiser sukker og mælk f.eks., når man rent faktisk er “syg” – men hvis det “bare” er af hensyn til ens eget helbred …. så er det straks sværere …ikke?).

Det går efterhånden op for mig, at det her med ustabilt blodsukker faktisk har været et problem helt tilbage til teenageårene (og det har min sukkertrang også). Husker især de storbyrejser, jeg var på med min mor, i mine teenageår – og at jeg fik nogle anfald af hidsighed, når mit blodsukker faldt. Min mor havde ikke lige samme udfordring – og troede vist, at det var “teenagesyge” …

Nu er det juleaften og heldigvis kan jeg spise en del af julemaden trods hulemandskost. Kød, skysovs og rødkålssalat … måske en enkelt kartoffel.

Men der er bivirkninger ved at spise, så kroppen bliver næret og ikke bliver stresset: mine overarme er blevet slankere – har fået færre at de der røde knopper og jeg føler mig i det hele taget lettere. Allerede efter få dage kunne jeg sætte tempoet betydeligt på, når jeg gik (hvilket min kære mand synes var dejligt). Jeg sover også bedre – jeg har nemmere ved at falde i søvn om aftenen og nemmere ved at falde i søvn igen, når min mikroskopiske graviditetsblære har sendt mig på toilet, eller Arn har haft brug for hjælpe til at sove videre. Mit blodsukker er bestemt ikke stabilt endnu – men det hjælper på det …

Hvordan overlever en hulekvinde julen?

Jeg er sat på streng diæt af Oscar Umahro. Jeg har gennem min graviditet (skal føde engang i starten af marts) haft massive problemer med mit blodsukker. Det har faktisk udviklet sig til en rutchebane a la dæmonen i Tivoli. Nedturen varer bare bare lige lidt mere end et sekund – faktisk nogle gang timer. Og forrige tirsdag fik jeg også målt sukker i min urin. Det betyder, at jeg muligvis har graviditetssukkersyge. Og det rimer ikke på hjemmefødsel – eller i det hele taget et godt helbred. Så jeg er meget motiveret for at spise og motionere mig ud af det. Også selv om det betyder nul vaniljekranse og dessert juleaften.

Jeg er nemlig sat på hulemandskost – dvs. den mad som vi mennesker havde adgang til, da mennesket boede i huler. Kød, fjerkræ, fisk, grøntsager, bær, nødder og olier er ingredienserne i min mad. Og så skal jeg gå eller cykle mindst en halv time hver dag. Derudover tager jeg tilskud af Chrom, Zink, grøn te og grønne kaffebønner og Guarmin.

Her knap en uge efter jeg er begyndt på kosten og motionen, begynder jeg at mærke en forskel. Jeg kan mærke at mit blodsukker stadig falder – men jeg har det knap så dårligt. Og jeg får det dårligt i kortere tid og færre gange på en dag. Juhuuuu.

Det er interessant, hvad der skal til for at man endelig får gjort noget ved de ting, der er galt. Jeg havde brug for en alvorlig og konkret trussel mod mit helbred.

Det er første år, vi skal holde jul hjemme. Jojoooo – jeg føler mig i den grad voksen (jeg er også 31 – men føler mig altså ikke altid rigtig voksen af den grund).

Men jeg er også gravid i 30. uge (sådan cirka), har et job, hvor jeg pt har travlt og har også lille, skønne Arn på halvandet år – så der er nok at tage sig af. Derfor står ænderne også i ovnen en dag før tid (den bliver parteret senere og penslet med andefedt og så skulle den stadig være skøn i morgen, når den har fået en tur i varmen) – fonden lavet på indmad og lidt grøntsager står og simrer i takt med anden.

Og så har jeg taget et par genveje. Småkagerne er købt i ruller på frokost i Irma. De er stadig økologiske, men jeg skal bare skære dem i skiver og putte dem i ovnen. Svigermor er sat til at lave waldorf-salat (ja – det er altså noget de gør i min mands familie – og jeg forstår det ikke …) og brunede kartofler. Svigerinden er sat til at lave ris á la mande og varm rødkål. Jeg har uddelegeret alt det jeg ikke selv spiser pga min hulemands-kost.

Og så er der også tid til middagslur, en kælketur med Arn og lidt til.